Читать книгу Brugerperspektiver - Группа авторов - Страница 7

Som nævnt i begyndelsen af denne artikel findes der allerede en omfattende samfundsvidenskabelig diskussion af opblomstringen af brugerperspektiver i socialpolitikken, og det er på sin plads her at uddybe en række væsentlige træk af denne diskussion yderligere.

Én central pointe i denne diskussion er at kæde omdefineringen af klienter til brugere af sociale ordninger sammen med bredere ændringsprocesser i den offentlige sektor, især markedsgørelsen og de dertil knyttede forestillinger om brugernes frihed til at vælge (Rose 1999). Brugerperspektivet kædes også sammen med de vedvarende bestræbelser på at modvirke klientgørelse og sætte brugerne i stand til at frigøre sig fra hjælp og omsorg og klare sig selv, dvs. at udøve »empowerment« (Cruikshank 1999, Wright 1994), som det hedder med et engelsk udtryk, der også har vundet stort indpas på dansk. Det interessante er, hvad disse ændringer medfører.

Markedsgørelsen kommer til udtryk på flere forskellige måder, bl.a. ved privatisering og udlicitering af sociale indsatser, som ellers er offentlige ansvarsområder. I sin artikel heri beskriver Grytnes fx, hvordan opgaven med at etablere væresteder for stofbrugere og andre udstødte grupper, der lovgivningsmæssigt er en kommunal forpligtelse, er udliciteret til private (hjælpe)organisationer. Et andet træk ved markedsgørelsen af den offentlige politik er, at fokus flyttes fra varetagelse af kollektive løsninger for borgerne i almindelighed til et spørgsmål om effektiv styring af service til nærmere definerede målgrupper (Liep 1999, Jöhncke 2002). I Lov om Social Service opereres der fx med den særlige målgruppe »de mest udsatte voksne, sindslidende, stof- og alkoholmisbrugere, hjemløse m.fl.«, til hvem bestemte sociale indsatser såsom væresteder og herberger skal tilbydes. Ligesom producenter af varer er interesserede i, at deres produkter rammer bestemte målgruppers behov – hvad enten disse behov eksisterer i forvejen eller først skal indarbejdes i aftagernes selvbillede – skal sociale ordninger angiveligt oprettes og tilpasses ud fra bestemte målgruppers behov. Brugerne bliver således først og fremmest forbrugere af sociale tilbud – kunder, som det sociale system skal servicere.

De teknikker, som er blevet en del af den nye socialpolitik, bærer også præg af denne markedsgørelse. Det er især tydeligt i forbindelse med sociale handleplaner, bruger(tilfredsheds)undersøgelser og kunstfærdige systemer til kvalitetssikring. Disse teknikker kan med fordel betragtes som styrings- og kontrolredskaber for det politiske og bureaukratiske system – vel at mærke en kontrol, der i lige så høj grad retter sig mod medarbejdernes indsats som mod brugernes adfærd – snarere end som egentlig nye metoder i socialt arbejde. Med disse teknikker inddrages brugerne som forbrugere, der skal udtrykke graden af tilfredshed med de tilbud, de benytter, eller de skal indgå en kontrakt med den pågældende offentlige myndighed om den sociale indsats, fx i form af en handleplan (Andersen 2003). På den baggrund bliver det tydeligt, at mens brugerinddragelse nok kan ses som en udfordring af de etablerede professioners fagligheder (socialrådgivning, pædagogik, psykologi) og disses eneret til at definere, hvad der er bedst, er det ikke nødvendigvis brugerne, der tager over, hvor de slipper. Vejen er først og fremmest banet for nye typer eksperter: Administratorer, økonomer og evaluatorer, samt udviklings-, omstillings-, kvalitetssikrings- og management-konsulenter af enhver art. Enhver med kendskab til den sociale sektor i disse år vil kunne genkende dette billede, men det er endnu stærkt underbelyst i den kritiske forskning. Måske fordi forskernes egne fagfæller figurerer som eksperter i sammenhængen og derfor er svære at få øje på?

I den samfundsvidenskabelige litteratur bliver der sat spørgsmålstegn ved, hvor radikale de beskrevne ændringer i (social)politikken egentlig er med hensyn til relationen mellem borger og sociale systemer, og det diskuteres kritisk, hvordan man i så fald kan forstå disse ændringer (Dean 1999, Rose 1999). Den almindelige skepsis går ikke så meget på, om det er rigtigt eller forkert at sætte brugeren i centrum, men snarere på om dét, der tager sig ud som en demokratisering og styrkelse af brugernes indflydelse på tingenes tilstand, måske snarere skal forstås som en særlig måde at udøve magt på – eller for at blive i jargonen: en særlig måde, magt kommer til udfoldelse på.

