Читать книгу Isblink: Digte fra den grønlandske Polarregion - Erichsen Ludvig Mylius - Страница 10

Kære Jørgen, sære Jørgen,

du vor tro »Alt-mulig-Mand«,

aldrig nogen Grund til Sørgen,

Jørgen alt udrette kan.

Faar en Hundeskagle Nykker,

gaar et Slædejern i Stykker,

skal der bruges Fil og Sav,

er han Manden

med Forstanden

og det rette Haandelav.

Men vi skændes næsten daglig,

jeg og Jørgen, med Humør.

Ogsaa jeg vil spille faglig,

jeg har rejst i Verden før.

Men jeg kommer ingen Vegne,

hans Begreber er hans egne,

al min Visdom uden Vægt.

Et despotisk

»Idiotisk«

er hans Svar paa Dialekt.

Men vi kan som Regel staa os

ved at følge Jørgens Raad,

skøndt han helst vil overgaa os

paa sin Slæde som i Baad.

Bringer han os lidt i Knibe,

og der er blot ringe Stribe

Udvej for vort unge Liv,

altid tør han,

altid gør han

just det rette, klog og stiv.

Jørgen er vor bedste Jæger,

skyder altid Smaavildt nok,

og i »Hulen« han os kvæger

som en sjælden renlig Kok,

er snarraadig Blikkenslager,

snild som Smed og Bøssemager,

ja saagar i Tegnekunst;

dydig, vittig,

frisk og flittig,

sparsom med sin Ros og Gunst.

Jørgens hele Kundskabsmængde

er just ingen ringe Part;

dybe Ting han gennemtænkte,

ræsonnered altid klart.

Kølig er hans skarpe Hjerne,

haane Dansken vil han gerne

– nu og da med nogen Ret,

socialistisk,

egoistisk

uden selv at vide det.

Jørgen vil jeg altid huske

længst af al hans mørke Slægt.

Ingen Dansker kan ham kuske,

han er stærk i Selvrespekt,

minder mig om stejle Jyder,

kender sine Landsmænds Lyder,

ser og skatter deres Værd,

lod mig lære

dem at ære

paa vor lange Grønlandsfærd.

Eskimoen er godmodig,

med den fri Natur i Pagt,

og jeg véd, han hader blodig

Enevældets snævre Magt.

– Blandingsbørn blir født uægte,

som den Danske ej kan nægte

Penge og Paternitet.

Sagen glemmes,

han forfremmes,

bliver »Amtmand« trods sin Bêt.

Men forelsker han sig ærligt

i en smuk Grønlænderinde

og vil giftes! Hvor besværligt

at faa stiftet Hjem med hende!

Kun mod Tab af Embedsstilling

faar han Ægteskabsbevilling,

– Manden maa jo være gal!

Staten harmes

ved den armes

Syn paa dansk Missions-Moral.

Vi har kristnet Eskimoen,

lært ham Tvivlens Sjæleangst.

For sin Frihed vandt han »Troen«

og fik Kaffe for sin Fangst.

Selvkaldt er vi Landets Herre,

vi kan for Kulturen spærre,

og det har vi hidtil gjort.

Penge vandt vi,

Folket bandt vi

stavnsfast bag en lukket Port.

– Naar en Gang i Grønlands Styre

sjette Frederiks flade Aand

faar sin slet fortjente Hyre

og blir kvalt i egne Baand,

og naar Vejen brydes aaben

til at holde over Daaben

Landets egne Børn som Mænd,

der kan lede

egen Rede,

saa er Jørgen glad igen.

Jørgen! Du maa ikke slippe

Fremtidshaabet for dit Folk,

rank og grundfast som en Klippe

skal du være Retfærds Tolk.

Du skal se, der gryr en Morgen,

da I hejser Flag paa Borgen

under unge Frihedskor:

send da ikke

hadske Blikke

ned til gamle danske Mor!