Читать книгу 'Family Support' - Группа авторов - Страница 8

Alle disse tilgange bringer det klassiske bidrag hos Talcott Parsons og Robert Bales (1955) i erindring. Parsons nåede i sine strukturfunktionalistiske analyser frem til en bestemmelse af den moderne familie som “isoleret kernefamilie”. Da familiens rolle i produktionen faldt, overgik den til at blive en mere specialiseret institution, der i stigende grad sigtede mod at bidrage til de psykologiske behov hos sine medlemmer, socialisere børnene og stabilisere de voksnes personlighed. I analysen står den “primære socialisering” i forgrunden som en fremtrædende funktion; denne er alene forbeholdt familien og udgør dermed udgangspunktet for den sociale integration af den nye generation og samfundets overlevelse. Ottosen (1998: 127) sammenfatter prægnant Parsons således: “For at individerne kan integreres i samfundet, har familien en afgørende og basal funktion som den socialisations’fabric’, der producerer menneskelig personlighed” (Ottosen 1998: 127):

I kernefamilien stifter barnet for første gang bekendtskab med de såkaldte AGIL-enheder, som ifølge Parsons udgør alle samfundsmæssige systemers vævemønster; deri indvæves “tilpasning”, “målorientering”, “gruppesammenhold” og “motivation” (se Christoffersen 1998: 26ff.).

Derudover “får barnet i følge Parsons kendskab til den basale rollestruktur i kernefamilien. Parsons skelner her mellem to dimensioner: (1) magt-dimensionen og (2) dimensionen ekspressiv-instrumentalistisk. Barnet i familien lærer at skelne de overordnede og underordnede (hhv. forældre og børn). Endvidere bliver barnet bekendt med forskellen mellem instrumentel og ekspressiv (hhv. far og mor). Faderens (og sønnens) rolle er – stadig ifølge Parsons – relativt mere instrumentel sammenlignet med moderen (og datteren).” (Christoffersen 1998: 119).

Parsons har leveret en relativt præcis beskrivelse af situationen i mellemlagsfamilierne i 1950’ernes USA, men samtidig gjort denne til målestok og “mystificeret” den, således som Bourdieu ville kalde det. Ifølge Dion Sommer (2003: 194) er Parsons og Bales’ familieteori et fremragende eksempel på, at forskningen “ikke blot beskrev og begrebsliggjorde det ‚normale liv’… Men (den) knæsatte samtidig det underforståede syn på det ‚normale liv’”. At Parsons har trukket betydelige veksler på psykoanalytiske teorier, nævnes her blot i en bisætning.

Hvis man fortsat vil anvende begrebet “funktionstømning” som ledetråd, kan det konstateres, at den til forskel fra den førmoderne “funktionstømte” moderne kernefamilie – især i de nordiske lande – har oplevet en yderligere “funktionstømning”: I sammenhæng med den høje erhvervskvote for kvinder (i Danmark omkring 80%) opholder flertallet af børnene i alderen 0 til 3 år sig flere timer dagligt alle ugens 5 hverdage i daginstitutioner (vuggestuer eller integrerede institutioner), og omsorgen m.v. varetages af professionelle pædagoger og ufaglærte medhjælpere. En væsentlig konsekvens heraf er, at familierne på ingen måde længere – om overhovedet nogensinde – er det eneste sted for den primære socialisering. I den hjemlige fagdiskussion har begrebet “dobbeltsocialisering” (se bl.a. Sommer og Dencik) bidt sig fast; mere præcist burde det som minimum have heddet “dobbelt primærsocialisering”, idet socialiseringen for de ældre alderstrins vedkommende selvfølgelig er “dobbelt” eller “mangedoblet”.

Hanne Kith Andrés (2000: 130ff.) skelner i en spidsformulering mellem den “private familie” og den “offentlige familie” og konkluderer på linje med Jens Rasmussen (2004), “at i alle livsomverdener, hvor barnet færdes, har de voksne en fælles omsorgsopgave”. Dion Sommer (1999: 32ff.) ser det som en udfordring og en nødvendighed at undersøge, “hvad der indicerer kvalitet i dette relativt nye udviklingsrum, med et særligt øje til, hvad voksen-barn relationen betyder”.

I denne bog forfølger vi ikke den problemstilling, at der stilles spørgsmålstegn ved i hvilket omfang og hvor dybtgående “dobbeltsocialiseringen” har vundet indpas i bevidsthed og i praksis i samarbejdet og den gensidige orientering mellem forældre og fagfolk.

Et blik sydpå viser en stor forskel: Går vi fra Portugal over Tyskland, Holland, Italien og Spanien til Østrig, udgør antallet af institutionsindskrevne børn i alderen 0-3 år fra 12% til 3%. Den relativt høje kvote på 10% for Tysklands vedkommende kan i det mindste betragtes som en “sidegevinst” ved den tyske genforening: i 1998 udgjorde antallet af vuggestuepladser i de “gamle” Forbundslande (dvs. den tidligere Tyske Forbundsrepublik) 3,4%, men 34,5% i de “nye” Forbundslande (dvs. det tidligere DDR) (OECD Employment Outlook 2002).

Begrebet “dobbeltsocialisering” er – så vidt vi ved – ukendt i de pågældende lande. F.eks. Schneewind (1999: 120) går i overensstemmelse med den samfundsmæssige realitet ud fra, at “vigtige læreprocesser sættes i gang gennem de påvirkninger, som den opvoksende generation først og fremmest og sædvanligvis udsættes for i familiens kontekst, og som afgiver grundlaget for de videre, også udenomsfamiliære, livsområder”.

I den danske fagdiskussion tegner sig et perspektivskifte: interessen flytter sig i stigende grad fra “den funktionstømte kernefamilie” til “den udvidede familie”. Denne omfatter forældrene og deres børns samlede relevante netværk, inklusive “den offentlige familie”, som de tilhører. Dette perspektivskifte er ikke inddraget i alle bidrag i denne bog.

Til forskel herfra ser det ud som om, at kernefamilien rykker stærkere ind i centrum og udfordres i den offentlige opinion og politikken. Den lancerede import af modellen i “Parent Management Training (PMT)” som normaltilbuddet i dansk socialpolitik kan opfattes som et aktuelt eksempel herpå. Jorun Ulvestad (2002: 53ff.) henviser til konsekvenserne af en “uhellig alliance” mellem politik og videnskab.