Читать книгу Isblink: Digte fra den grønlandske Polarregion - Erichsen Ludvig Mylius - Страница 8

Frostklar var Dagen. Du husker den ikke.

Maalet var naaet – men for hvilken Pris!

Dèr laa du paa Slæden med vildsomme Blikke,

laa som en Dødsramt, et Vrag i Forlis.

Rundt om os bare den livløse Is.

Langt var vi rejst, fra hvor Mennesker boede,

ensomt ad utraadte Veje vi stred

op til den nordligste Kyst paa vor Klode,

Triumf for vor Vilje, Løn for vor Sved.

Det blev den tungeste Dag jeg véd.

Jubelens Time, vi stolt skulde fejret,

naar vi besteg den forjættede Grund —

udslidte laa vi om Snehytten lejret,

Ordene frøs paa vor angstfulde Mund,

hjælpeløst sløvt sank vi sammen i Blund.

Kysten var lydløs og menneske-øde,

intet at æde for Hunde og Mænd,

fjernt i den gryende Morgenrøde

bølged den blaanende Isblink hen.

– Skulde du stivne og dø som den?

Ramt af Polar-Bræens isnende Kulde

segned du midt i din rastløse Flid …

Vidste vi Lægedom blot, aa, vi skulde

varme dig Læben, som skælver hvid.

Raadvilde ser vi din grufulde Strid.

Nytteløst er det, jeg angrer din Rejse,

Lykken, som sveg os, jeg skælder omsonst,

hjemme dèr saa' jeg dig maal-bevidst knejse,

frivillig fulgte du. Guld eller Gunst

søgte du ikke. Maalet var Kunst.

Ja, og dèr laa du nu slagen og stille,

saa dødelig nedbrudt. Din Flid var for stor.

– Da var der ikke en Time at spilde,

frem langs de ukendte Kyster vi foer

til Menneskers yderste Vagt paa vor Jord.

Blodstænkte Hedninger bygged os Hytte,

pludrende Kvinder fik Spæklampen tændt,

– intet dig kunde mod Kulden beskytte,

Landet laa stik mod Sydvest-Stormen vendt,

drøjere Tid har jeg aldrig kendt.

Usselig plejet hensank du i Dvale,

Pinslerne gjorde dig sanseløs.

– O, om vor Snehytte kunde tale,

dèr, hvor vi sultede sammen og frøs

og for den truende Knokkelmand gøs! …

Se, der er rundet det halve Aar siden,

værkbruden lister du endnu omkring,

og, om du retter dig helt med Tiden,

véd vi jo ikke, véd ingen Ting,

– er du mon frelst fra et dødeligt Sting?

Sørgelig tung er den Lod, du har fristet,

men din Taalmodighed lykkelig stor.

Lykkelige du! Du har intet mistet,

thi i dit svækkede Legeme bor

Sjælen, frodig som nyskabt Jord.

Selv har du sagt, at du véd, du har vundet

Muld i dig selv, hvor du før var gold,

faaet din Tro paa dig selv begrundet,

– ja, du har vundet mangefold,

du, som endnu har din Kunst i Behold.

Du er en anden, end først da vi kendtes,

klarere Blikket, din Sjæl dybet ud,

snart vil dit Lidelsens Guld forrentes,

Sorgen, som gaar fra dit Hjærte Bud,

den blev din Evnes Gennembrud.

Glødner din Kunst du i Lidelsens Esse,

det er dog det samme Hjærte, jeg ser,

din gamle, hensynsfuldt fine Noblesse,

de samme retsindige Livs-Idéer,

din altid urokkeligt tro Karakter …

Sultet og frosset og lidt tilsammen,

lyttet til Suk fra hinandens Bryst,

– mørk og knugende er vel Rammen,

Billedet selv dog straalende lyst:

en gryende Sol over ukendt Kyst!

Solen, det er din skabende Evne,

Landet, din Tankes nye Muld,

Nu gaar du ud mod det store Stævne,

lidet agter du Gunst og Guld,

Sjælen er rig nok og drømmefuld.

Din Sjæl – som du selv – er adelsbaaren,

jeg er af Borger- og Bondeslægt;

Rem af vor Ryg har Adelen skaaren,

længst er de blodige Strimer lægt:

Mit Venskab er i din Varetægt!