Читать книгу Sfo under forandring - Peter Allerup - Страница 7

Politisk er skolens ’rummelighed’ – den inkluderende skole – oppe i tiden. Det samlede skolemiljø skal udvikles i en retning, der tilgodeser flere børn end i dag, og special- og socialpædagogikkens børn – dem der har faglige, sociale, kulturelle eller emotionelle vanskeligheder i deres møde med skolens verden – skal i højere grad have rum til konstruktiv udvikling inden for ’det normales rammer’. Henvisningsfrekvensen til særlige institutioner og specialundervisning skal reduceres, og alle pædagogiske institutioner skal rettes ind mod løsning af opgaven. De færreste vil være uenige i, at dette er et godt mål at arbejde efter, men når det er konstateret, kommer så spørgsmålet: På hvilke måder?

Mange skolepolitiske og socialpolitiske tendenser er i spil. Skolens faglighed skal styrkes, og der er indført ’Fælles Mål’ for, hvad eleverne fagligt skal kunne på forskellige klassetrin. For de børn, der har svært ved at leve op til kravene, skal sættes meget tidligere ind med særlig hjælp og støtte; for eksempel via hjælp til lektielæsning uden for skolens klokketimer, eller via ekstra opmærksomhed på børnenes sproglige udvikling og sociale adfærd, med henblik på at styrke deres parathed til at følge en ’normal’ skolegang.

Skolen har vist sig at være for dårlig til at være med til at bryde den såkaldte ’negative sociale arv’ for børn fra socialt udsatte og omsorgssvigtende familier, og denne situation skal forandres, ved at skolen og de øvrige pædagogiske institutioner skal udvikle ændrede pædagogiske indsatsformer, der kan indfri dette mål. Tosprogede skal indføres i de danske kulturelle traditioner, og denne opgave skal i vid udstrækning løses i alle de pædagogiske miljøer, hvor børnene er sammen på tværs af sociale og kulturelle skel. Og der skal sættes tidligere ind med skærpet opmærksomhed på ’risikosignaler’ og mere målrettede pædagogiske og sociale indsatser for at ændre en eventuel disintegrationskurs for de enkelte børn.

Også i den lidt senere alder skal indsatsen være mere målrettet, så børnene gelejdes fra yngste til mellemste klassetrin og fra sfo til fritidsklub. Endelig skal de pædagogiske institutioner ikke blot samarbejde mere målrettet indbyrdes, der skal også i højere grad end i dag etableres samarbejde med aktører uden for institutionsverdenen: Idrætsforeninger, spejderne og andre i lokalmiljøet, der har børn som målgruppe for deres tilbud.⁷

Tendenserne kan illustreres via et lille vue ud over det seneste års større nationale politiske initiativer inden for området.

I foråret 2003 lancerede Undervisningsministeriet udviklingsprogrammet ’En skole i bevægelse’, som skal “…klargøre forventningerne, stille krav og give støtte til den fortsatte udvikling af kvaliteten i den fælles folkeskole.” (’Udviklingsprogrammet – En skole i bevægelse’, side 1). Det skal blandt andet ske ved “Gennemførelse af fælles idræts- og bevægelsesprojekter, der inddrager skole, SFO og lokale foreninger.” (side 4), og ved at “Skolefritidsordninger og klubtilbud giver børn og unge mulighed for at være med i udviklende, udfordrende og forpligtende fællesskaber. Der er imidlertid børn og unge, der ikke nyder godt af disse tilbud. Især er der en del, der falder fra, når de skal skifte fra skolefritidsordning til klub. Derfor skal der på forsøgsbasis udvikles aktiviteter, der understøtter børns overgang fra SFO’ens kontrollerede fremmøde til klubtilbuddets mindre forpligtende rammer. Dette kan også omfatte forsøg med en videreudvikling af skolernes fritidstilbud med inddragelse af skolens undervisningsfaciliteter.” (side 6).

I 2003 promoveres også de ’Fælles Mål’, der skal styrke fagligheden i skolen og præcisere hvilke trinmål, der gælder for elever i skolen. Men det understreges, at ’Fælles Mål’ ikke er noget, der angår skolen alene: “Det er i den enkelte kommune og på den enkelte folkeskole, at kvaliteten i folkeskolen skabes. Dette kan kun ske i et frugtbart samarbejde mellem lærere, børnehaveklasseledere, pædagoger, skolens øvrige medarbejdere og ledelse.” (Fra forord til ’Fælles Mål’). Sammen med de mere konkrete faglige mål skal ’Fælles Mål’ opfylde skolens formålsparagraf om at styrke børnenes alsidige udvikling, og det er ikke kun et ærinde for skolen: “Arbejdet med elevernes alsidige personlige udvikling må ses som summen af det, der foregår i fagene, i tværfaglige sammenhænge og i skolens liv i øvrigt – i frikvarteret, i svømmehallen, på skolebiblioteket og på naturskolen.” (Fra afsnittet om ’Elevens alsidige personlige udvikling’ (side 2) under beskrivelser af ’Fælles Mål’).