Det er ikke mindst Michel Foucaults teorier om, hvordan regeringsførelse og styring i samfundet i høj grad afhænger af individers disciplinering af egne behov og handlinger, der har inspireret socialvidenskabelige forskeres undersøgelser af de nye tendenser i socialpolitikken (Foucault 1983, 1988, 1991). Magt opfattes ikke som noget, der undertrykker borgerne, men snarere som noget, der gør det muligt for dem og tilskynder dem til at være og handle på bestemte måder: » … brugere af velfærdsordninger er ikke så meget udelukket og kontrolleret af magt, som de er konstitueret og gjort handlekraftige af den« (Cruikshank 1999: 41). Med »magt« menes således snarere en produktiv magt, der skaber nye subjektive identiteter (selvforståelser) og nye muligheder for handling, og ikke fortrinsvis en begrænsende form for magtudøvelse, såsom undertrykkelse og overgreb. Som udgangspunkt må man altså se den sociale indsats som måder at udøve regeringsførelse på over for og gennem borgere med bestemte, veldefinerede behov. Borgere, der modtager social service, regeres, idet deres accept af at modtage hjælp indebærer, at de ser sig selv med bestemte behov og underkaster sig de rammer, som den sociale indsats har. Järvinen & Mik-Meyer (2003) understreger, at de særlige karakteristika ved en person, der gør ham/hende egnet til bestemte ydelser, er defineret af systemet. De sociale systemer definerer således både problemet og den løsning, som modtageren af social service må underkaste sig og acceptere som en del af sin egen identitet. Systemet er altså produktivt, men det er ikke nødvendigvis funktionelt. Fx er det velkendt at dobbeltdiagnose-patienter – dvs. brugere med både et misbrug og en psykiatrisk lidelse – i flere amter ikke opfylder systemernes definitioner af problemer og målgrupper, og derfor sendes de i ring fra misbrugssystemet til det psykiatriske system, fordi man ikke kan tilbyde en samlet løsning på brugernes problemer.

Den magtform, som kendetegner sociale serviceydelser, er produktiv, idet den er med til at producere bestemte sociale identiteter. Foucaults betegnelse for denne er »pastoralmagt« (Foucault 1983, Järvinen & Mortensen 2002). Det er den magtform, hvor magtens vilkår er sværest at få øje på, fordi den vil hjælpe, gøre det bedste og yde omsorg til individer med bestemte behov. Dens virkemidler er således langt mindre synlige end de tvangs- og kontrolmekanismer, man almindeligvis forbinder med magtudøvelse. Måden, pastoralmagten inkorporeres på i det enkelte individ, er ikke gennem tvang, men gennem det, Foucault (1988) kalder for selvets teknologi. Dette betyder, at en person selv udøver, deltager i eller udsætter sig for praktiske tiltag, der er med til at transformere hans eller hendes selvbillede for at opnå noget bedre, fx forøget livskvalitet, bedre helbred, stoffrihed, osv. Og personens forståelse af »bedre« bliver i overensstemmelse med – ikke i modsætning til – de værdier og definitioner, der hersker i de sociale systemer. Selv-teknologier er således politiske teknologier, der omskaber folk i sit eget billede, som fritager systemet for med kontrol og tvang at skabe brugere eller klienter, men som frisætter folk til at udøve denne magt/disciplin over sig selv.

Der ligger således som et grundvilkår både en magtudøvelse og former for disciplinering af individer i enhver form for social service, ligegyldigt om modtagerne kaldes for klienter eller brugere. Man kan endog mene, at bruger-begrebet på én gang yderligere tilslører og skærper de beskrevne mekanismer. Nogle anvendelser af begrebet bruger synes at forudsætte, at der er tale om en ligeværdig og ressourcefuld person, der er ekspert på sit eget liv, har visioner om en (bedre) fremtid, og som bidrager aktivt til løsningen af egne problemer gennem det sociale hjælpesystems indsats – uanset om dette er realistisk eller ej. I modsætning hertil rummer »klient« bibetydninger af en svag og passiv person, der er afhængig af den hjælp, som de sociale systemer foreslår (Adams 1996, Asmussen 2003: 15-16). Den nævnte betydning af »bruger« er bl.a. at finde i Lov om Social Service, der forpligter myndigheder og institutioner til at tage brugerne med på råd gennem forskellige niveauer af brugerinddragelse (bl.a. medvirken i behandlingen af deres egen sag og deltagelse i brugerråd). Brugerinvolvering er blevet både en rettighed og et krav: Lovgivningen påbyder, at brugerne skal kunne deltage aktivt i udformningen af sociale indsatser, og borgeren skal i dag både inddrages og selv deltage aktivt og derved forvandle sig fra passiv klient til aktiv bruger.

