Читать книгу Brugerperspektiver - Группа авторов - Страница 9

I de to foregående afsnit har vi beskrevet, dels hvordan brugerperspektiver påberåbes som et udgangspunkt i tidens socialpolitiske diskurs, og hvordan dette diskuteres kritisk i forskningen, dels hvordan brugerperspektiver (i forskellige udgaver) påberåbes at ligge til grund for forskellige indsatser for at afhjælpe stofbrugeres problemer. Som den tredje og sidste version af, hvordan man kan påberåbe sig at anlægge et brugerperspektiv, vil vi her pege på etnografiske undersøgelser, der tager afsæt i – men ikke begrænser sig til – stofbrugernes egne forståelser af deres brug af og liv med stoffer. Sådanne etnografiske undersøgelser baserer sig altså på den betragtning, at man kan opnå så godt et kendskab til stofbrugeres livsverden, at man kan repræsentere brugernes perspektiver – på sit fags måde.

På denne baggrund kan man med nogen ret spørge, utålmodigt: Hvad med brugerne selv? Var det ikke på tide at høre dem selv, direkte, uden fortolkende mellemlag af politikere, fagprofessionelle og forskere? Hertil vil vi svare: Jo, absolut – og det kan ingen andre gøre for dem. Etnografer kan lige så lidt som andre faggrupper påtage sig at formidle brugernes synspunkter ufortolket, det kan de kun selv. Etnografien har en anden opgave, sådan som vi skal uddybe det i dette afsnit.

En af de måder, hvorpå stofbrugere selv er kommet til orde inden for de senere år, er gennem etableringen af brugerforeninger. Gennem brugerforeninger etablerer stofbrugere deres egen diskurs – ofte en moddiskurs – om stoffer, stofbrug og stofbrugere, på samme måde som politikere, behandlere, forskere, politi og sundhedsmyndigheder gør det. Brugerforeninger har fået bedre muligheder for, at deres stemme vinder legitimitet på stofbrugsområdet i en tid, hvor brugerindflydelse er et af tidens socialpolitiske mantraer. Deres stemme accepteres – på visse niveauer, sådan som Jepsen diskuterer i sin artikel i denne bog – som legitim og på lige fod med andre officielle stemmer og fortolkninger af stofbrugsfeltet. Denne brugernes stemme er en politisk stemme og giver dermed som andre politiske stemmer en bestemt version af sandheden, som individuelle stofbrugere kan være enten tilhængere eller modstandere af. Brugerforeningers stemmer siger således ikke alt om, hvad der foregår på stofbrugsområdet, men står for bestemte forståelser af stoffer, stofbrug og stofbrugere. Fra en samfundsvidenskabelig betragtning kan brugerforeninger, ligesom fx politiet eller behandlingssektoren, således være genstand for undersøgelse og underkastes en kritisk analyse – uden af den grund at blive frataget relevans eller troværdighed.

Etnografien kan – for os at se – ikke kun have som ambition at formidle, hvad brugerne kalder virkelighed, for det kan brugerne gøre bedre selv, men må forsøge at forstå, hvordan de kan opfatte virkeligheden på den måde, som de gør, bl.a. ved at belyse de sociale, kulturelle og politiske kontekster, som stofbruget og brugerne er en del af. Etnografien skulle gerne kunne bidrage med noget andet og mere i tillæg til brugernes og andre aktørers versioner, ellers har den ingen berettigelse. God etnografi er altså for os at se ikke en interesse for brugernes perspektiver og situation isoleret betragtet – men hvordan disse hænger sammen med resten af samfundet. Brugernes perspektiv udgør én indfaldsvinkel, ét afsæt for indsigt i den sociale virkelighed, som både stofbrugere, politi, sundhedsmyndigheder, politikere, behandlere osv. er en del af, og det er sammenhængene (og nogle gange konflikterne) mellem alle disse forskellige perspektiver og aktører, etnografien i sidste ende bør have for øje.

