Читать книгу Isblink: Digte fra den grønlandske Polarregion - Erichsen Ludvig Mylius - Страница 5

Langs den jydske Vesterstrand

har jeg jublet Barnesange,

har jeg udgrædt Hjærtets bange

Ungdomssmærte rén og sand,

har jeg angret dybt som Mand.

Og naar nu fra denne Kyst,

hvor de høje Fjælde knejser

under evig Sne begravet,

Isen gaar paa fjerne Rejser,

og jeg hører Bølgens Røst,

længes jeg mod Vesterhavet.

Vesterhav med Braad og Røg

over ørkengolde Klitter

ind i Land, hvor Lyngen stritter

paa en vejrbidt Kæmpehøj,

Land med brede Penselstrøg!

Sære, uvejrsdunkle Strand,

hvide Klit og blege Vænge,

skønnest Plet i hele Verden,

Tonebund for dybe Strænge,

som jeg altid høre kan,

– Endemaal for al min Færden!

Ja, for vi skal rejse Hus

dèr, hvor Klitten favner Heden,

ikke langt fra Barndoms-Reden

mellem Fjordens gule Grus

og det friske Havvands-Brus.

Naar jeg træt af viden Flugt

og de Saar, som Kampen giver,

trænger haardt til Fred og Hvile,

griber jeg min Pen og skriver:

»Hold i Nat en Dør oplukt!«

– Henrykt ser jeg Vennen smile.

Stolte Ven! Min dyre Skat!

Vi har mødt i Livets Kaos

mange Venner, som gik fra os.

Du har aldrig mig forladt,

derfor kommer jeg i Nat …

Aa, jeg ser jo Huset staa

gammeldags og lavt til Taget,

ser dig glad i Højtidstøjet

løbe hen og hejse Flaget.

Himlen blir saa høj og blaa,

begge faar vi Graad i Øjet.

Gensyns-Smærte! Gensyns-Lyst!

Og den milde, stille Lykke

bare ved en Haand at trykke,

aande ved et elsket Bryst

Hjærtets underfulde Trøst.

Atter Fod i jydske Spor,

atter hjemme hos den bedste,

aa, hvordan skal jeg erklære

dig min Jubel ved at gæste

eget Hjem paa hjemlig Jord

– endelig et Sted at være!

Jeg befandt mig aldrig godt

i den store Bys Kaserner,

store Byer gir trætte Hjerner,

store Byer har meget smaat,

jeg blev led ved det Komplot.

Vi, som fik vor Vugge rørt,

i de fjerne, tyste Kroge,

nyder ungt de store Byer,

indtil vi blir gammelkloge

og af evig Længsel ført

hjem igen til frie Vuer.

Og heroppe, under Fjæld,

naar jeg mindes danske Egne,

er det Jylland alle Vegne,

til hvis rige Skønhedsvæld

jeg er endeløst i Gæld.

Tavs og greben steg mit Blik

mod de stejle Bjerg-Giganter,

men knapt fangede mit Øje

nogle usle Revling-Planter,

før min hele Attraa gik

til de jydske Kæmpehøje.

Jo – naar jeg en Gang naar frem

rig paa Livsmod, – gid jeg maatte! —

fattig som en Kirkerotte

men endnu ved alle fem,

jo, da skal vi bygge Hjem.

Tidt nok blev det drømme-bygt

i de vemods-stille Stunder,

hvor mit Haab jeg opforgyldte.

Men – der skér en Gang det Under,

at vi to kan rejse trygt

Jyllands-Hjemmet, lykke-fyldte.