Читать книгу Om krig - Carl von Clausewitz - Страница 4

I sit værk om Clausewitz som krigens filosof skriver Raymond Aron, at Clausewitz “ikke kendte andre levemåder end soldatens. Han modtog ingen anden uddannelse end militærakademiets”.^V Han blev født i Magdeburg i 1780 som den yngste af fire sønner (hvoraf tre blev officerer). Allerede som 12-årig, i 1792, blev han optaget som officersaspirant i et infanteriregiment. Året efter deltog han i kampene imod det revolutionære Frankrigs styrker ved Rhinen, herunder i belejringen af Mainz, der endte med en preussisk sejr. I 1795 blev han udnævnt til sekondløjtnant og oplevede fra 1795-1801 sine teenageår som garnisonssoldat.

Han må have udvist særlige evner, for i 1801 blev han, trods ingen formel uddannelse, sendt til Berlin for at tage optagelsesprøven til det militære krigsakademi, hvis tre-årige uddannelse Clausewitz dernæst begynder på. Skolen var just blevet reformeret i forsøget på at opgradere den preussiske hær, og den unge Clausewitz finder en lærer og ven i den 25 år ældre leder af undervisningen, oberstløjtnant Gerhard von Scharnhorst (der i 1809 blev øverstbefalende for den preussiske hær). Clausewitz udmærkede sig og blev optaget i Scharnhorsts inderkreds, der bestod af reformivrige officerer og intellektuelle. Efter uddannelsens afslutning, hvor Clausewitz var én af de bare to, der fik den højeste udmærkelse, blev han udnævnt til adjudant for den preussiske prins August.

Napoleon pressede samtidig de europæiske magter med sine militære fremstød. Han erobrede Østrig, og i oktober 1806 stødte de franske og preussiske styrker sammen i slaget ved Jena. Preussen tabte slaget, og den flygtende hær blev skarpt forfulgt af Napoleons tropper, der bl.a. tog prinsen og Clausewitz til fange. Som 25-årig blev Clausewitz én af 25.000 franske krigsfanger, hvilket styrkede hans livslange antifranske indstilling, der tilsyneladende var lige dele militært og personligt motiveret.^VI I november 1807 vendte han tilbage til Berlin. Napoleon havde i mellemtiden invaderet byen, og Clausewitz deltog i 1808-1812 i reformeringen af den preussiske hær, samtidig med at han underviste på militærakademiet, bl.a. i guerillakrig (‘den lille krig’). I 1811 blev han overdraget ansvaret for at undervise kronprinsen (senere Frederik Wilhelm den IV) i krigsførelse.^VII

Den kreds af nationaltsindede og stærkt antinapoleonske officerer, som Clausewitz tilhørte, så med stigende skepsis og vrede på kongens uvilje mod at tage skridt imod Napoleons dominans. Da kongen tilmed forpligtede sig på at sende preussiske styrker med på Napoleons Ruslandsfelttog frem for at alliere sig med Rusland imod Napoleon, trådte Clausewitz ud af preussisk militærtjeneste og meldte sig hos russerne.^VIII Det gjorde han og andre ud fra valget om at have en højere loyalitet over for nationen truet af Napoleon end over for den konge, de ellers havde sværget deres troskab til. Fra 1812-13 deltog Clausewitz på russernes side mod Napoleon uden dog at spille nogen særlig rolle. I 1813 trådte han ind i den russisk-tyske legion. Den blev indlemmet i den preussiske hær i 1815, hvorefter Clausewitz igen var soldat for Preussen. Denne gang dog med stærk misbilligelse fra kongen, der gentagne gange hindrede hans avancement.

Clausewitz deltog i kampene mod Napoleon, herunder slaget ved Waterloo. Han blev herefter udnævnt til generalmajor i 1818 og til direktør af krigsakademiet, hvor han underviste indtil 1830. Han blev da sendt til den polske grænse for at hindre et polsk oprør og en koleraepidemi i at sprede sig. Uden at deltage i nogen kampe døde han her af kolera i 1831, 51 år gammel. Han er ved sin død næppe kendt uden for militære kredse, og her endda ikke som noget exceptionelt.