Читать книгу Om krig - Carl von Clausewitz - Страница 9

Clausewitz beskyldes ofte for kun at have relevans for stat/statkrige. Man glemmer, at han selv udstrakte sin analyse til også at gælde “halvciviliserede tartarer, antikkens republikker, middelalderens lensherrer og handelsbyer, det 18. århundredes konger, endelig det 19. århundredes fyrster og folk” (bog 8, kap. 3, afsnit B). Statsbegrebet er et fællesskabsbegreb, og det gør Clausewitz’ krigsfilosofi anvendelig på alle de voldsfænomener, hvor større organiserede fællesskaber af en hvilken som helst art konfronterer andre fællesskaber med vold og våben for at gennemtvinge deres vilje mod de andres, og hvor de andre modsætter sig dette dominansforsøg. Det væsentlige er ambitionen om at gennemtvinge sin politiske vilje med organiseret vold.

Clausewitz er ikke kun relevant for at analysere de sidste års regulære (om end stærkt ulige) militære konfrontationer (USA/Irak, Rusland/Georgien) samt fremtidens mulige (Kina/Taiwan, Nordkorea/Sydkorea, Israel/Iran, Pakistan/Indien) men også for at forstå militære konfrontationer mellem regulære og irregulære militærkræfter. Det skyldes ikke mindst, som nævnt ovenfor, at fjender skriver loven for hinanden. Særligt tilskynder den væbnede konfrontation en særlig regulariserende adfærd hos den ikkestatslige voldsaktør. Staten, dens institutioner, begreber og praksisser mimes i forsøget på at fremstå som en troværdig, fremtidig statsmagt.

I sin bog om guerillakrig skriver Mao Tse-Tung, at en oprørsbevægelse må udvikle sig fra udelukkende at benytte sig af asymmetriske midler til at kæmpe med konventionelle midler for at kunne lykkes: “Der må være en gradvis forandring fra guerillaformationer til ortodokse regimentsformationer”, da sidstnævnte er de eneste, der kan “producere beslutningen”, dvs. den endelige sejr, der tager statsmagten i besiddelse.^XXVII Som Paul Wilkinson gør opmærksom på i sin Terrorism versus Democracy, så har de fleste revolutionære krige bevæget sig fra en guerilla-eller lavintensitetsfase til en serie afgørende slag mellem regulære hære. Det var sådan, bolsjevikkerne besejrede nationalisterne, de vietnamesiske kommunister besejrede den sydvietnamesiske hær og Maos kinesiske kommunister besejrede nationalisterne.^XXVIII

I den udslidte cubanske industriby Santa Clara (hvor Che Guevara ligger begravet) står et monument, der hylder, at de revolutionære styrker torpederede et ammunitionstog med en bulldozer, hvilket vandt dem sejren i byen og gav deres kamp et momentum, der endte med at give dem den endelige sejr. Monumentet illustrerer nytten i en irregulær krigs sidste faser af at vinde regulære slag, fordi de overbeviser om, at de revolutionære har kapaciteten til regering. Det er en slags ildstormens test, som både stater og de, der stræber efter at blive stat, må gå igennem for at overbevise om deres evne til statslighed.

Præmien, der kæmpes om, er den politiske magt. Som der står i den amerikanske hærs seneste manual for antioprørskrigsførelse: “Politisk magt er det centrale emne i oprør og antioprør. Begge sider søger at få befolkningen til at acceptere sit styre eller autoritet som legitimt.”^XXIX Hvis det er sandt, vil Clausewitz være af fortsat analytisk relevans for vores forsøg på at forstå, hvordan og ikke mindst hvorfor folk organiserer sig med volden som redskab.

I Tak til Gorm Harste for mange nyttige kommentarer.

II Et passioneret forsvar for Clausewitz’ fortsatte relevans og kritik af hans kritikere findes hos Andreas Herberg-Rothe & Jan Willem Honig, “War without End(s): The End of Clausewitz?”, Distinktion, nr. 15, 2007, s. 133-150. Se også Hew Strachan & Andreas Herberg-Rothe (red.), Clausewitz in the Twenty-First Century, Oxford: Oxford University Press 2007 samt Colin Gray, “Clausewitz Rules, OK? The future is the past – with GPS”, Review of International Studies, nr. 25, december 1999.

III Mary Kaldor, New and Old Wars – organized violence in a global era, Stanford: Stanford University Press 1999 og Herfried Münkler, The New Wars, Cambridge: Polity Press 2005.

IV Hans Magnus Enzensberger, Aussichten auf den Bürgerkrieg, Frankfurt am Main: Suhrkamp 1993, s. 35.

V Raymond Aron, Clausewitz. Philosopher of War, London: Routledge & Kegan Paul 1983, s. 11. Se også Arons diskussion af Clausewitz’ aktualitet i en atomalder i Aron, Politikkens væsen. Udvalgte essays 1944-1976, København: Museum Tusculanum 2003, s. 209-250. Glimrende værker om Clausewitz inkluderer Michael Howard, Clausewitz, Oxford & New York: Oxford University Press 1983; Peter Paret, Understanding War. Essays on Clausewitz and the History of Military Power, Princeton: Princeton University Press 1992 samt Azar Gat, A History of Military Thought, Oxford: Oxford University Press 2001, kap. 7 og 8.

