Читать книгу Om krig - Carl von Clausewitz - Страница 3

Hvad er krig?^I Findes der et princip, der kan sammenfatte menneskers voldelige sammenstød gennem tiderne? Er krig meningsløst slagteri eller – mere skræmmende – et resultat af menneskets rationalitet? Hvis krig er en uomgængelig del af menneskers liv med hinanden, hvordan skal man da vinde over dem, som man bliver nødt til at bekæmpe?

Op igennem historien har soldater og tænkere givet svar på spørgsmål af denne art. Der findes utallige skrifter imod krig og for fred; endeløse forslag til en evig og universel fred; tusindvis af filosofiske traktater om mennesket som enten fredeligt eller krigerisk af natur; en lang række traktater og konventioner om krigens love. Der findes også en uendelighed af militærmanualer, der giver råd om alt fra belejringsteknik og artilleribeskydning til marchteknik og overraskelsesangreb.

Alligevel er der få, der har forsøgt at besvare det indledende spørgsmål: Hvad er krig? Hvad er krigens princip og logik, når vi abstraherer fra al den historiske tilfældighed i denne eller hin specifikke konflikt eller tidsalder? Er der et definerende princip for krigen som sådan? Mens de fleste filosoffer har været tilfredse med at besvare krigens hvorfor, og de fleste militærteoretikere krigens hvordan, så er det først i 1830’ernes Tyskland, at vi i Vesten får et sammenhængende og ambitiøst bud på krigens hvad, nemlig i den tyske generalmajor og militærteoretiker Carl von Clausewitz’ posthumt udgivne værk Om krig. Det udkommer i 1832 og opstiller en model for krigens udførelse (strategi, taktik mm.). Men det er også en krigens filosofi, et svar på spørgsmålet om, hvad krig er.^II

Hver gang en større krig eller et nyt krigsfænomen opstår, så diskuteres det, om vi nu er kommet hinsides den form for krig, som Clausewitz beskrev, en krig hvor regulære hære mødes på åbent terræn i store slag. Alle større krige og krigsfænomener (skyttegravskrig, guerillakrig, atomkrig, terrorisme) har fået nogle til at erklære Clausewitz forældet og andre til at finde redskaber til at forstå det nye netop gennem Clausewitz. Manden og værket bliver både kritiseret og anvendt i dag, og hvad enten man mener, han er forældet eller aktuel, så er udgangspunktet for diskussionen om krig fortsat oftest Clausewitz og Om krig.

Særlig vigtig i diskussionen er hans berømte tese om krig som politikkens fortsættelse med andre midler. Tesen beskriver både et hierarki og en dialektik mellem politik og krig, noget der fortsat optager os som skabelonen for den reelle krig. De sidste årtiers forestillinger om nye krige og terrorisme er ofte dannet ud fra den clausewitzske krigs modsætning, en krig uden politisk formål.^III “Det, der giver vores nutidige borgerkrige deres skræmmende karakter,” siger den tyske essayist Hans Magnus Enzensberger, “er det faktum, at de rent bogstaveligt ikke handler om noget som helst.”^IV Modstillingen mellem en klassisk krig, der handlede om politik, og en ny form for krig, der ikke handler om noget, abonnerer dels på en clausewitzsk forestilling om den klassiske krig som den egentlige form for krig, dels på en forestilling om, at aktuelle krige – eller i hvert fald ikkevestlige krige og terrorismer – netop er nye og skræmmende, fordi de adskiller sig fra Clausewitz’ model. Hans beskrivelse af krig tjener altså som model for dem, der fortsat finder analytisk inspiration i hans værk, men også for dem, der mener, vi befinder os i en helt ny situation, for de beskriver den i modsætning til de kriterier, Clausewitz opstillede for krige og deres forhold til politik.