Читать книгу Om krig - Carl von Clausewitz - Страница 6

Der er mange, der mener, Clausewitz tidligere har haft ret, men at vi nu lever i en post Clausewitz-tidsalder med endeløse konflikter uden formål og med nihilistiske krigere (‘terrorister’) uden politik. I den næsten 700 sider lange bog om fremtidens krige, Terror and Consent – The Wars for the Twenty-First Century fra 2008 skrevet af direktøren for Center for National Security ved Columbia University, Philip Bobbit, er Clausewitz citeret én gang og refereret to gange i noterne.^IX

Vi kunne derfor være tilbøjelige til at konkludere, at Clausewitz kun er til hjælp i den historiske analyse men ikke i samtidsdiagnosen. Lad os i stedet slå ned på en række punkter i tekstudvalget her med fokus på krigens definition samt forholdet mellem krig og politik, hvor en læsning af Clausewitz kan hjælpe os videre i forståelsen af vores samtid. Siden opdagelsen af Clausewitz har der, som nævnt indledningsvis, været en konstant kritik af hans teori som enten forkert eller forældet. Det gælder også i dag, hvor hans teorier tilsyneladende er ude af stand til at forklare de nye krigsfænomener, særligt borgerkrige, humanitære interventioner og terrorangreb.^X

Den engelske krigshistoriker John Keegan er meget kritisk over for Clausewitz og anser hans ry som krigens filosof for at være nærmest ubegrundet. Clausewitz lod, ifølge Keegan, sin egen snævre horisont, den preussiske stat og regimentet markere grænsen for sin forståelses rækkevidde. Keegan kritiserer Clausewitz for ikke at kunne fange essensen af krig, idet hans definition af krigens politiske (og hermed menes statslige) ophav ikke dækker den lange krigshistorie før statens opkomst. Clausewitz’ krigsdefinition er altså for Keegan i bedste fald anvendelig på den vestlige modernitets korte periode (og geografi) og knap nok det, for den regulære hær, Clausewitz forudsætter i sin model, eksisterer ofte med mere irregulære styrker af en mindre kontrolleret art. Keegan kritiserer Clausewitz for en overdreven rationalistisk forståelse af krige og deres ophav. Kimen til krige skal tværtimod findes “i de hemmeligste afkroge af menneskets sjæl”,^XI og ikke i den rationelle og interessebestemte forfølgelse af klart definerede politiske målsætninger. Staten og regimentet er, siger Keegan, historiske og lokale størrelser, der ikke udtømmende indeholder krigens væsen. Derfor er Clausewitz’ teori alt for begrænset til at kunne forklare de mange forskellige krigsudtryk op igennem historien, før og efter at han selv tjente og legitimerede én særlig form: den preussiske krigsmaskine befolket af aristokratiske officerer og tvangsudskrevne soldater.

Keegans kritik af den fornuftsbestemte Clausewitz kan dog vendes imod ham selv, da han præsenterer os for en alt for rationalistisk Clausewitz-forståelse af krig. For Clausewitz er rationel interesse-politik kun én af krigens drivkræfter. De andre er passion/had/fjendskab samt held/uheld/chance/tilfældighed. Tilsammen danner de krigens treenighed (fx bog 1, kap. 1 afsnit 20 & 21). Desuden kan man spørge til det ganske tomme politik-begreb, Clausewitz anvender, om det ikke kan løsrives fra dets historisk kontingente og statscentriske ophav og lige så godt kan tjene som et bredere og mere mobilt begreb for enhver kollektiv eller offentlig interesse-forfølgelse. Hermed åbnes for at analysere krigen som til alle tider bestemt af andet end kun af menneskets biologiske disposition for konflikt. Krig kan også være bestemt af menneskets disposition for rationelt at vælge de rette midler til at opnå politiske mål. Disse mål kan være mange forskellige ting, selv mål vi ikke kan betragte som agtværdige, legitime eller endda som politiske.

Vi kan forfølge dette spor yderligere og sige, at hvor mange betragter nutidens islamistiske terrorister som nihilistiske og drevet af intet andet end trangen til global ødelæggelse, da ville en velovervejet clausewitzsk analyse formodentlig sige, at den islamistiske terrorisme er drevet af en politik-overvejelse af mål og midler, der tilsiger, at i kampen mod et amerikansk hegemoni har militant modstand kun terrorisme tilbage. Det er i hvert fald dele af det amerikanske militærs egen analyse. I det amerikanske militærs DCSINT Handbook 1. A Military Guide to Terrorism in the 21^st Century fra august 2005 står der i ægte clausewitzsk stil: “terrorisme er en rationelt valgt taktik, der udøves i jagten på politiske mål.”^XII Allerede i 1993, da historiens afslutning og fredens universalitet var den dominerende fortælling om tiden efter Murens fald, udtalte lederen af Pentagons research-afdeling, Andrew Marshall: “Ved at perfektionere disse præcisionsvåben tvinger USA sine fjender til at benytte terroristaktiviteter, der er svære [for USA] at ramme.”^XIII Det er derfor vigtigt ikke at lade sig forlede af et for snævert politik-begreb til at melde alt det udenfor, som man ikke forstår. Ved at insistere på, at også det frygtelige og forfærdelige kan have et politisk formål, som vi hverken støtter eller forstår, kan man også begynde at forstå konflikter som andet end meningsløst slagteri.

