Читать книгу Ondskab - Группа авторов - Страница 10

Som vi tidligere har set, mente mange kritikere, at Benigni misbrugte Holocaust til at udleve sine egne komiske ambitioner. Disse kritikere overså imidlertid den metatekst eller medfølgende kommentar, som Benigni har udstyret sin film med. Her tænkes på filmens henvisning til en række gåder. Disse gåder forstærker filmens beskrivelser og markerer hermed eksistensen af en realitet, som selve filmens narration kun kan afdække på ufuldstændig vis. Kun i gådens form kan den sande rædsel skildres. Lad os kort diskutere de fire gåder, som optræder i filmen.

Den første lyder: “Jo mere der er, jo mindre ser man”, og svaret er “mørke”. Mørke er her en metafor for fascismen og nazismen såvel som for kynisme og had (Siporin 2002: 349). Jo mere man hader, jo mindre vil man erfare af den anden. Den anden træder ikke frem for en som en singulær og sårbar væren. Fascismen og nazismen formørkede deres tilhængeres sind. Tænk blot på diskussionen omkring bordet ved Doras bryllup. Det er Lessing, som giver Guido gåden, og den er måske mere end noget andet nøglen til en forståelse af Lessings person. Da Lessing møder Guido under officersmiddagen, er han fuldstændig uden blik for Guidos situation. Han er i moralsk forstand blind.

For Benigni inkarnerer Lessing nazismens ondskab. Der er ganske langt fra fjolset Lessing til fx Spielbergs skildring af den sadistiske Aron i Schindlers liste. Man kan dog her følge Arendts argument om Eichmann (Arendt 1992). Er Lessing ikke netop en filmisk repræsentation af ondskabens banalitet? Både Eichmann og Lessing anskuer deres aktiviteter i forbindelse med Holocaust som et normalt arbejde. Og i begge tilfælde vendes forholdet mellem bøddel og offer om. Som Lessing martres af sine gåder, må Eichmann lide under manglende forfremmelser og tabet af arbejdsglæde. Har dr. Lessing ikke, som Eichmann, trukket sig bort fra verden og dermed afhumaniseret sig i mødet med sine medmennesker? For begge eksisterer der en skarp adskillelse mellem deres private liv og deres offentlige person. Empatien strækkes ikke længere end til den private sfære. Den, der inden for den private sfære synes som en ven, reduceres, når mødet flyttes til den offentlige sfære, til en ideologisk stereotyp: Til en jøde og et undermenneske, til en indsat eller til fragt. Dr. Lessing er banal, som Eichmann var det. Begge er de fattige på tænkning, og begge formår derfor ikke at reflektere moralsk over deres handlinger. Benigni indikerer rigtigt, at man ikke behøver at være psykopat for at virke i det ondes tjeneste. Tankeløshed og afstumpethed er tilstrækkeligt. Det er dette skræmmende budskab, som den første gåde kondenserer.

Filmens anden gåde er den eneste, som Guido giver, og den er derfor heller ikke omgivet af samme mørke som Lessings. Gåden lyder: “Snehvide og de syv små dværge. Geni, løs denne gåde på den tid, løsningen giver dig (blandt syv dværge/ på syv minutter).” Svaret er allerede givet i gådens formulering. Det italienske ord “minutes” er dobbeltydigt og betyder både minut (altså en tidsenhed) og beskeden af størrelse (altså en henvisning til dværgenes beskedne højde). Det centrale er her ikke gådens latente indhold – den har intet sådan. Den skal forstås præcis som det, den er – som en del af små børns leg, som noget uskyldigt. Guido fortæller selv, at det var en gåde, han hørte som lille. Den udtrykker en glæde ved livet, optimisme og alt det som hans samliv med Dora og Giosue inkarnerer (Siporin 2002: 350). Som vi tidligere har antydet, er det meget væsentligt for Benigni, at der midt i al lejrens gru også gives plads til håbet, optimismen, humoren og forløsningen. Endnu vigtigere er det efter Holocaust at give plads til alle disse egenskaber, som børns leg symboliserer.

