Читать книгу Om krig - Carl von Clausewitz - Страница 10

Det giver i dag ikke anledning til diskussion, at begrebet om det videnskabelige ikke alene eller hovedsageligt består i et system og dets færdige bygningsværk af læresætninger. – Overfladisk set er der slet ikke noget system i denne fremstilling, og i stedet for et færdigt bygningsværk af læresætninger er det ikke andet end bygningsmaterialer.

Den videnskabelige form ligger i bestræbelsen på at udforske de krigeriske fænomeners natur, vise deres forbindelse til de tings natur, hvoraf de er sammensat. Den filosofiske konsekvens undviges ikke nogen steder. Hvor den imidlertid ender i en alt for tynd tråd, har forfatteren foretrukket at rive den over og på ny knytte an til erfaringens tilsvarende fænomener. For ligesom mange planter kun bærer frugter, når stænglen ikke vokser for højt op, så må de teoretiske blade og blomster ikke i de praktiske kunstarter vokse alt for højt, men holde sig i nærheden af erfaringen, som er deres særlige grobund.

Det ville helt ubestrideligt være forkert at forsøge at undersøge kornaksets udseende ud fra de kemiske bestanddele af det hvedekim, som sætter dette aks, når man nu blot kan gå ud på marken og se det færdige aks. Undersøgelse og iagttagelse, filosofi og erfaring bør hverken foragte eller udelukke hinanden; de borger nemlig gensidigt for hinanden. Denne bogs sætninger støtter sig derfor med deres indre nødvendigheds lave hvælving enten på erfaringen eller på selve krigens begreb betragtet som et yderpunkt og savner altså ikke noget grundlag.¹

Det er måske ikke umuligt at skrive en systematisk teori om krigen, som er fuld af ånd og lødighed, men det vi hidtil har lavet ligger imidlertid langt herfra. Rent bortset fra den uvidenskabelige ånd, vrimler det i bestræbelsen på sammenhæng og systematisk fuldstændighed med almindeligheder, banaliteter og højtidelige talemåder af enhver art. Ønsker man at se et træffende eksempel på dette, så skal man læse Lichtenbergs² udtog fra en brandværnsordning:

“Når et hus brænder, så må man frem for alt søge at beskytte den højre væg på de til venstre stående huse og derimod den venstre væg på de til højre stående huse; for når man for eksempel ville beskytte den venstre væg på de til venstre stående huse, så ligger jo den højre væg på den venstre vægs huse til højre, og følgelig, da ilden også ligger til højre for denne væg og den højre væg (for vi har jo antaget, at huset ligger til venstre for ilden), så ligger den højre væg tættere på ilden end den venstre, og husets højre væg kunne brænde op, når den ikke var beskyttet, inden ilden kom til den venstre, der blev beskyttet; følgelig kunne noget brænde op, som man ikke beskyttede, og godt nok før noget andet ville brænde op, også når man ikke beskyttede det; følgelig må man opgive denne og beskytte den første. For ret at indprente sig sagen bør man blot bemærke: når huset ligger til højre for ilden, så er det den venstre væg, og ligger huset til venstre, så er det den højre væg.”

For ikke at afskrække den åndrige læser med sådanne banaliteter og gøre de få gode ting usmagelige på grund af et udvandet opkog, så har forfatteren foretrukket at give i små korn af lødigt metal det, som mangeårige overvejelser over krigen, omgangen med kloge folk, der kendte til den, og mange af hans egne erfaringer fremkaldte i ham og lod ham konstatere. Således er de i det ydre kun svagt forbundne kapitler i denne bog opstået, som dog forhåbentligt ikke mangler indre sammenhæng. Måske viser der sig snart et bedre hoved, der i stedet for disse enkelte korn giver det hele helstøbt i lødigt metal uden slaggedannelse.