Читать книгу SlangetAemmeren - Jorgen Schionning - Страница 10

Det var ikke min mors sygdom, som inspirerede mig til at starte på lægestudiet. Jeg var motiveret til at starte på en videregående uddannelse, da jeg efter studentereksamen havde arbejdet et år på Århus Kommunehospital som piccolo. Jeg fik et lille indblik i hospitalsmiljøet på den måde, hvilket påvirkede mit studievalg. Jeg var kun 19 år, da jeg startede på studiet. Jeg havde lige løsrevet mig fra mine forældre, og forsinket skulle jeg udleve en masse: fester, alkohol, festivaller og piger. Jeg gennemgik en udvikling i eksprestempo, og studiet var i perioder ikke min første prioritet. Det var derfor ikke underligt, at jeg efter fem års studier pludseligt en dag stoppede op og tænkte: “Hvad er det egentligt, du foretager dig?”. Jeg blev i tvivl, om jeg ville være læge. I praktik på forskellige afdelinger havde jeg set den barske virkelighed. Som læge i et presset system stod man ofte alene med det store ansvar, mens patienter og plejepersonale langtfra altid var positive samarbejdspartnere. Lægerne måtte ofte give meget af sig selv med det resultat, at de blev mere eller mindre udbrændte. Det liv gad jeg simpelthen ikke. De gode og spændende sider ved at være læge kunne ikke opveje ulemperne i mine øjne. Jeg troede ikke på, at jeg ville kunne brænde så meget for mit arbejde, som der krævedes for at blive en klinisk læge, der behandler patienter. Det stod således klart for mig en dag, da jeg pludselig vågnede, at jeg enten skulle vælge en ny uddannelse eller søge en beskyttet niche inden for lægeverdenen, hvor der fandtes andre værdier end i den gængse kliniske verden. Efter et useriøst forsøg på at begynde på tandlægestudiet valgte jeg at tage et år fri og søge et forskningsstipendium. Det blev et meget afgørende skridt for mit liv og endnu et forunderligt sammenfald af omstændigheder, som skulle falde i tråd med min skæbne.

Jeg havde ingen ide om, hvilken slags forskning jeg skulle kaste mig ud i. Der var to lejre: den teoretiske på universitetet og den kliniske på hospitalerne. Tilfældigt så jeg et opslag om et stipendiat på Neurobiologisk afdeling på Anatomisk Institut ved Aarhus Universitet. Forskningen havde altså noget med nervesystemet at gøre. Jeg ringede, og via en sekretær aftalte jeg et møde med min kommende vejleder, Bjarne. Da jeg mødte næste dag på instituttet, var Bjarne der ikke, men en laborant viste mig ind på hans kontor, hvor jeg kunne vente. Kontoret var meget lille og smalt. For enden var et vindue og på væggene hang reoler fra gulv til loft med et indhak til et skrivebord. Ved siden af døren var der klemt et lille bord ind med et mikroskop på. Jeg satte mig på den eneste stol, der var, og kiggede på reolhylderne. Der var flere meter stabler af brune papbakker med vævssnit på små glas. Ind imellem bakkerne var der sat små fødselsdagsflag, hvorpå der stod forskellige årstal, op til syv år tilbage. Kontoret var tætpakket, men med en sirlig orden, og vidnede om en mands målrettede arbejde gennem flere år.

