Читать книгу 'Family Support' - Группа авторов - Страница 5

Den franske sociolog Pierre Bourdieu (1997: 134-147) karakteriserer den aktuelle interesse for familien som en “familiediskurs”; andre kalder det for “familieretorik”. Bourdieu præsenterer (ib. 135f.) en idealiseret sammenfatning på følgende måde:

1 familien betragtes som “en overpersonlig personlighed med et samlet liv og en samlet tankegang og med en ganske særlig opfattelse af verden”

2 familien “eksisterer som et afgrænset socialt univers, der er interesseret i at opretholde sine grænser udadtil og er orienteret mod at idealisere sit indre liv som værende helligt, sanctum”

3 familien med forankring i “boligen, dvs. huset som fast holdepunkt, som et sted der består – og husstanden som permanent enhed”

4 familien “udgør et univers, hvor alle almindelige regler i den økonomiske verden er ophævet” og “som det sted, hvor man betror sig (trusting) og skænker hinanden gaver (don, giving) – i modsætning til markedet, hvor man handler, betaler og giver kredit, hvor der hersker en noget-for-noget-logik”

5 familien karakteriseres som et univers præget af begrebet “philia, et ord der ofte oversættes med venskab, og som rent faktisk betegner afvisningen af et beregnende sindelag”.

Men han afslører denne model som en illusion, en myte eller en social konstruktion understøttet af statens magt: “Familien er således ganske rigtigt en fiktion, et socialt artefakt, en illusion i dette ords mest almindelige betydning, men vel at mærke en “velunderbygget illusion”, eftersom den produceres og reproduceres med Statens garanti, og derfor til hver en tid af Staten modtager de midler der skal til for at eksistere og opretholde sin eksistens” (ib. 147).

At der i de vestlige stater ikke kan konstateres enighed om familiepolitikken, vises tydeligt i analyserne af Anne Hélène Gautier (1996) og Franz-Xaver Kaufmann (2002). Hvor internationalt set forskellige samlivsmønstre, som skares under begrebet “familie”, viser et detaljeret kvalitativt studie af Perdita Huston (2001). Under mottoet “History is the best antidote to nostalgia” har Arlene Skolnick (1991) påtaget sig den vanskelige opgave at levere en differentieret beskrivelse af situationen i den amerikanske familie på et tidspunkt, hvor monumentalværket “Narcissismens kultur” af Christopher Lasch (1979) endnu fyldte overskrifterne.

John Muncie og Roger Sapsford (1995: 7-37) henviser til det normative aspekt, der skjuler sig i “familieretorikken”: På spørgsmålet om, hvorfor “changing families” dog ikke indebærer, at man tager afsked med begrebet “familie” og i stedet sætter andre begreber som f.eks. “domestic units” eller “living arrangements” svarer de ved at knytte an til D. Gittins (1985): “’The Family’, however, she sees as an ideological object – a stereotype produced and maintained for the purpose of exerting certain kinds of social control. Institutions, laws and welfare policies are constructed around this stereotypic form not because it is the norm but in order that it shall be the norm” (ib. 17). De går endda et skridt videre i deres tolkning: “To define people as ‘mother’, ‘father’ and ‘child’ rather than ‘female adult’ ‘male adult’ and ‘young male or female’ strongly implies duties for them and asymmetrical relations between them which might not otherwise be taken for granted” (ib. 18).

I Tyskland har den voksende barnløshed hos de 25- til 45-årige i dag fornyet udfordringerne til den hidtidige faginterne diskussion om “familieretorik” (bl. a. Lüscher 1997). Det handler i denne diskussion ikke kun om at påvise og afsløre den “idealistiske” hhv. “positive” ideologi om “familien”, men i stigende grad også om at påvise og afsløre den manglende differentiering af, når og hvordan der tales om “familie”, især den manglende reception af familieforskningens resultater (DJI 2005). Lüscher fastholder følgende sentens som ledetråd: “Vi kan ikke tale ikke-moralsk om familien – men vi kan være os dette bevidst”.

Til slut kan man rimeligvis vove forsøget på at overføre den i socialkonstruktivismen iboende logik á la Ian Hacking (1999: 1-35) til “familien”. Sociale konstruktionister er tilbøjelige til at påstå følgende om X (in casu familie): “X havde ikke skullet eksistere eller på ingen måde være, som det er. X – eller X, således som det er i dag – er ikke bestemt af tingenes væsen; det er ikke uundgåeligt”. Hvad dette indebærer, kan antydes hos Hacking, der nævner seks muligheder eller grader: “Historisk”, “ironisk”, “reformistisk”, “afslørende”, “rebelsk” eller “revolutionær”. Vi overlader det trygt til læseren at foretage et valg mellem disse tilgange eller helt at undlade at bruge dem.