Читать книгу SlangetAemmeren - Jorgen Schionning - Страница 8

Når man rammes af en sygdom som ALS, søger man svaret på spørgsmålet: “Hvorfor skulle lige jeg rammes?”.

Har alle mennesker en forudbestemt skæbne? Er det bare sådan, at nogle kan glide gennem livet uden de store prøvelser, mens andre konstant skal udfordres? Findes der en øvre magt, som tester os? Skal nogle gennem en læringsproces? Har alvorlig sygdom og andre menneskelige tragedier en mening? Er min skæbne i virkeligheden en gave, som driver mig helt ud til kanten af, hvad et menneske kan rumme, udelukkende for at berige mit sind? Mit liv indeholder mange mærkelige sammenfald af omstændigheder, som om en skæbnens ironi på en forunderlig vis har haft det målrettede ærinde at forberede mig på at få ALS. Er det mon blot et tilfælde?

Jeg er patolog og forsker i naturvidenskab. Jeg er opdraget til at tro på eksakt håndgribelig viden, som skal kunne bevises. I min opfattelse af vores liv og verden er der ikke plads til religiøse eller spirituelle elementer. Vi er som mennesker en lille brik i en organisk helhed, som er styret af kemiske reaktioner. Jeg har flere hundrede gange åbnet døde mennesker og set deres organ- og hjernetomme kadaver og efterfølgende undersøgt deres organer og hjerne i mit mikroskop. Der er ingen grund til at søge andre forklaringer end naturvidenskabelige til at forstå, hvad et menneske er. Hjernens funktioner er så kendte nu, at selv begreber som følelser og drifter, der ellers burde henføres til den diffuse størrelse “sjælen”, kan illustreres visuelt eller i kvalitative og kvantitative termer. Derfor tror jeg ikke på skæbnen, men på tilfældet. Fra fødslen er vi udstyret med et sæt arveanlæg, som med det miljø, der omgiver os, former os individuelt. Livet serverer os en række valg, men også tilfældigheder, som afgør vores vej. Kald det en skæbne, hvad der så ligger i det, men at tro at livets gang er forudbestemt, kan jeg da slet ikke.

Min faktuelle virkelighedsopfattelse er ukompliceret. Jeg ler arrogant af de fjolser, som tror, at de har fundet de vises sten i form af, at der er mere mellem himmel og jord end organiske og kemiske forbindelser. Mit spørgsmål til dem er altid: “Det lyder meget spændende, men hvor er beviset?”. Det er ikke nok at tro, mærke eller drømme.

Selv en arrogant patolog som jeg kan rystes. Min sygdom bliver ved at give min virkelighedsopfattelse alvorlige slag, så den vakler. Mit sind åbnes og beriges af min sygdom. Jeg bliver nødt til at fjerne mine fastmonterede naturvidenskabelige skyklapper og åbne min horisont. Jeg har svært ved at finde forklaringer, som kan hænge sammen. Almindelige statistiske formler kan ikke forklare de sære sammenfald af omstændigheder i mit liv. Jeg vil helst nøjes med at sige, at mit liv er en mærkelig historie, men jeg er mere ydmyg over for andre forklaringer end nogensinde før. Historien fortjener at blive fortalt.