Читать книгу SlangetAemmeren - Jorgen Schionning - Страница 7

Da jeg vågnede, dagen efter jeg havde fået diagnosen at vide, var det meget magtpålæggende for mig at informere familien og de nærmeste venner om min sygdom. De skulle have det at vide af mig, og det skulle gøres på en ordentlig måde. Jeg ville ikke have, at nogen skulle ringe mig op og stille det retoriske spørgsmål: “Hvordan går det ellers?”. Min nyhed var helt ekstrem. Ingen havde nogen som helst mistanke om, at jeg var syg. Tingene var gået meget hurtigt, og undervejs havde jeg ikke indviet andre end Louise i det. Jeg var mentalt helt tappet for energi, og tanken om at skulle videregive min dødsdom til de mennesker, som jeg holdt mest af, var næsten ikke til at bære. De ville få et chok, og jeg ville påføre dem smerte og sorg. Det var næsten umenneskelige krav at stille til mig selv, men det skulle gøres. Jeg så på Louise, som svarede på mit blik: “Nej, jeg kan ikke nu. Jeg skal nok ringe til min mor og søstre i morgen”. Jeg havde allerede en liste i mit hoved over, hvem jeg skulle ringe til, og planlagde, hvordan jeg skulle formulere nyheden. Paradoksalt var jeg, midt i min erkendelse over, mit liv var smadret, og jeg skulle dø alt for tidligt, mest optaget af at skulle skåne mine medmennesker mest muligt ved en individuel afmålt dosering af nyheden. Jeg kunne med rette have trukket dynen op over hovedet og blot ventet på, at nogen ville løfte den væk og trøste mig, mens jeg bare græd og græd. Stort set enhver reaktion ville være mig undskyldt. Nej, jeg skulle handle, og det var lige nu.

Snart sad jeg over for min bror og hans kone. Min side af familien var lille, bestod af min fem år ældre bror, Jesper, min far og mor. Min far nærmede sig de firs, og min mor var lammet og begyndende dement af multipel sklerose (MS) gennem 30 år. Jesper og jeg måtte mere og mere tage ansvar for vores forældre. Vi var uenige om mange ting og begge temperamentsfulde, men det familiære bånd fornægtede vi ikke. Jeg var kynikeren af os to, den som ikke var bange for at skære igennem, når det blev ubehageligt. Jesper blev derimod lettere bragt ud af fatning. Louise havde bedt dem komme. Nu sad de på kanten af sofaen, stirrende på mig og ventede på, at der skulle komme ord ud af min mund. Jeg var dopet af træthed og havde ingen følelser. Jeg hørte mig selv roligt fortælle sandheden i kolde facts uden omsvøb. Der gik nogle sekunder med tavshed, før budskabet trængte ind. Jesper bøjede sig forover og så ned i gulvet, mens han sagde: “Det her kan du simpelthen ikke gøre mod mig!”. Jeg genkendte straks hans irrationelle reaktion, som da jeg et døgn forinden udbrød: “Hvad med mine børn?”. Karen sagde: “Hold dog op, Jesper”. Han kiggede forvirret op og nikkede. Sandheden var kommet frem og lå nu der. Den var umulig at håndtere for os. Den var for surrealistisk. Vi bestilte pizza og indtog måltidet som en basal social foreteelse, vi kunne samles om og derved manifestere et usagt sammenhold. Nyheden bundfældede sig stille. Næste trin var at informere mine forældre.

Hvordan skulle jeg dog fortælle det til mine forældre? Det er forfærdeligt selv at blive syg, men det er værre, hvis det sker for ens børn, siger flosklen; og sandt er det. Min bror og jeg var den store glæde i deres liv, som var præget af armod og ensomhed. Vores succes var meget vigtig, nem at forholde sig til og rar at kunne hive frem i den ofte triste hverdag. Jeg var i tvivl, om de ville kunne forstå, at jeg var alvorligt syg, og jeg kunne slet ikke forestille mig deres reaktion. Karakteren af min sygdom var meget mere alvorlig end min mors. Hendes sygdom havde fuldstændig smadret deres liv. Nu skulle jeg stå foran dem med min solbrændthed fra Gran Canaria og et i øvrigt sundt og rask udseende og sige, at jeg var dødssyg. Hvis de gik mig på klingen, kunne jeg slet ikke love, at jeg ville overleve dem. Jeg frygtede, at mor ville bebrejde sig selv ved at opfatte det, som om hun havde overført sin sygdom til mig. I de sidste fem år havde jeg til hendes fødselsdag tænkt, at hun ikke ville opleve den næste. Det var et dilemma. Kunne jeg skjule min sygdom for hende, indtil hun døde? Hun havde unægtelig været mere sejlivet, end jeg troede, men jeg besluttede, at hun skulle gå i graven uvidende. Der var ingen grund til, at hun skulle påføres mere ulykke. Problemet var, at jeg stillede min far i en urimelig situation. Han kunne ikke dele sine tanker med sin kone. Jeg valgte at lade ham tage beslutningen, selvom jeg vidste, at han havde samme holdning som jeg. Andet kunne jeg simpelthen ikke klare.

Jeg undervurderede dem begge. Jeg satte mig på en taburet lige foran min far, som med et meget vågent, men også skræmt udtryk i ansigtet lyttede til de samme ord, som jeg dagen før havde fortalt Jesper. Han bøjede sig fattet frem, omfavnede mig og sagde: “Det er forfærdeligt. Jeg synes ikke, at mor skal vide noget”. Jeg mindedes ikke at have set ham mere nærværende nogensinde før. Han kunne sagtens rumme denne rædselsfulde nyhed. Et år senere kunne jeg ikke mere skjule min sygdom for min mor. Min tale var meget påvirket, gangen langsom, og fødderne slæbte tungt hen ad gulvet. De alvorlige ord vækkede hende. Hendes begyndende demens fordampede som dug for solen. Hun så skarpt på mig og stillede afklarende, relevante spørgsmål. Jeg indså straks, at det var en fejl, at sandheden var fortiet. Hun havde sin ret til at kende sandheden. Hendes håndtering af dette traume var overraskende kompetent. Jeg glemte, at hun i sit liv havde set en masser slanger i øjnene, og bag hendes skrøbelige ydre var der en forhærdet sjæl.

At fortælle sandheden var min pligt og min frygt. Frygten var ubegrundet. Gang på gang undervurderede jeg mine omgivelsers evne til at kunne rumme og forstå det. Dybt i alle lå en erkendelse af livets uforudsigelighed og brutalitet, som kunne hentes frem. Selv over for børnene tjente det ikke at pakke sandheden ind. De havde som andre krav på at få svar på deres spørgsmål. Min sygdom blev og er blot en del af hverdagen. Børnene ved, at jeg ikke bliver rask, og at jeg skal dø en dag som alle andre, men de ved også at jeg ikke bliver en gammel mand som deres farfar. Længere behøver sandheden ikke at være for dem.