Читать книгу Isblink: Digte fra den grønlandske Polarregion - Erichsen Ludvig Mylius - Страница 6

Over tungsindigt

dunkle Vande

flimrer i Natten

fortonede Rande

af drivende Fjældes

hvide Is,

der – som i en Drøm —

følger den fælles

mystiske Strøm

mod det stormfulde Hav

ud mod Forlis.

Jeg stod og tav.

Bare en eneste

Stjerne skinner:

Venus! Dens Sølv

med Vandene rinder.

O, mine Minder!

Stille, stille,

nu bygger de Bro

langt, langt bort,

Bølgerne spille

en glemt Akkord.

Aa, hvem der var to!

– Haand, hvor du knuger!

Sjæl, hvor du bæver!

Dybt inde ruger

en Sorg, et Savn,

jeg hvisker et Navn,

– min Længsel kræver

al min Besindelse …

Hvor gaar din Færden,

elskede Kvinde?

Er jeg den Verden

af ondt og godt,

du slutter inde

nu som før.

Eller har du blot

med Selvovervindelse

stænget din Dør,

været mig tro?

Jeg grubler, spørger,

faar ikke Ro …

– Jeg Taabe, som sørger,

jeg véd jo, jeg véd:

Længsel lider du.

Se, dèr skrider du,

skøn i din Søgen,

uden Frygt

frem over Vandene

søvngænger-trygt,

jomfruelig, nøgen,

min Kærlighed!

O! At du vilde.

Tak! At du voved.

Stille, stille:

Stolt du hæver

dit lokkede Hoved,

dine Øjenlaage

lykkeligt bæver —

jeg ser som i Taage

dine kærlige Blikke

vemodige, milde …

Stille!

Vaagn ikke, vaagn ikke,

saa glider du bort,

og Natten bliver

saa knugende sort …

Det er, som jeg træder

hellige Steder,

hvor urørt Ynde

drømmende sover …

Se, jeg breder

det blødeste Hynde,

vinker dig, beder,

lover, lover:

Nu skal vort Liv

fra Nyt begynde:

Bliv, bliv!

Ingen savner os,

Natten favner os.