Читать книгу 'Family Support' - Группа авторов - Страница 3

At befatte sig med dette emne er i sig selv noget af en udfordring. Reaktionerne på det oprindelige projekt var ikke til at tage fejl af. Da tanken luftedes første gang i kredse af kolleger og venner lød den umiddelbare reaktion: Lad være med det! Drop det og find noget andet! Familie er alt for kontroversiel en sag! Den slags bemærkninger faldt der mange af, og grundlæggende indeholdt de et stort gran af sandhed.

Familiediskurs og familiepolitik har den højeste ministerielle bevågenhed. Hvorfor har den nuværende regering ligefrem dannet et “Ministerium for familie, forbrug og ligestilling”? Hvorfor har Socialministeriet udgivet betænkningen “En god start til alle børn” med i det mindste en ejendommelig formulering: “Også familier, som i øvrigt ville blive betragtet som velfungerende, møder op i socialforvaltningen med problemer, som de selv skulle kunne klare. Det betyder, at der bruges tid og ressourcer på dem, som ellers skulle gå til børn og forældre med problemer”? Er der da en udskillelse i gang? Måske handler kernen i sagen om: “Er dine problemer berettigede?”

Allerede selve begrebet “familie” viser sig at være mangetydigt. Det hænger uden tvivl sammen med modsætningen mellem “den samfundsmæssige realiteter” og “de værdier, familien tilskrives” – dvs. den kendsgerning, at der tales længe og meget om familieværdier, samtidig at stadig flere bliver skilt. Virkeligheden holder altså til venstre, mens værdierne trækker mod højre. Da debatten om lesbiskes adgang til kunstig befrugtning behandledes i Folketinget, gik bølgerne ligeledes højt. Mange knubbede ord om de “unaturlige” familiedannelser kontra den “naturlige” kernefamilie, bestående af far, mor og to børn. Den danske stats familiepolitik skulle støtte, at et barn voksede op med både en far og en mor. Bl.a. udtalte den forhenværende socialminister, Henriette Kjær: “Vi mener som udgangspunkt, at et barn har krav på en far og en mor, og vi ser ingen grund til, at staten direkte skal være med til at skabe et fædreløst samfund” (Lützen 2000: 7).

At beskæftige sig med familie er dermed det samme som at bevæge sig ind i et sprængfarligt, emotionelt minefelt, hvor der i højere grad ses tilbage på familiens glorværdige fortid som kernefamilie med hjemmegående husmoder end frem mod nye familieformer eller krav om mere ligestilling og stærkere demokratiske relationer. Netop på den baggrund er der endnu større anledning til at bidrage til debatten.