Читать книгу Effekter af indsatser for socialt udsatte born i daginstitutioner - Peter Allerup - Страница 11
SAMMENHÆNGE MELLEM IMPLEMENTERINGSPROCES OG RESULTAT
ОглавлениеImplementeringsprocessers succes hænger ifølge implementeringsforskningen sammen med implementeringsadfærd, organisatoriske og interorganisatoriske forhold, men også med målgruppeadfærd og de ydre socioøkonomiske vilkår. I analysen af implementeringsprocesser i daginstitutioner har vi set, at det, der har betydning for effekter, er den måde, de pædagogiske processer udfoldes på. Dette hænger igen sammen med en række faktorer, som angiver institutionernes forudsætninger for at indgå i HPA-interventionen, og de faktorer, der an giver institutionernes engagement i projektet. Det drejer sig om følgende faktorer: 1) institutionens arbejde med viden og læring, 2) institutionens pædagogiske grundsyn i udgangspunktet og gennem interventionsperioden, 3) institutionens åbenhed over for refleksion og kritisk granskning af egen praksis – det vil sige dens rettethed, evne og vilje til forandring, samt 4) institutionens parathed til at udvikle strategier for implementering.
Analysen viser videre, at der er en sammenhæng mellem implementering og effekt. Trods det at der med HPA er udviklet en målrettet og systematisk pædagogisk intervention, som retter sig mod forbedring af indsatsen for udsatte børn i daginstitutioner, er der stadig mange vanskeligheder, der skal indtænkes og overvindes. Resultaterne peger bl.a. på, at børnesammensætningen kan have afgørende betydning, men også at rammebetingelser, herunder en række socioøkonomiske ressourcer, er vilkår, som er af betydning for alle interventionsinstitutioner. Disse betingelser og vilkår opfattes imidlertid meget forskelligt, og de tre identificerede typer institutioner angiver forskellige opfattelser af, hvad ydre vilkår er, og hvordan de påvirker implementering af interventionen. De ydre vilkår kan opfattes som barrierer, der forhindrer institutionen i at løfte opgaven med HPA-interventionen som tilsigtet, men vilkårene kan også være påvirkningskilder og omstændigheder, der kan håndteres gennem omprioriteringer eller ved at stille krav til systemet på dagtilbudsområdet.