Filmens tredje gåde gives af Lessing til Guido, der serverer for ham i restauranten. Den lyder: “Hvis du siger mit navn, vil jeg ikke længere være her, hvem er jeg?” Svaret er “stilhed”. At kalde nogen jøde var, hvad enten folk så sig selv som jøder eller ej, i nazismen det samme som at virke for deres “eliminering” (Siporin 2002: 351). Siporin foreslår plausibelt yderligere en tolkning. Stilhed henviser også til den mangel på protest mod jødernes deportation, som var kendetegnende for den italienske befolkning. Gåden gentages af Guido, da han under selektionen forsøger at komme i kontakt med Lessing. Selektionen foregår i et hvidt rum, og foretages af Lessing assisteret af en sygeplejerske, der tager noter. I baggrunden ser vi en vagt udstyret med en revolver. Lessing undersøger jøderne forsigtigt, iført hvide handsker. Han undersøger deres kropsbygning, deres hænder, fødder og øjne. Det hele går meget hurtigt, og eksaminationen af Guido er næsten forbi, før han opdager, at den er gået i gang. Lessing hvisker efter hver undersøgelse sin dom til sygeplejersken, som noterer om den pågældende skal i gaskamrene eller ej. Lessing genkender ikke Guido, hvorfor Guido, der sikkert meget vel ved, hvad der foregår, udsiger Lessings gåde i forsøget på at skabe en kontakt. Sygeplejersken råber brysk og resolut: “stille!”, og besvarer således gåden uden selv at vide det. Gåden kobles her eksplicit til det at forsvinde eller blive elimineret. Lessings dom er, når den ikke falder ud til fangernes fordel, en dødsdom. Og omvendt er det Guidos tale (hans udsigelse af gåden), som i første omgang redder hans liv (Siporin 2002: 353f). Det hjælper imidlertid kun Guido på kort sigt, men en verbal modstand fra alle dem, som var tilskuere til nazisternes deportationer, havde sandsynligvis haft en effekt. Da Guidos onkel før deportationen bliver overfaldet af fascistiske bøller, spørger Guido ham efterfølgende, hvorfor han ikke skreg om hjælp. Onklen svarer, at tavshed er det mægtigste skrig. Benigni, og med ham Guido, forholder sig ironisk til denne udtalelse. Ingen hører onklens tavse bønner. Guido derimod forsøger konstant at undergrave fascisternes og nazisternes handlinger. Han er en sand partisan. Benigni opfordrer os til at følge Guido og ikke onklens eksempel.

Den fjerde gåde er den måske mest interessante. Den lyder: “Fed, fed, hæslig, hæslig. Sandheden er gul. Hvis du spørger mig, hvem jeg er, svarer jeg dig: ‘rap, rap, rap!’ Jeg skider, alt imens jeg går. Hvem er jeg, fortæl mig en smule”. I modsætning til de tre foregående gåder gives der intet svar. Eller rettere Lessing oplyser, at svaret ikke er en and. Gåden er uden løsning, og det er netop det centrale. Den gives af Lessing til Guido under officersmiddagen, og det underforstås, at Lessing vil hjælpe Guido, hvis Guido vil hjælpe med gåden. Benigni selv har forklaret gåden som det rene nonsens, der optræder på et tidspunkt, hvor Guido forventer en rationel og empatisk handling fra Lessing (Celli 2000). Gåden blokerer Guidos flugt. Den forhindrer Lessing i at gøre en erfaring om Guido som det, han er – et medmenneske og tilmed et i nød. Gåden er det, der kaldes en “neckriddle” – en gåde hvis løsning er et spørgsmål om liv og død. Hvis ikke man svarer, brækker man nakken. Eksempler er Samson i Biblen og gådedysten i Tolkiens Hobitten. Guido løser ikke Lessings gåde, og kort efter henrettes han (Siporin 2002: 357).

Gåden er også en såkaldt antigåde – et begreb opfundet af Allessandro Falassi og Dan Ben-Amos. Dvs. en gåde, der ikke giver mulighed for et korrekt svar. Enten lades der hånt om reglen om, at gåder har ét korrekt svar, eller alternativt verificeres korrekte svar ikke (hvis fx svaret er “en and”). Siporin forstår dette som et metaforisk udtryk for en situation, hvor civilisationen er trådt under fode. Nazisterne brød alle civilisatoriske normer. Endvidere er Holocaust på samme vis som gåden hinsides det fattelige og forståelige (Siporin 2002: 357). Som Levi sagde apropos Holocaust: “Jeg finder ingen løsning på gåden. Jeg søger den, men jeg finder den ikke” (Levi i Siporin 2002: 345; egen oversættelse).

Hvis man endelig skulle forsøge at finde mening i gåden, så kan man som Siporin se sentensen “Fed, fed, hæslig, hæslig” og referencen til den, der skider overalt, som aspekter af propagandaens beskrivelse af jøderne. Det gule refererer måske til jødestjernens gule farve. Og endelig kan “andens” skræppen “rap, rap, rap” [“quack, quack, quack”] henvise til det italienske ord “quà”, som betyder “her”. Svaret på spørgsmålet, “hvor er jeg”, bliver derfor “her, her, her”. Jøderne findes overalt i lejren, men Lessing ser ikke en eneste (Siporin 2002: 356-357)!