Читать книгу Effekter af indsatser for socialt udsatte born i daginstitutioner - Peter Allerup - Страница 4

RESUME

Оглавление

Formålet med HPA-projektet er at belyse, om HPA-interventionen i daginstitutioner virker. Spørgsmålet er, om man ved at arbejde målrettet og systematisk i daginstitutioners almentilbud med HPA som pædagogisk metode kan opnå positiv effekt vurderet på udsatte børns kompetenceudvikling, socialt og læringsmæssigt set. Endvidere kastes der lys over, hvilke faktorer der har betydning i et implementeringsperspektiv. I forbindelse med problematikken om en negativ social arv er det centrale spørgsmål: ”hvad påvirker?”

Social arv handler ikke kun om sociale uligheder, der overføres fra forældre til barn. Social arv er også en reproduktion af de sociale uligheder, der opstår i samspillet mellem samfund, lokalmiljø, daginstitution og familie. Social arv forstås derfor i dette projekt ud fra barnets mange relationer til omgivelserne, og det er netop her, interventionen sigter imod at fremme udsatte børns livschancer gennem pædagogiske indsatser, der tager højde for, at der er tale om en social og samfundsmæssig problemstilling.

Vi ved stadig ikke noget om effekter af en tidlig indsats, der finder sted i almene dagtilbud, hvor børnegruppen er bredt sammensat. Vi antager, at børnene i børnegruppen påvirker hinanden på godt og på ondt, hvilket Social arv-forskningen peger på. Vi antager også, at børns relationer er en væsentlig del af den pædagogiske indsats: for at klare sig godt skal børnene gives muligheder for at blive stimuleret – ikke blot intellektuelt, men også socialt, så de kan blive en del af gruppen af jævnaldrende i dagligdagen.

En tidlig indsats over for socialt udsatte børn og unge er en vigtig del af almentilbuddet. Forhåbningen er, at det kan forbedre deres livschancer.

Vi ved fra tidligere internationale studier, at massive interventioner over for børn fra meget ressourcesvage hjem har målbare og ikke mindst vedvarende effekter, især på børnenes non-kognitive færdigheder.

Spørgsmålet er, hvad der virker på dansk grund. Det er i lyset af dette brede perspektiv, at vi har udført et studie, der undersøger effekter af en pædagogisk intervention i dagtilbud, ”HPA-projektet”. Undersøgelsen er det første danske effektstudie vedrørende tidlig indsats. Undersøgelsen belyser overordnet, om samfundet gennem en tidlig indsats i daginstitutioner kan opnå at styrke udsatte børns udvikling – socialt og læringsmæssigt. Det undersøges altså, om de pædagogiske interventioner bidrager til at bryde den negative sociale arv. Mere konkret undersøger vi effekterne af en indsats (”Handlekompetence i pædagogisk arbejde for udsatte børn”), som er udviklet og afprøvet i 60 daginstitutioner i to kommuner i Danmark. Der indgår i alt ca. 3000 børn i undersøgelsen, og der er som led i effektundersøgelsen udsendt to spørgeskemaer pr. barn til henholdsvis pædagoger og forældre i tre nedslag: ved starten af interventionen (baseline), midtvejs (2. nedslag) og afslutningsvis (3. nedslag).

Effekter måles ud fra screeningsredskaber, som er internationalt anerkendte, og som måler børns socio-emotionelle kompetencer og læringskompetencer. Endvidere er lederne fra de deltagende interventionsinstitutioner blevet interviewet ved interventionsstart angående faktorer, som antages at påvirke implementeringsprocesser.

Projektet adskiller sig fra tidligere effektforskning i tidlig indsats (i dagtilbud) på tre måder. For det første ved dets satsning på en pædagogisk intervention, der har som mål at styrke såvel børns socio-emotionelle som kognitive kompetencer gennem en inkluderende pædagogik set i et handlekompetenceperspektiv. For det andet ved at belyse effekter gennem et RCT-design (randomised controlled trial), der til forskel fra de internationale studier baseres på institutionsniveau frem for individniveau. Derved gøres det muligt at undersøge betydningen af børnesammensætning som en del af effektspørgsmålet, men også som en del af interventionen. Endelig for det tredje er HPA-interventionen tilrettelagt som en indsats i almentilbuddet i daginstitutioner, altså er der ikke udtaget specifikke børn til en særlig individuelt orienteret ”specialpædagogisk indsats” endsige udvalgt ”ildsjæle” blandt pædagogerne til at gennemføre interventionen.

Effekter af indsatser for socialt udsatte born i daginstitutioner

Подняться наверх