Døren bragede op, og Bjarne nærmest tumlede ind med fire flasker rødvin i hænderne, iført t-shirt, shorts og gummistøvler! Han var høj, tynd med mørkt hår, faktisk på mange måder en 10 til 15 år ældre udgave af mig. Han smilede og grinede: “Hej, jeg havde lige sidste time med mit anatomihold. Uha da, nogle søde piger”. Jeg kiggede på rødvinen, som han klart nok ikke lige kunne finde en plads til. “Ja, vinen fik jeg jo af holdet. Nu skal jeg fortælle dig, hvad det her handler om”. Han satte sig på skrivebordet så tæt på mig, at hans gummistøvler rørte mine ben. Han greb et stykke papir og tegnede et tværsnit af en rygmarv, en lidt fladtrykt oval cirkel med en sommerfugl indeni og spurgte: “Siger det dig noget?” Jeg svarede: “Ja, det er en rygmarv”, som en lille student til en eksamen. “Nu skal du høre. Fortil i sommerfuglens vinger ligger de kæmpestore celler, som kaldes motor-neuroner, du ved dem, som styrer muskler. De er smaskhamrende fulde af kviksølv. De er sgu lige før, de drøner gennem glassene, så fulde af kviksølv er de”, sagde han med ophidselse i stemmen. Han glemte lige at sige, at der var tale om forsøgsrotter, som havde spist kviksølv, hvilket egentlig også var ligegyldigt i hans entusiastiske salgstale. Han fortsatte: “Hvis du kan finde ud af, hvorfor de optager så meget kviksølv, så kan jeg godt sige dig, at jetjageren letter”, mens han med højre hånd illustrerede et fly lette. “Som Gorm, du ved, professoren, siger, så vader vi rundt i diamanter til knæene. Vi skal bare bukke os ned og samle dem op. Gorm kan godt være lidt bimmelim, men det skal du slet ikke tage dig af”. Jeg var lidt stakåndet og tænkte, at manden var bindegal. Hvis han sagde, at chefen var bimmelim, så vil jeg nødigt møde ham!

Jeg startede 1. februar 1989. Bjarne blev vejleder på projektet, og Gorm var som sagt chefen. Fra dag ét var jeg meget tændt på den nye udfordring. Bjarne og Gorm havde en fandenivoldskhed og total mangel på respekt for janteloven, noget jeg meget nemt kunne identificere mig med. Jeg lærte hurtigt, at forskning ikke handler om at ligge og se op i himmelen for få åbenbaringer. Nej, det handler om at lave en plan, som man går efter målrettet. Det geniale kunne så komme hen ad vejen. Det var lige præcis min styrke. Mit første forskningsår gik med at finde ud af, hvordan forskellige kviksølvforbindelser aflejres i rygmarven. Det var meget slående, at de motoriske nerveceller optog langt mest kviksølv, som Bjarne også havde bemærket. Spørgsmålet var, hvorfor netop de celler optog så meget kviksølv.

Disse motoriske nerveceller er meget komplicerede celler. Cellerne er de største, som vi har i hele kroppen. På et vævssnit kan man se dem med det blotte øje. Endnu mere fantastisk er det, at de fra deres beliggenhed i rygmarven sender en udløber (axonet), som med andre motoriske nervecellers udløbere sammen danner en nerve. Nerven finder hen til den muskel, der skal aktiveres. Det vil sige, at udløberen skal være meget lang, for eksempel for at nå ud til hænder eller fødder fra rygmarven. I udløberen transporteres stoffer, som varetager impulser, ud til musklen fra cellen i rygmarven. Det siger sig selv, at det er meget komplicerede processer, som er i spil. Samtidigt er det ikke underligt, at systemet er sart over for skadelige påvirkninger. Hjerne og rygmarv er i høj grad beskyttet mod substanser i blodet ved hjælp af den såkaldte blodhjerne-barriere, hvilket ikke hang sammen med de store mængder af kviksølv i de motoriske nerveceller. En teori begyndte at danne sig for mig. Teorien gik ud på, at i den kontakt, som dannes mellem nerve og muskel, mister nerven sin beskyttende barriere og kan blive udsat for stoffer i blodet, som kan optages i nerven og blive transporteret helt ind til selve nervecellen. Jeg var på det tidspunkt ikke klar over, at jeg skulle blive patolog og ekspert i at se på celler i mikroskop, men jeg var dybt fascineret af at se på disse fantastiske celler i mikroskopet. Det var en leg for mig. Den dag, jeg kunne se, at mit forsøg beviste teorien, vidste jeg, at jeg havde fået et gennembrud. Jeg havde lyst til at løbe jublende ud på vejen eller ringe rundt til alle, jeg kendte. Der var lige det problem, at stort set ingen ville fatte, hvad jeg talte om, så jeg måtte nøjes med at dele glæden med de andre nørder på instituttet. Det nye bevis var startskuddet på min fortsatte forskerkarriere.