I sin artikel heri demonstrerer Dahl, hvordan etnografiske undersøgelser af brugernes perspektiver på stofbrugsområdet historisk er blevet etableret og har udviklet sig. En af hendes pointer er, at stoffers betydning, og hvad det indebærer at være stofbruger, skifter i forskellige historiske og sociale sammenhænge. Stofbrugere er underlagt bestemte vilkår, som samfundet sætter, både legalt og moralsk (Christie & Bruun 1985). Den generelle opfattelse af brugen af stoffer forandrer sig, hvormed det også er sagt, at tingene kunne være anderledes, end vi kender dem i dag. Historiske studier af den samfundsmæssige håndtering af stoffer samt studier af brugen af forskellige stoffer i forskellige sammenhænge til forskellige tider bekræfter denne erkendelse: At vores forståelse af stoffer er historisk, socialt og kulturelt betinget (se fx Berridge & Griffith 1981, Gossop 2000, Musto 1973, Winsløw 1984 – for nu blot at nævne nogle få). Dahl peger også på, at etnografiske undersøgelser af brugerperspektiver på stoffer kan bidrage til, at stofbrugsfeltet fremstår mere nuanceret. I etnografisk metode og analyse vurderes som udgangspunkt ikke, om stofbrugere og andre aktører i felten har »ret eller uret«. Derimod forbeholder etnografen sig ret til at beskrive den sociale orden på sine egne præmisser og med egen legitimitet. Set i et etnografisk lys er brugerperspektiver således ikke bedre eller ringere end andre perspektiver. Derimod bidrager brugerne med en viden, der har et andet afsæt end andre (og som regel mere dominerende) perspektiver på stofbrugsområdet. Som hovedregel har brugernes perspektiv vanskeligere ved at komme til orde og blive hørt. Derfor kan et etnografisk fokus på brugerperspektiver trods alt bidrage til at give brugerne en vis stemme og synlighed og dermed udvide vores forståelse af det sociale livs mangfoldighed.

En anden overordnet pointe hos Dahl er imidlertid, at brugernes perspektiver på stoffer nærmest systematisk er blevet ladt ude af betragtning i formuleringen af narkotikapolitiske tiltag og at selv nok så mange etnografiske undersøgelser ikke har kunnet ændre på dette. Denne manglende gennemslagskraft bør give anledning til selvransagelse, men også – som Dahl peger på – en erkendelse af, at etnografien til tider har uvelkomne budskaber under de herskende politiske forhold. Brugernes perspektiver fokuserer på andre aspekter af stofbrug end det kriminelle, det sundhedsskadelige eller der behandlingskrævende – stofbrug giver mening for brugerne, hvad enten de beskriver det som fornøjelse, bedøvelse, vane eller afhængighed, og det er etnografien i stand til at opfange. Etnografiske undersøgelser er optaget af stofbrugernes egne begrundelser for at bruge stoffer, i hvilke sammenhænge det foregår, ud fra hvilke normer og værdier et bestemt stofbrug forstås og udøves, eller hvordan hverdagen tager sig ud set fra stofbrugernes egne synsvinkler – herunder når stoffer ikke er det centrale. Undersøgelser, der tager udgangspunkt i brugernes egne forståelser af stofbrug, kan således give indsigt i den sociale orden, stofbrugere lever i, og hvordan dette står i forhold til andre forståelser af stofbrug. Fx viser Korsdal Sørensen i sin artikel, at unges begrundelser for at bruge feststoffer formuleres ud fra normer og værdier, som udgør en bestemt logik, og som ligger meget langt fra det billede af stofferne, som sundhedsmyndighedernes forebyggelseskampagner fremstiller. En væsentlig forskel på de to perspektiver på feststoffer er, at førstnævnte forholder sig til et forbrug af stoffer, hvorimod sidstnævnte anser enhver brug af stoffer som et (i alt fald potentielt) misbrug. Det sidstnævnte billede kan man altså hverken tage som selvfølgeligt eller enerådende, om end det er dominerende. På samme måde analyserer Asmussen & Moesby-Johansen ud fra et brugerperspektiv, hvordan gæsterne i hashklubber forstår deres brug af både hashen og klubberne. Også her støder brugernes perspektiver igen imod myndighedernes – især politikernes og politiets – som ønsker klubberne lukket, og som forsøgte at opnå dette gennem særlovgivning i 2001.

Alt i alt viser etnografien, at stofbrugere som en samlet betegnelse for brugere af forskellige euforiserende og psykoaktive stoffer henviser til en meget uensartet gruppe, til et meget sammensat udsnit af befolkningen og til meget forskellige holdninger til, hvordan dette stofbrug kan forstås. Men er der nu også sikkerhed for, at beskrivelserne af stofbrugere faktisk fremmer forståelsen for dem eller opfattes som bidrag til et mere sammensat og nuanceret billede af stofbrug? De kan vel lige så nemt opfattes som eksotiske indslag, som en form for voyeuristisk litteratur, der kan være med til at bekræfte fordomme snarere end at aflive dem? Vil det ikke afhænge af øjnene og intentionerne hos dem, der læser etnografens skildringer? Jo, og så meget desto vigtigere er det, at analysen aktivt bringes til at udfordre givne antagelser. Det er vigtigt ikke at betragte stofbrugere som et særligt og usædvanligt indslag i samfundet, men derimod at forstå deres liv og vilkår som karakteristiske udtryk for samfundet i dagens Danmark og fokusere på, hvordan stofbrug og stofbrugere hænger sammen med, snarere end adskiller sig fra, resten af samfundet. Fremherskende politiske og faglige perspektiver kommer ikke blot med løsninger på »stofbrugsproblemet« (gennem forebyggelseskampagner, behandlingstilbud, kriminalisering, straf, osv.), men definerer ligeledes, hvori problemerne med stofbrug ligger – og begrænser dermed, hvad vi kan se og ikke se (Jöhncke 2002). Det er netop her brugernes perspektiver åbner nogle muligheder for os.

