Читать книгу Isblink: Digte fra den grønlandske Polarregion - Erichsen Ludvig Mylius - Страница 4

Jeg havde mig en Hjærtenskær,

en Hjærtenskær,

hun var saa skøn,

jeg var saa grøn,

hun lærte mig helt andre Kys,

end jeg af Mor og Søster fik,

de blev min Ungdoms Alterdrik,

de faldt som vaarligt Draabe-Drys

paa mine friske Sanser.

Lovpriset nu og altid vær

min fjerne første Hjærtenskær,

hvis Minde jeg bekranser.

Jeg elskede min Hjærtenskær,

min Hjærtenskær,

i hendes Magt

min Sjæl var lagt,

og hun var klog som hun var smuk,

beskar mit Væsens vilde Skud,

stak mine Evners Baner ud

– og gik saa fra mig, uden Suk,

og valgte sig en anden.

O, vidste du, min Hjærtenskær,

jeg tog mig Tabet sorgfuldt nær

og laa ved Afgrundsranden.

Og møder jeg min Hjærtenskær,

den Hjærtenskær,

der gav en Dag

mig Ridderslag

og lod min Drøm til Liv indvi,

da blusser alt mit Hjærteblod,

hvor er du smuk, hvor var du god,

jeg gaar dig rød og stum forbi

og hilser dig ærbødig.

Nu véd jeg først, at al min Færd

inddrak hos dig, min Hjærtenskær,

den Drift, jeg havde nødig.

Jeg havde mig en Hjærtenskær,

en Hjærtenskær,

for hvem en Gang

jeg gerne sprang

i Havets Dyb, om hun gav Tegn,

et Liv, for hvem jeg kunde dø.

– Men Tiden randt, og andre Frø

blev klænget frem af Sol og Regn

og mig til Lykke givet.

Da vandt jeg ret en Hjærtenskær,

hun er mig mér end Døden værd,

hun er mig selve Livet.

Jeg takker dig, min Hjærtenskær,

min Hjærtenskær,

du er saa god,

og du har Mod,

du venter paa mig tryg og tro

og bærer stolt og prud vort Navn,

du véd, de Tider kommer jo,

da jeg skal kryste dig i Favn,

naar Rejsen vel er omme.

Højlovet vær min Hjærtenskær,

mit Livs Behov, min Sjæls Begær,

nu skal vor Lykke komme!