Читать книгу Isblink: Digte fra den grønlandske Polarregion - Erichsen Ludvig Mylius - Страница 2

Nu sidder du sørgmodig

og venter mig forgæves,

Mørket, som har skjult min Vej,

det kan jo ikke hæves.

Og du faar ikke Brev i Hast,

og mange tror mit Liv sat til,

men du, min Ven, alene vil

paa Gensyns-Timen stole fast.

Selv véd jeg, at jeg kommer

paa Trods af alle Skranker,

om bare et Aarstid saa staar

jeg ved vort Hjem og banker.

Men Pigen mønstrer min Person,

hun har nok aldrig set mig før,

godt dækket bag en lænket Dør

giver hun ikke straks Pardon.

Hun tog mig for en Røver,

min Dragt var arm og broget,

– jeg vilde jo overraske dig

og ikke ud med Sproget.

Hun løj perfekt, at Fruen sov

og bad forgæves om mit Kort

og havde kraftigt vist mig bort,

da langt om længe jeg fik Lov.

Hun slap mig gennem Gangen,

gik for at søge Fruen.

– Dèr sad jeg i en Lænestol

og kendte hele Stuen:

Slyngplanten op ad Vindvet skød,

Møblerne var de gamle blaa,

men da dit Arbejdsbord jeg saa',

hulked jeg bitterligt og fortrød.

Her sad du altsaa trolig

og Savnets Taalmod lærte;

i Breve, som jeg aldrig fik,

udøste du dit Hjærte.

Af mange Trængslers Kalk du drak,

haardt blev dit Mod paa Prøve sat.

Alt, hvad du led ved Dag og Nat,

fatter jeg nu og hvisker: Tak!

– Jeg sidder tidt og drømmer,

hvordan jeg naar tilbage

til dig og det, der er mig kært

alle mine Levedage.

Jeg døjer Savn paa Land og Sø,

ernærer mig som Eskimo

og har den stolte sikre Tro:

den, der vil leve, skal ej dø!