Det væsentlige i en clausewitzsk strategi er at sikre en tæt forbindelse mellem politisk formål og militær handlen. “Krigen må altså opgives og freden være følgen, så snart kraftanvendelsen bliver så stor, at det politiske formål ikke længere står mål med den” (bog 1, kap. 2). Og her kan vi måske endda sige, at begge hovedparter i den aktuelle konflikt, USA og al-Qaeda, har ladet det specifikke politiske formål med deres vold blive uklart og for omfattende. USA gik ind i Afghanistan for at bekæmpe al-Qaeda og i Irak for at stoppe Saddam Husseins angivelige masseødelæggelsesvåben. Man blev der for at udbrede demokrati (og er nu ved at genbeskrive sin motivation – og undskyldning for tilbagetrækning – som ‘stabilitet’). Al-Qaeda startede deres del af konflikten for at vinde magten i deres respektive mellemøstlige lande, men påberåber sig nu en global konflikt, i sidste ende måske endda verdensherredømmet (hvilket også for dem har vist sig at være for omfattende, hvorfor andre islamistiske grupper nu er ved at genbeskrive deres engagement som lokalt eller regionalt snarere end globalt funderet). Begge parter har ikke holdt sig den clausewitzske pointe for øje, nemlig at man skal have et klart, entydigt og opnåeligt mål med sin militære intervention. Ellers risikerer krigens egendynamik at udmanøvrere politikkens logik og at skabe en uendelighed af slag uden sejr. I den amerikanske hærs manual for kontra-oprør fra 2006 indledes kapitlet om at planlægge kontra-oprørskrige med at citere Clausewitz (bog 1, kap. 1, afsnit 27) for, at både politikerens og generalens første, vigtigste og mest vidtgående beslutning er at fastslå, hvilken form for krig man er på vej ud i, og at fastholde dette fokus.^XIV

Selv Vestens erklærede hovedfjende, al-Qaeda, læser og lærer af Clausewitz. Hans bog blev fundet i huse forladt af Al-Qaeda under den amerikanske invasion af Afghanistan.^XV Abu Ubayd al-Qurashi, formodentlig et synonym for flere forskellige forfattere, publicerede i december 2002 en onlineartikel om det amerikanske militær versus al-Qaeda læst gennem Clausewitz’ begreb om tyngdepunktet (bog 8, kap. 4), den primære kilde til en aktørs styrke og dermed også til besejringen af denne aktør.^XVI For Clausewitz er angreb på fjendens tyngdepunkt den direkte vej til sejr, og dette tyngdepunkt behøver vi ikke kun forstå som de militære styrker. Det kan også være den krigsførende parts moral, kampvilje, forsyningslinjer, økonomi eller politiske system. I en nutidig optik kunne det være, hvad den amerikanske militærteoretiker Edward Luttwak har kaldt for ‘postheroisk krigsførelse’^XVII og Lawrence Freedman for ‘beskyttelses-fetichisme’,^XVIII nemlig de vestlige demokratiers angivelige modvilje over for tab. Al-Qaedas strategi i Afghanistan og Irak er ifølge Osama bin Laden at bløde amerikanerne til tilbagetrækning, da deres tyngdepunkt netop er en fetichering af livets opretholdelse over for islamisternes dødsvillighed.^XIX Hertil kommer Al-Qurashis argument for, at al-Qaedas decentrale struktur skulle sprede sit tyngdepunkt ud og gøre det svært, hvis ikke umuligt, at besejre dem. USA’s tyngdepunkt er dets økonomi, og den er let at ramme, og USA har yderligere det problem, at dets militær er organiseret efter principper fra clausewitz: “USA har i dag enorme problemer med Clausewitz’ teorier. De afhænger af eksistensen af en centraliseret, fjendtlig magt med en enhedskommando. Det er ganske sikkert, at mujahedinerne, med al-Qaeda som sin fortrop, tror på decentraliserede organisationer. Derfor kan fjenden ikke fastslå mujahedinernes tyngdepunkt og slet ikke ramme det med et dødeligt slag.”^XX

Det interessante her er ikke al-Qurashis noget reduktive læsning af Clausewitz, men at han har lært sin Clausewitz fra læsningen af nutidige amerikanske militærteoretikere, der advokerer for små, mobile, decentraliserede enheder, og som netop kritiserer det amerikanske militær for at være et clausewitzsk bureaukrati snarere end en krigsmaskine.^XXI Fjender skriver som sagt loven for hinanden, og her er de begge enige om at stille en clausewitzsk hierarkisme over for en netværks-decentralisme som enten terrorbevægelse eller eliteenhed.