Читать книгу Isblink: Digte fra den grønlandske Polarregion - Erichsen Ludvig Mylius - Страница 12

Din Slægt er død. Din Far og Mor

har nyligt vi til Hvile bragt.

Saa tog du mod vor Briks, vort Bord

og har vor Levemaade smagt.

Og da vort Kød og Brød slap op

med Vandet i den frosne Elv,

da gav du os en Hvalroskrop

til Hundefor og til os selv.

Og af dit Telt vort Tag blev lagt,

vi brændte alt dit Lampespæk,

i din Kajak gik vi paa Jagt,

til synkefærdig den løb læk.

Vor Bøsse fik du, Hagl og Krudt,

og drog ad Kløften højt til Fjælds;

og havde du en Hare skudt,

gav du os baade Skrog og Pels.

Fælles er nu vort Ædetrug

og alt vort Stræb for daglig Kost.

Om Hulen stryger Vejrets Sug,

hvide er Væggene af Frost.

Mest er du tavs, begriber knapt

vor stille Syslen med Papir;

det er, som om du havde tabt

din Aands de gamle Vildmands-Stier.

Snart sover du paa Briksens Sten

og raaber tidt i Søvne højt,

drømmer om Jagt paa Bjørn og Rén,

nu da vort Forraad er lidt sløjt.

Kød er din hele Tankekres,

din Verden blot et bræklædt Fjæld,

knap kan du tælle til en Snes,

og dog befinder du dig vel.

Frit er dit Liv. Selvhersker-stolt

følger du kun din egen Trang,

hver Livsens Dag blir festligholdt

med Elskov, Mad og Trommesang.

Af tusindaarig Slægt udgroet,

der langs den hvide Isblink drog,

har du som dine Fædre troet

paa skjulte Magters Varsel-Sprog.

Alt det, som dine Fædre vandt

af Livets dyrekøbte Kløgt,

blev Slægt for Slægt en Traad, der bandt,

– en Ledetraad i Livets Røgt.

Ærværdig er din Hedning-Tro,

som helst du følger til din Død,

– men Kristenheden slaar sin Klo

i al din svare Sjælenød.

Thi ikke kender du den Gud,

i hvis misbrugte Frelsernavn

vi skulde øvet Hjærtets Bud

men tændte Hadets Flamme-Bavn.

Vor stakkels Agpaling'uak

med Biblens Helgennavne døbt,

fortabt den Frihed, han inddrak

i Fjældnaturen, isblink-svøbt,

hans Fædres Visdom søndertraadt,

tusindaars-gamle Skikke brudt!

Han har den store Pan forladt

for Salmesang og Bly og Krudt.

Hans Tarmskindstromme haanet blev,

hans Sang forbudt, hans Sagn belét,

– her sad tre hvide Mænd og skrev

alt, hvad de havde hørt og set —

saa var det altsaa dem, der stjal

hans gyldne Frihedsliv, til Tak

for Rén og Bjørn, for Sæl og Hval,

– vor stakkels Agpaling'uak!