En konsekvens af denne politik kan være, at problemer i kontakten mellem system og bruger har tendens til at blive placeret på brugerens skuldre alene: Passivitet og klientgørelse kan ikke længere ses som nogle borgeres mulige – og måske endda forståelige og hensigtsmæssige – reaktion på bureaukratiske systemer, som de ikke reelt har indflydelse på. I stedet bliver passivitet og klientgørelse til kritisable, personlige træk ved nogle sociale klienter, der ikke vil deltage eller inddrages i løsningen af deres egen situation og dermed saboterer systemets gode tiltag. Cruikshank (1999) beskriver, hvordan historien om private og offentlige velfærdsordninger i USA også er historien om den stadige bestræbelse på hjælp til selvhjælp, på at fremelske borgere, der tager ansvar for og forbedrer sig selv. Både fra højre og venstre side af det politiske spektrum er socialpolitikken blevet kritiseret for at skabe afhængighed og ufrihed (Cruikshank 1999: 34, Wright 1994: 163) og på den baggrund kan man se den aktiverede bruger som det foreløbige højdepunkt i etableringen af en konsensus på tværs af det politiske liv om, hvad gode sociale indsatser skal rumme og en god borger gøre. I den socialvidenskabelige forskning er netop dette aspekt af bruger-orienteringen blevet kritiseret for at hænge sammen med tendensen til at individualisere og psykologisere sociale problemer – i modsætning til at se dem i et større samfundsmæssigt perspektiv – og den dertil hørende tendens til at gøre socialt arbejde til et spørgsmål om at ansvarliggøre og personlighedsudvikle klienterne (Järvinen & Mik-Meyer 2003, Villadsen 2003).³

Der sættes altså i den socialvidenskabelige litteratur spørgsmålstegn ved, om erstatningen af »klient« med »bruger« i socialpolitikken rent faktisk er udtryk for en øget demokratisering, en sikring af borgerrettigheder og en sikring af kvaliteten i de udbudte sociale services, sådan som den officielle ideologi lyder. Eller om brugerinddragelse ikke snarere blot repræsenterer nye former af magtudøvelse og ulighed i socialpolitiske indsatser – og dermed skaber nye spørgsmål, der afkræver et svar, snarere end at være løsningen på de vilkår, som social service er underlagt.⁴

Det lille ord »blot« i foregående sætning er det springende punkt. Vi kan nemlig være enige i, at der er tale om nye former for magtudøvelse med samme grundlæggende tema: brugerens ansvarliggørelse – men der er ikke tale om blot det: Dels er der mere på færde end dette, og dels er der på nogle områder sket substantielle forskydninger, der gør en forskel og muliggør større forandringer i fremtiden. For at tydeliggøre vores overvejelse: Der er ingen tvivl om, at den kritiske diskussion af brugerinddragelse, brugere vs. klient, osv., som foregår i socialvidenskaberne, har sin berettigelse og relevans. Omdefineringen af klienter til brugere og indførelsen af brugerperspektiver i de sociale indsatser forandrer ikke grundlæggende de vilkår, som sociale indsatser er underlagt. Brugerne – og medarbejderne, for den sags skyld – er stadigt diskursivt producerede subjekter med dertil indrettede sociale identiteter, og der ligger stadig en asymmetrisk magtrelation brugerne og medarbejderne imellem, om end den omtales i andre vendinger end tidligere. Men giver disse beskrivelser alle de fornødne elementer til at skildre brugerne og medarbejderne? Er deres ideer, aktiviteter, dagsordener og livsprojekter kun brikker i dette ene spil?⁵ Som foreslået tidligere gør en bredere empirisk tilgang det muligt for andre perspektiver at blive synlige. En undersøgelse af den socialpolitiske diskurs er vigtig og nyttig, men dens begrænsning kan være, at medarbejderne allerede i udgangspunktet reduceres til at være »systemrepræsentanter« (eksplicit hos Järvinen & Mortensen 2003) med tilsyneladende ringe refleksionsevne, og brugernes identiteter og erfaringer reduceres til at være vellignende aftryk af institutionernes støbeforme. En tilsvarende indvending er, at brugerne kan fremstå oversocialiserede (Larsen, Mortensen & Thomsen 2003: 195) i forhold til institutionernes krav, så deres modstand og handlerum underbetones.⁶

