Читать книгу Isblink: Digte fra den grønlandske Polarregion - Erichsen Ludvig Mylius - Страница 9

Der var kommen en Dag

i vort Venskab en Rift,

og af Saaret flød Gift,

som gæred til Nag

– Mistillidens Gift den gule,

som ingen søgte at skjule.

Men det hændte os tidt,

at vi talte forstemt

om, at aldrig blir glemt,

hvad et Venskab har lidt:

vi er ikke af dem, som lover

at lægge Glemsel derover.

Og vort Samvær blev trist,

for vi led, begge to,

men vi havde den Tro:

der vil komme tilsidst

gennem hensynsløs, aaben Forklaring

et Venskab, bygt paa Erfaring.

Og saa skete det her,

at vor Hjemvej blev stængt,

og da har vi vel trængt

til at knyttes lidt nær

til hinanden i fælles Smærte,

og se! Da talte vort Hjærte …

Der laa Sensommer-Glød

paa det ensomme Næs.

I det gulnede Græs,

hvor Vildbækken flød,

dèr laa vi og rensede Vunden,

og nu er Saaret forbunden.

Der var sket noget stort,

kastet bort noget tungt,

og vi drømte saa ungt,

som vi før havde gjort,

da vi gik i den hjemlige Verden

og digtede Planer til Færden.

Ja, hvor gransked vi tidt

i det grønlandske Kort

og beregned hvert Skridt,

som vi vidste blev vort,

– vi vidste det! Vi kunde mærke,

vi var ubetvingelig stærke.

Thi det kan ikke ske,

at en Ungdom, som vil

og har Kræfter dertil,

maa sig vingestækt se

og lade sig skubbe fra Reden

af Oldinge-Stædigheden.

Og det »Adgang forbudt«,

som en mugnet Plakat

fra vor Enevoldsstat

mod vor Rejse fik skudt,

dette Grønlands kinesiske Lukke

vilde vi sønderhugge!

Da saa Landet laa frit,

og trods »Venne«-Kritik

i Opfyldelse gik

hvad vi drømte saa tidt,

om de unge Vinger at strække,

da var vi bevægede begge …

Og nu ligger vi stængt

i Polarnattens Hi,

vore Drømme er fri,

nye Planer blir tænkt …

Maaske stævner vi nordpaa ad Aare

til Sejr eller Fald eller Baare.

Ja, jeg véd, hvad du kan.

Du har Grønlænder-Blod,

jeg har prøvet dit Mod,

du er modnet til Mand,

og du er, blandt alle jeg kender,

den tryggeste, hvad der saa hænder.

Du kan ro en Kajak

gennem oprørt Vand,

du kan styre et Spand,

om saa Fanden det trak,

du er født her i Pollandets Øde,

og her skal din Skæbne du møde.

Dette Land, det er dit,

du, som taler dets Sprog!

Du skal skrive en Bog,

som kan lære os lidt

om Folket ved disse Kyster,

dets Skæbne, Drømme og Dyster.

For vi andre, vi gaar

ikke dybt i et Folk,

som vi kun gennem Tolk

i Tale faar …

Men mod Nord kan jeg gaa, om du følger,

over Ishavets stivnede Bølger.

Ja, mod Nord, Grønland rundt,

dèr, hvor ingen har traadt!

– Er i Drømmene blot

dette Syn os forundt?

Eller gaar virkelig Færden

mod ukendte Egne af Verden?

Vi har Kraft nok og Mod

og et lysende Haab,

vi fik Æventyr-Daab

under Isblinkens Fod,

vi har Ungdommens sejrrige Alder,

– men mod Syd ligger Hjemmet og kalder …

Hvor vi gaar! Hvad der sker!

Om vi mødes igen!

Se, da er der, min Ven,

ingen Mistillid mer:

Det er ærlige Haandslag, vi giver,

de er rene de Hænder, der skriver!

Og krystalklar og pur

– som den Vildbæk, der flød

under Sensommer-Glød —

er vort Venskabs Natur.

I Mindernes lutrende Rødme

staar Samlivets Smærte og Sødme.