Читать книгу 'Family Support' - Группа авторов - Страница 7

Niklas Luhmann (1990: 196-217) ser den moderne familie som “det sociale system, som gør alt, hvad angår en person, kommunikertbart”. Familie lader sig hermed “begribe som socialsystem for uhæmmet kommunikation” (ib. 203). Til forskel fra andre historiske samfundsformationer tildeler det “funktionelt differentierede samfund” familien denne funktion og overlæsser den samtidig dermed. Den moderne families “funktionstab” og dens aflastninger på den ene side korresponderer altså med “intensiveringer” og forhøjede forventninger på den anden side. Af familien forventes opbygget “en intimitetens, kærlighedens, den gensidige forståelses semantik” (ib. 208) og samtidig, at den bevares‚ inden for murene’.

“Når intimkommunikation i dag tillades, ja ligefrem kræves i familierne, betyder det åbenbart, at man i enhver kommunikation også må bekymre sig om, hvilken betydning den anden tillægger den og hvordan hun/han kan tåle den. Man skal ikke kun overveje den, man må, ja man skal også kunne kommunikere om den. Det er et i den grad usandsynligt princip, dvs. at det, om overhovedet, kun kan fungere i samfundsmæssige enklaver (ib. 222)”. Med ’enklave’ benytter Luhmann interessant nok et begreb, som Peter Berger og Thomas Luckmann (1966/2003: 63) ellers har forbeholdt “begrænsende betydningsområder” hhv. “afgrænsede betydninger”. Som eksempler herpå anførte de ’drømme’, ’børns leg’, ’teater’ som voksnes leg og ’æstetisk og religiøs erfaring’. Tænkes videre i denne forstand, forhærdes familiekommunikation iflg. Luhmann derved i sig selv, forstærker system-omverden-differencen og kræver “terapeutisk ekspertise” og “professionalisering af familieterapeuter” (ib. 213f.), for i tilfælde af dens mislykkethed overhovedet at kunne finde tilgang til den. “I hvert fald kan det ikke dreje sig om at føre familien tilbage til den støjfrie kommunikations normale format, dvs. at tilstræbe (eller paradoksalt nok: ordinere) en egentilstand, hvori den strukturelle kobling af kommunikation og bevidsthed fungerer uden forstyrrelser”(ib. 227).

Det fremstår her klart, hvor hurtigt og problemfrit man i denne argumentation for det første kan komme til belægget for familieterapiens samfundsmæssige funktion; hvor hurtigt man i hvert fald også kan tabe denne tråd igen, viser for det andet udviklingen i familieterapien. Dette skal antydes i al korthed i to aktuelle, parallelt forløbende udviklingsstrenge.

Det går for at være et gennemgående træk i det postmoderne, at spørgsmålet om ’sandhed’ og ’objektivitet’ er blevet forældet. Relationen til os selv, til andre, til sager, situationer og tilstande i verden betragtes som ’konstrueret’. Men i hvilket paradigme disse konstruktioner er gyldige i deres opståelse og begrundelser, indebærer grundlæggende meningsforskelle:

Det “radikalt konstruktivistiske hhv. biologiske paradigme” i forlængelse af Maturana og Varela opererer med begreber som ’lukket system’ og ’autopoiese’. For at bevise erkendelsens grænseløse relativitet anvendes symbolet ’frøens øje’. Helt modsat stiller det ’socialt konstruktionistiske paradigme’ med tilknytning til Kenneth Gergen sig, idet det betragter meninger, tanker og følelser gennem interaktion, sprog, familie og kultur som formidlede hhv. ’opfundne’.

Hvilket paradigme familieterapien vælger som sit grundlag, har enorme konsekvenser for familien selv og for familiens status i samfundet. Niklas Luhmann tilslutter sig det ’radikalt konstruktivistiske paradigme’, hvis konsekvens er en videre lukning af familien. Den ’social-konstruktionistiske’ tilgang i familieterapi, som også kaldes ’narrative therapy’, tilbyder til forskel herfra muligheden for familiens åbning udadtil og for rekonstruktion af de sociale forudsætninger og kontekster i de indrefamiliære erfaringer og lidelser.

Lynn Hoffman (1990) har indgående beskrevet og belyst den sproglige forvirring, som er forbundet med begribelsen af ’konstruktion’ i den postmoderne tænkning. Hvordan det er muligt at åbne spektret af familieterapeutiske muligheder i socialkonstruktionistisk henseende og derved gøre den kompatibel med socialvidenskabelig tænkning, har Carmel Flaskas (2002) demonstreret.

I den “narrative familieterapi” er det ønskeligt og muligt både at afdække, belyse og muligvis forandre “historierne” (the narratives) om de private relationserfaringer såvel som de ’brændemærkede’ positioner fra ’familieretorikken’ og ’myterne’ om ægteskab og separation (jf. Hetherington & Kelly 2002).