Den skepsis, som vi vil fremhæve, gælder ikke så meget mangler ved beskrivelsen af magtfulde diskursers måde at fungere på, men snarere spørgsmålet om, hvor stor en del af det sociale liv der overhovedet meningsfuldt og udtømmende kan beskrives med henvisning til magtfulde diskurser. Det sociale liv er en kontinuerlig proces af social og kulturel kreativitet – som Liep (2001) definerer det – hvis mål og retning ikke er diskursivt givet eller på anden måde forudbestemt. Vi har ovenfor foreslået den vinkel, at de diskursive, disciplinerende rammer definerer mulighedsbetingelserne (dvs. potentialerne og grænserne) for brugernes og medarbejdernes liv inden for de sociale indsatsers rammer, men de determinerer trods alt ikke deres hele eksistens og virke. I sin artikel om væresteder heri viser Grytnes, hvorledes denne kreativitet hos værestedsbrugerne fungerer, idet de i et vist omfang formår at underordne værestedet med dets særlige subjektiveringer af brugerne og benytte det som afsæt og ressource for deres øvrige liv. Eksemplet viser, at brugerne ikke determineres af de rammer, der er for væresteder, og at alle – brugere og medarbejdere – ikke hele tiden forstår det samme ved disse rammer. Houborg Pedersen (2003) peger på, hvordan ideen om brugernes stemme som en kilde til indsigt i brugernes ønsker er et resultat af bestræbelserne på at inddrage brugerne og indsætte dem i den magtfulde orden, som tidens socialpolitiske diskurs udgør. Han redegør for, hvordan de strukturelle rammer begrænser, hvad der overhovedet kan siges, hvad der når igennem og bliver hørt, og hvad der sorteres fra undervejs som ubetydeligt eller irrelevant i den givne sammenhæng. Denne analyse er på den ene side utvivlsomt korrekt, på den anden side er den ikke hele historien, for det er ikke givet, hvad brugerne så siger med den begrænsede stemme, de derved opnår. For at forstå hvad brugerne forstår, og hvad de gør – som Grytnes viser – kan man ikke nøjes med at granske ordene og hvordan der tales: Man må undersøge, hvorfra, hvorfor og om hvad der tales. Analysen af diskursen er interessant, men de mennesker, der vedvarende og forskelligartet aktiverer og forskubber diskursen som afsendere og modtagere (fortolkere), er så meget desto mere interessante.

For samtidig med de diskursive forskydninger, der former og legitimerer socialt arbejde på nye måder, er der sket visse markante, praktiske forandringer på det socialpolitiske felt, i hvert fald hvad indsatsen over for stofbrugere angår, og heri spiller brugerperspektiver en ikke uvæsentlig rolle. Bordet fanger nemlig, så at sige. Som nævnt i eksemplet med Brugerforeningen ovenfor indebærer den megen tale om brugere, at der åbnes adgang for at kunne påberåbe sig troværdighed og legitimitet på nye måder. At hævde, at man tager udgangspunkt i brugernes virkelighed, at man kender deres situation og taler deres sag, er i sig selv en form for magt (Cruikshank 1999: 38) – men det er det vel at mærke også for andre end dem, der er enige i den fremherskende politik og de dominerende diskurser. De forandringsprocesser, der sker i den offentlige sektor og i måden at opfatte brugernes præmisser på, har muliggjort både nye indsatser på stofmisbrugsområdet, som fx etablering af gadesygepleje, opsøgende gadeplansarbejde, sprøjteudleveringsordninger og væresteder samt ændringer i allerede eksisterende indsatser som fx lempelser i adgangen til metadonbehandling. Disse indslag i hverdagen gør en reel forskel i livet som stofbruger i mange lande og bygger især på ideer om skadesreduktion, der for alvor er slået igennem på stofbrugsområdet op gennem 1990’erne. Dette diskuteres i det følgende.