I forsommeren 2003 følger så undervisningsministerens bebudede udspil om fælles mål (under betegnelsen ’Fælles Regler’) uden for den undervisningspligtige tid – i børnehaveklassen. Selvom børnehaveklassen og sfo’en formelt kun har det tilfælles, at de møder børnene uden for den undervisningspligtige tid, er beskrivelsen af formålet med de fælles regler et signal om en vigtig opgave for alle de pædagogiske institutioner, der er rundt om skolen: “Det primære mål er, at børnene skal blive parate til at få det fulde udbytte af undervisningen fra første klasse og fremefter.” (uddrag af undervisningsminister Ulla Tørnæs’ forord i pjecen ’Velkommen i børnehaveklassen’, side 3). Og “Udgangspunktet for dagligdagen og undervisningen i børnehaveklassen skal stadig være legen, men legen skal krydres med elementer af mere systematisk undervisning og indlæring.” (side 4).

Sommeren 2003 er også tidspunktet for lancering af Socialministeriets og Undervisningsministeriets fælles satsning på en intensiveret national indsats for børn, der vokser op i belastede familier. Det sker under overskriften ’En god start til alle børn’. Heri gøres regeringens standpunkter inden for området klare. Berøringsangsten skal væk i det pædagogiske og sociale arbejde. “En målrettet indsats for udsatte børn i daginstitution og skoler rummer faren for, at disse børn ’stemples’. Men valget står mellem denne fare og at udsætte børnene for faren for langsomt at blive mere og mere marginaliserede, og så er stempling det mindste onde.” (’En god start til alle børn’, side 14). En målrettethed, som fordrer, at der gøres op med nogle pædagogiske traditioner. “Det kræver, at der gøres op med den hidtidige pædagogik og læringsfilosofi. Vi skal ikke være bange for at stille håndfaste krav til, hvad der skal ske i børnenes hverdag. Alle børn skal udfordres og stimuleres. Leg og læring er ikke modsætninger, men tværtimod hinandens forudsætninger.” (side 17).

Her kommer sfo’en ind i billedet som en vigtig medspiller i opgøret med den ’hidtidige pædagogik’: “Skolefritidsordningen skal spille bedre sammen med skolen: For at lette barnets overgang fra børnehaveklasse eller skole til skolefritidsordningen vil regeringen sætte fokus på formål og indhold i skolefritidsordningen, så den i højere grad opleves som en del af skolen, men uden at den mister de kendetegn, der for barnet signalerer fritid. Gennem fx hjælp til lektier, opmærksomhed på barnets trivsel og bevidst pædagogisk arbejde med barnets udvikling kan SFO’en spille en vigtig rolle, når det gælder om at give udsatte børn flere muligheder for succes med skolegangen.” (side 23).

Endelig kom så i begyndelsen af 2004 det seneste udspil, udviklingsprogrammet ’Udsatte børns undervisning’, der via en pulje på over 20 mio. kr. blandt andet skal være med til at realisere nogle af de mål for sfo’en, som er citeret ovenfor. Eksempelvis lektiehjælp, der kan rumme “Samarbejde mellem indskoling/-SFO og fritidsordning”, og “Samarbejde mellem skole og fritids-/klub-tilbud” (’Udsatte børns undervisning’, side 2).

Vi må ’ofre nogle hellige køer’, formuleres det i ’En god start til alle børn’, og i opgøret med den vanlige pædagogik og læringsfilosofi tegner tre tendenser sig:

•En styrkelse af skolefagligheden ved blandt andet at rette den samlede pædagogiske virksomhed mere ind mod dette felt, og for eksempel inddrage legen i den systematiske lærings tjeneste, og være med til at fundere elevernes skoleparathed via dag- og fritidsinstitutionerne.

• En mere målrettet og mindre ’berøringsangst’ indsats for de anderledes børn inden for alle grene af den pædagogiske virksomhed, herunder hjælp til lektielæsning uden for ’skoletiden’, eller tidlig intervention i forhold til socialt udsatte børn.

• En øget samordning og præcisering af fælles faglige, sociale og kulturelle mål på tværs af traditionelle institutionsskel, så eksempelvis sfo’en i højere grad opleves som en del af skolen, og så der opnås større helhed i indsatsen.

Centrale politiske fordringer til sfo’ens pædagogiske virke og et signal om et mere målrettet samarbejde om samordning af aktiviteterne i sfo og skolen. Det er den politiske virkelighed, de kommende års udvikling af fritidspædagogikken for børn i alderen 6 til 9 år må finde sine ben inden for. Sammen med de lokale kommunale politiske målsætninger og administrative beslutninger inden for skole- og fritidssektoren.