Читать книгу Om krig - Carl von Clausewitz - Страница 7

Clausewitz kan hjælpe os til at uddrive den eurocentriske fordom, at nogles krig kun er kalkulation og interesse (vores), mens andres krig er ren passion og had (deres). Han var nemlig opmærksom på, at enhver krig altid er resultatet af et politisk formål, oprørte følelser og friktionens uforudsigelighed. Hans fokus på det politiske formål i definitionen skyldes ønsket om at fremhæve, hvad der gør krig til noget andet end alle andre menneskelige handlinger. Hans påstand var ikke, at krigen forløber efter det politiske formåls kolde logik. Menneskelige følelser og begær samt situationers omskiftelighed er alle med til at give enhver krig et andet forløb end planlagt. I første bogs kapitel 3 om ‘Genialitet i krig’ skriver han, at krigen er stedet for fysisk anstrengelse og lidelse, for usikkerhed (tre fjerdedele af de ting, man skal kalkulere med i krigens handlinger er skjulte for udøveren) og for held og tilfældighed. Ligesom krigens årsag er mere end kalkuleret nytte, er dens gang også mere og andet end krigsplanens slaviske rækkefølge. Dette gør krig til en risikabel affære.

Den militærstrategiske ambition har derfor altid været at tilpasse så mange af krigens vilkår som muligt. Clausewitz taler om ‘krigens tåge’, der lægger sig over slagmarken og ødelægger selv den bedste plan, og han gjorde opmærksom på, at krigshandlingen “er en bevægelse i et trægt medium” (bog 1, kap. 7). Man har derfor altid forsøgt at kontrollere så mange faktorer som muligt selv, samtidig med at man har søgt at fratage modparten kontrollen med så meget som muligt. Magtudøvelse handler om at eksternalisere kaos og usikkerhed. Magt er at kontrollere og ikke blive kontrolleret. Magt er egenbevægelse, mens magtesløshed er at blive bevæget af andre. Militært betragtet handler det derfor om at kontrollere betingelserne for handling, både de ‘objektive’ (terræn, vejr) og de ‘subjektive’ (selvet og fjenden). Tvingende omstændigheder er magttab, og i en krigssituation handler det om at maksimere sit magtpotentiale og at minimere modpartens.

Fra de tidligste krige har man gennem forklædninger, larm, list, valg af kampplads og tidspunkt og meget andet søgt at fordele styrker og svagheder i egen favør. Man kan derfor sige, at der findes en ‘krigens tendens’ til at militarisere de menneskelige vilkår, til at kontrollere og konceptualisere disse vilkår ud fra en militær optik. Den mest ambitiøse udgave af dette er det amerikanske militærs doktrin om ‘full spectrum dominance’, der i sidste ende er ønsket om en krig uden friktion for den ene part – dvs. fuld viden og mobilitet – over for en modstander låst fast i friktion.^XXII Clausewitz ville formodentlig ikke tiltro disse bestræbelser mange muligheder for at nå deres ultimative mål, da lykke, chance og held netop er principielt uberegnelige. Men han ville have genkendt bestræbelsen på at oplyse og dominere slagmarken som betingelsen for at kunne påtvinge modstanderen sin vilje. Friktion kan vi forstå som en samlebetegnelse for alt det, der vil hindre eller hæmme selv de bedst forberedte planer og militærkampagner.