Читать книгу Om krig - Carl von Clausewitz - Страница 8

Clausewitz er mest kendt for sit udsagn om, at: “krig er blot fortsættelse af politikken med andre midler” (bog 1, kap. 1, afsnit 24 samt bog 8, kap. 6B). Han fortsætter med at sige, at krig er “et ægte politisk instrument, en fortsættelse af den politiske forbindelse med andre midler […] den politiske hensigt er formålet, krigen midlet, og midlet kan aldrig nogensinde tænkes uden noget formål”. Vi skal ikke forstå ‘politik’ alt for rationalistisk. Krigens politiske formål kan som nævnt være resultatet af mange forskellige kræfter og interesser, fra kold kalkulation til emotionelt had. At krig har et politisk formål angiver kun, at krigen ikke er sin egen årsag. Ej heller er krigen sandheden om politikken. Krigen er måden, hvorpå vi forsøger “at tvinge modstanderen til at gøre, hvad vi ønsker” (bog 1, kap. 1, afsnit 2). Hverken krig eller sejr er mål i sig selv – det ville være militarisme eller bellicisme. Krig er midlet til et mål uden for krigen. På samme måde kan man ikke reducere krigen til politik. Der er en uløst spænding mellem politikken og krigen, når krigen først er startet.

Har krige en tendens til at kolonisere politik? Er deres politiske formål, nationens overlevelse, ikke så eksistentiel og primær, at krig og forberedelse til krig ikke bare er politikkens midler men også dens forudsætninger og måske skjulte sandhed? Sagt med andre ord, måske er forberedelse til krig politikkens egentlige formål og skjulte rationale. Clausewitz’ formel kan radikaliseres til en indistinktion mellem krig og politik, eller rettere til en militarisering af politik som sådan, som f.eks. Lenin gjorde ved at gøre klassepolitik til krigenes, også borgerkrigenes og klassekampens formål,^XXIII og som Mao gjorde ved at sige, at “politik er krig uden blodsudgydelse, mens krig er politik med blodsudgydelse”.

Selv om politikken er formålet og krigen midlet, kunne man nemlig som Michel Foucault vende Clausewitz på hovedet og omvendt argumentere for, at: politik er fortsættelsen af krig med andre midler.^XXIV Altså at politik i sidste ende blot er en forberedelse til krig i form af ressourceudvinding, disciplinering af befolkning og soldater, infrastruktur til krigens udførelse etc. Mod denne omvending drager Foucault tre konsekvenser: 1) samfundets magtrelationer er funderet i voldsforhold skabt i og gennem krig; 2) politik er ikke krigens ende eller alternativ, men en form for tavs eller fortsat krig. Fred er ikke krigens ophør, men dens fortsættelse i politikken; 3) den endelige beslutning kommer ikke fra politikken, men fra krigen.

Foucaults påstand er, at Clausewitz vendte en velkendt formel på hovedet med sin definition, og at politik som krigens hjælper er den ‘klassiske’ måde at forstå årsagssammenhængen på. Clausewitz’ formel bliver først mulig eller sand, idet politikken selvstændiggøres med den moderne territorialstats uddifferentiering af embedsopgaver, således at et egentligt skel mellem stat og militær opstår og politikken bliver andet end et redskab for det forsvarsfællesskab, der nu også er et nationalt fællesskab, senere et demokrati og en velfærdsstat.^XXV Da Clausewitz levede og tænkte, var staten først og fremmest designet til krigsførelse. For eksempel gik 60-70 % af det franske statsbudget i det 18. århundrede til militær og afbetaling af gæld erhvervet under krig, hvilket var det generelle billede i Europa.^XXVI Staten var i exceptionel grad en stat i krig eller i forberedelse til krig. Men i det 19. århundrede og fremefter ændres det gradvis, og staten påtager sig en lang række andre udgiftskrævende forpligtelser, samtidig med at de rent militære udgiftsposter antager en stadig mindre del af det samlede budget. Politik bliver andet end krig. Spørgsmålet bliver dog med Clausewitz og Foucault in mente, hvor meget af det, vi forstår som normalpolitik, der egentlig fortsat er forberedelse til krig.