Mine afhandlinger og videnskabelige artikler var alle grundforskning. Jeg undersøgte kviksølvs påvirkning af nerveceller. Man kan ikke direkte relatere mine fund til mennesker, men man bør naturligvis drage paralleller hertil. I mine resultater var der en interessant parallel til ALS. Mekanismen i sygdommen ALS er, at de motoriske nerveceller i rygmarven dør. Årsagen til ALS er ukendt, men der er flere teorier. Der er flere eksempler på, at personer, som har været udsat for store mængder tungmetaller, oftest kviksølv, får ALS. Det er næppe kviksølv i sig selv, som er årsag til alle ALS-tilfælde, men man kan meget vel forestille sig, at personer, som er særligt følsomme for kviksølv, kan udvikle ALS. Mine fund, som viste, at de motoriske nerveceller er særligt udsatte for kviksølv, støtter teorier om, at celledøden i ALS kan skyldes ophobning af toksiske stoffer, som for eksempel kviksølv. Andre teorier går på, at ALS udløses af en virus, som på en kompliceret, abnorm måde aktiverer immunsystemet, så kroppens eget immunforsvar er skyld i ødelæggelse af nervecellerne. Jeg tror, at der er tale om en såkaldt multifaktoriel mekanisme, hvilket betyder, at mange faktorer skal falde sammen, for at sygdommes kan opstå. Det er årsagen til, at man ikke kan knække koden, og årsagen til, at ALS forbliver et mysterium.

En dejlig junidag i år 2000 blev jeg i to en halv lange timer eksamineret af mine to svenske opponenter udi detaljer om mine forskningsresultater, som jeg havde samlet gennem 11 år. Der var ingen tvivl om, at jeg tilhørte den lille gruppe ikke blot i Danmark men i hele verden, som vidste mest om disse motoriske nerveceller, som bare dør og udløser ALS, uden nogen kan forklare hvorfor. Jeg viste begejstret fotos af motoriske nerveceller forstørret til kæmpe formater på lysbilledlærredet, så de næsten lignede selvstændige individer, som jeg på denne højtidelige dag indviede omverdenen i min specielle passion for. Mon sygdommen allerede den dag var ved at lægge an til at angribe mine egne nerveceller? Man skal ikke prøve at regne statistisk på sandsynligheden for kombinationen af, at en person, som tilhører en lille gruppe, der på verdensplan er mest vidende om de celler, som er årsagen til ALS, selv rammes af ALS!

I praksis har min generelle lægelige baggrund og min specielle viden selvfølgelig betydet meget for måden, jeg har været patient på. Det har været naturligt, at jeg selv har været en aktiv og ofte afgørende del af de lægelige beslutninger. På forhånd har jeg langt hen ad vejen kunnet forudsige min sygdoms udvikling. Jeg har som i et diagram kunnet trække en linje gennem nogle punkter og forberede mig selv på, hvordan sygdommen ville forløbe. Omvendt har min situation, som ramt af en uhelbredelig dødelig sygdom, ikke været anderledes end andres. Her slår lægefagligheden ikke til, når det drejer sig om følelser som angst, vrede og magtesløshed. Jeg er på mange måder kommet til den klassiske erkendelse: “Den, som ved mest, er den, som erkender, at han intet ved”. I virkeligheden er en sådan afvæbnende holdning slet ikke mig, men det liv, som sygdommen har sendt mig ud i, har været uforudsigeligt, hvis jeg ser bort fra den fysiske del. Jeg har ofte måttet nulstille mine forudindtagede holdninger og forventninger og blot ydmygt observere, mens jeg har bevæget mig ud i et fremmed land. Det var i den proces, hvor jeg skulle finde min indre styrke og se alle de hæslige slanger i øjnene undervejs. En vigtig nøgle, som kunne åbne porten til det fremmede land, var at erkende min situation. Her havde min personlighed, men også min lægefaglige baggrund givetvis gjort mig i stand til nøgternt at kunne perspektivere min situation uden at gå helt i sort.

Vi er individuelle skabninger. Vores personligheder er forskellige og sammensat af uendeligt mange ting. Vi kender ikke selv hele indholdet af vores egen personlighed. Jeg tror, at alle kan finde deres egne resurser frem, ligegyldigt hvor svære situationer man udsættes for, hvis man tør give slip og vente.