Ved at vise og forklare andre livsverdener som forståelige kan etnografiske undersøgelser med et brugerperspektiv rumme en faktisk eller potentiel kritik af det etablerede samfund og dets ellers uimodsagte og (derfor) fremherskende forståelser af både stoffer, stofbrug og stofbrugere. Men det er en kritik, der aktivt skal bringes frem i analysen. Nogle brugeres perspektiver på og erfaringer med stoffer rummer ofte elementer af alternativer til dominerende forståelser. Disse kan tage form af forsøg på at legitimere stofbrug som en alternativ livsstil eller en kemisk genvej til højere indsigter (Leary 1968) – en beskrivelse, som nok havde større troværdighed i nogle kredse for 30-40 år siden end i dag – eller forsøget på at beskrive stofbrug som udtryk for menneskets naturlige søgen efter »bevidsthedsudvidelse« (Weil 1998). Sådanne ofte noget elitære og ideologisk prægede synspunkter er sjældent etnografisk interessante. Det er derimod, hvordan almindelige stofbrugere håndterer deres hverdag. Fx sådan som begreberne forbrug og misbrug bruges i flere stofbrugsmiljøer til at betegne en forskel mellem på den ene side et lejlighedsvist og begrænset brug og på den anden side et brug, der af vedkommende selv eller andre opleves som problematisk og helbredstruende, eller som skaber en (uønsket) ændring i livsstil for den enkelte (se fx Decorte 2001). Men også brugerne er nødt til at forholde sig til de herskende begreber – om ikke andet, så når de møder dem i rets- og behandlingssystemerne. Brugernes lejlighedsvise mod-diskurser siger lige så meget om det, de taler imod, som om det, de taler for. Brugerperspektiver er aldrig sociale og historiske isolater, men nedslagspunkter i den kulturelle virkelighed, hvilket alle artiklerne i denne bog på forskellig vis illustrerer.

Netop en yderligere udforskning af stofbrug som en form for forbrug i forskellige sociale sammenhænge regner vi som særdeles perspektivrigt.¹¹ Som vi har argumenteret for, er det nødvendigt at brugerperspektiver sættes i relation til de forskellige sammenhænge, som brugen af stoffer indgår i. Brugernes erfaringer med, forståelse af og begrundelser for at bruge stoffer afhænger af den kontekst, de bruges i. Brugere af kokain i forskellige dansemiljøer (se fx Decorte 2001) har således et andet forhold til stoffet end de kokainbrugere, der er marginaliserede fra det etablerede samfund og lever størstedelen af deres liv på gaden (se fx Bourgois 1995). Hertil kommer, at erfaringer med nogle stoffer er vidt udbredte i befolkningen, som fx hash, hvorimod andre stoffer kun bruges af et ganske lille udsnit, som fx ecstacy – hvad indebærer det eventuelt for stoffernes status og betydning for brugerne som markører af et tilhørsforhold til bestemte grupper? I lyset af at mange undersøgelser af stofbrugermiljøer viser, at brugerne selv forstår deres brug af stoffer som et forbrug, er manglen på egentlige forbrugsteoretiske vinkler i rusmiddelforskningen slående og problematisk. Vi mangler simpelthen undersøgelser, der hinsides moralisering og sygeliggørelse undersøger, hvordan stoffer som forbrugsgenstande indgår i brugernes selvfremstilling og interaktion – og i det hele taget giver os indsigt i, hvordan rusmidler har betydning som varer igennem produktion, distribution og forbrug. Der kan kun peges på enkelte etnografiske undersøgelser (fx Cassanelli 1986) inden for den ellers omfattende antropologiske forskning i materiel kultur, hvis der ses bort fra de talrige studier af alkohol (se fx de Garine 2001, Douglas 1987). Korsdal Sørensens artikel i denne bog mere end antyder, hvor væsentlig og givende en forbrugsteoretisk indfaldsvinkel vil kunne være. Det skildres, hvordan stofferne håndteres som et materielt, økonomisk og symbolsk fænomen i brugernes hænder og liv, og hvordan dette forbrug lægger sig i skyggen af de skjulte fremstillings- og forhandlingsforhold, der mere bidrager til stoffernes (positive) værdiladning og til brugernes mytiske forestillinger om risiko og sikkerhed end til deres ageren som kritiske forbrugere. Undersøgelser af den symbolske og sociale betydning af produktion, distribution og konsumtion af illegale stoffer er under de givne kriminelle omstændigheder naturligvis yderst problematiske, men ikke desto mindre relevante (Hirschman 1992: 129). Vi er overbeviste om, at vi her kun har set en enkelt løftet flig af et meget lovende forskningsområde.