VI Se Carl von Clausewitz, “The Germans and the French [1807]”, i Peter Paret & Daniel Moran (red.), Carl von Clausewitz: Historical and Political Writings, Princeton: Princeton University Press 1992.

VII Se Carl von Clausewitz, “krigsføringens vigtigste grundsætninger. Afrunding på undervisningen af hans kongelige højhed kronprinsen [1810-12]”, Militært tidsskrift, særnummer, bd. 121, 1992.

VIII Se Carl von Clausewitz, “Political Declaration [1812]” i Paret & Moran, 1992 Op. cit.

IX Philip Bobbit, Terror and Consent – The Wars for the Twenty-First Century, London: Penguin 2009 [2008], s. 590, note 22 og 23.

X En velinformeret afvisning af idéen om nye krige og Clausewitz’ irrelevans er M.L.R. Smith, “Strategy in an age of ‘low-intensity’ warfare: why Clausewitz is still more relevant than his critics”, kap. 2 i Isabelle Dyvensteyn & Jan Angstrom (red.), Rethinking the Nature of War, London & New York: Frank Cass 2005.

XI John Keegan, Krigens historie, København: Rosinante 2000, s. 21. En polemisk men stærk kritik af Keegans Clausewitz-læsning er Christopher Bassford, “John Keegan and the Grand Tradition of Trashing Clausewitz: a Polemic”, War in History, bd. 1, nr. 3, 1994, s. 319-336.

XII US Army, DCSINT Handbook 1. A Military Guide to Terrorism in the 21^st Century, 15. august 2005, § 2.1.

XIII Citeret fra Mike Davis, In Praise of Barbarians, Chicago: Haymarket Books 2007, s. 113.

XIV US Army, FM 3-24 Counterinsurgency, december 2006, kap. 4.

XV Patrick Porter, Military Orientalism. Eastern War Through Western Eyes, London: Hurst & Company 2009, s. 62.

XVI Antulio J. Echevarria, Clausewitz’s Centre of Gravity. Changing Our Warfighting Doctrine – Again!, Strategic Studies Institute, september 2002, http://www.iwar.org.uk/military/resources/cog/gravity.pdf.

XVII Edward N. Luttwak, “Towards Post-Heroic Warfare”, Foreign Affairs, bd. 74, nr. 3, 1995, s. 109-122.

XVIII Lawrence Freedman, “The Third World War?”, Survival, bd. 34, nr. 4, 2001, s. 61-88.

XIX Osama bin Laden, “From Somalia to Afghanistan”, marts 1997, i Bruce Lawrence (red.), Messages to the world. The Statements of Osama bin Laden, London & New York: Verso 2005.

XX Citeret fra Gary Ackerman & Jeremy Tamsett, Jihadists and Weapons of Mass Destruction, Boca Raton: CRC Press 2009, s. 40, note 10. Se også Mark E. Stout m.fl., The Terrorist Perspectives Project, Annapolis: Naval Institute Press 2008, s. 76-77 og 129-130.

XXI Det var mest markant i den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfelds tid. I starten af sin embedsperiode under præsident George W. Bush adresserede han Pentagons stab med ordene: “Dagens emne er en modstander, som udgør en fare, en alvorlig fare for De Forenede Amerikanske Staters sikkerhed. Denne modstander er en af verdens sidste bastioner for central planlægning. Den regerer ved at diktere femårsplaner. Fra en enkelt hovedstad forsøger den at påtvinge sine krav på tværs af tidszoner, kontinenter, oceaner og så videre. Med brutal udholdenhed knægter den tankefrihed og knuser nye ideer. Den undergraver forsvaret af De Forenede Stater og bringer uniformerede mænd og kvinders liv i fare. Måske lyder denne modstander som det tidligere Sovjetunionen, men den fjende findes ikke længere: Vores fjende i dag er mere subtil og sværere at få hold på … Fjenden er tættere på hjemmet. Det er Pentagons bureaukrati.” Citeret fra Naomi Klein, Chokdoktrinen. Katastrofekapitalismens opkomst, Århus: Klim 2008, s. 342-343.

XXII Mikkel Thorup, “Vejrkrig om militarisering af vejret”, Semikolon, nr. 18, 2009, s. 60-67.

XXIII Se Lenin, “War and Revolution, 14. maj 1917”, http://www.marxists.org/archive/lenin/works/1917/may/14.htm.

XXIV Michel Foucault, Society Must be Defended, London: Penguin 2004 [1975-6], s. 15-16 og 47-48.

XXV Thomas Højrup & Klaus Bolving (red.), Velfærdssamfund – velfærdsstaters forsvarsform?, København: Museum Tuculanum 2007.

XXVI Michael Mann, The Sources of Social Power, vol. 1, Cambridge, Mass. & London: Cambridge University Press 1986, kap. 14 & Charles Tilly, Coercion, Capital and European States, ad 990-1990, Oxford: Basil Blackwell 1990, kap. 3+4.

XXVII Mao Tse-Tung, On Guerilla Warfare. New York: Praeger 1970, s. 113 og 56. Se også Mikkel Thorup, “The Anarchist and the Partisan – Two Types of Terror in the History of Irregular Warfare”, Terrorism and Political Violence, vol. 20, nr. 3, 2008, s. 333-355.

XXVIII Paul Wilkinson, Terrorism versus Democracy. The Liberal State Response, 2. udg. London: Routledge 2006, s. 13.

XXIX US Army, FM 3-24 Counterinsurgency, § 1.3.