Читать книгу Ondskab - Группа авторов - Страница 5

Hvem kan bevidne Auschwitz, når alle “sande” vidner døde i dets gaskamre? At bære vidnesbyrd til Auschwitz’ gaskamre er en logisk umulighed (Lyotard 1988: 3; Agamben 1999: 34-35). Ingen kom levende derfra. Vi står her over for revisionisternes måske stærkeste trumf. Der er naturligvis ingen, der kan bevise, at de døde i gaskamrene. De fleste vil dog anføre, at bevisbyrden her er alt for stor. Vi har de overlevende og deres vidnesbyrd, vi har historiske dokumenter, museer og kilometervis af litteratur om Holocaust. Over for alt dette taber revisionisterne naturligvis stort. Hvorfor så tage dem og bevidnelsens problem så seriøst? Den åbenlyse forklaring er, at der bag diskussionen af revisionismen skjuler sig en mere afgørende problematik. Spørgsmålet er ikke så meget den faktuelle gengivelse af Holocaust – benægterne er et forsvindende mindretal og beviserne og argumenterne mod dem stærke – men Holocausts status som levende erindring. I kort form er det afgørende stridsspørgsmål, om Holocaust skal indskrives i historiebøgerne som blot et kapitel blandt mange, eller om hændelsen skal erindres som unik og hinsides al historie – som noget, der sprænger rammen for vor forståelse, og som vi derfor aldrig kommer overens med. Et traume som, præcis fordi det ikke kan inkorporeres i en normal erindring, aldrig forlader os.

I forsøget på at fastholde Holocaust som en levende erindring rekurreres alt overvejende til vidnesbyrd fra tidligere kz-fanger. Erindring er, og det er det væsentlige, ikke blot historie. De overlevende er ganske vist andenhåndsvidner til den nazistiske dødsmaskine, men dog stadig førstehåndsvidner til lejrlivets gru. Og i det omfang Holocaust er unik og hinsides indlevelse og forståelse, kan de overlevendes fejlslagne forsøg på at skildre lejrene i det mindste bære vidnesbyrd til sprogets utilstrækkelighed. Eller udtrykt med en anden accentuering, så holdes Holocaust i live som en unik begivenhed ved at afvise alt, der ikke har karakter af vidnesbyrd, som uautentisk og fejlagtigt.

Denne “puristiske” strategi lider under det alvorlige problem, at vi hastigt bevæger os mod en tid, hvor holocaustgenerationen ikke længere er iblandt os. Hvad gør vi, når vi i den levende erindrings fravær må tage til takke med historie? Uden erindringens trumf bliver benægtelsens problem desto mere akut. Problemet er ikke nødvendigvis den intenderede holocaustbenægtelse, men snarere at det kun på basis af erfaring er muligt at skildre og forstå lejrenes gru. Eller mere radikalt og måske også mere præcist: At skildre en ondskab hinsides det fattelige. At dette problem opleves som akut, vidner den voldsomme stigning i antallet af holocaustmuseer og -monumenter om. Man kunne også nævne en tilsvarende eksplosiv stigning i antallet af film og bøger om emnet. Hvor Holocaust tidligere blev fornægtet eller i hvert fald ikke valoriseret offentligt, står man måske i dag over for en overeksponering. Holocaust er blevet en fast bestanddel af det moderne menneskes erfaringsrum. Undereksponering i form af glemsel og overeksponering i form af en veritabel holocaustforstoppelse synes her at producere samme resultat. Holocaust mister sin karakter af en unik hændelse. Glemsel og trivialisering er lige ødelæggende.

Vi står tilsyneladende over for et valg mellem to lige utilfredsstillende alternativer. Det første alternativ består i at acceptere beskrivelsen af Holocaust som det ultimative mysterium; som et enigma hinsides viden, beskrivelse og forklaring. Holocaust kan ikke kommunikeres videre, da den er bundet til de overlevendes erindring. Hændelsen kan ikke visualiseres, repræsenteres eller på anden måde gengives over for tredjeperson. Ethvert sådant forsøg bliver rask væk set som et forsøg på at negere det helt unikke ved katastrofen (Žižek 2001: 66f). De uheldige konsekvenser af denne opfattelse er, at Holocaust ses som en hændelse så unik, at den ikke bibringer refleksionen af samtidige hændelser nogen kritisk brod. Endvidere er der en grum overensstemmelse mellem imperativet om at lade hændelserne (eller de overlevende) tale for sig selv og den depersonaliserede tavshed, som Det Tredje Rige producerede (Trezise 2001: 51).

Den anden mulighed er helt at overgive Holocaust til historiens annaler. Holocaust med et lille h – et folkemord som flere andre (på tutsier og hutuer i Rwanda, på armenierne, på hvem der kom i vejen i Cambodja, på muslimer i Bosnien, på kulakker i Rusland, på indianere i USA …). Intentionen om at forklare Holocaust synes, hvor nødvendig og sympatisk den end måtte være, at normalisere og aftraumatisere Holocaust. Vi står ikke længere over for en mystisk ondskab, men over for noget, som kan begribes gennem forklaringer af økonomisk, politisk eller social karakter. I stedet for ondskab får vi den økonomiske elites ønske om en stærk stat, racismen som folkets rus, førerkulten som erstatning for Hitlers mislykkede kunstneriske ambitioner… Men igen synes konsekvenserne af at vælge denne option ødelæggende. Holocaust som en nærværende erindring var måske netop det, der bragte Europa fred i mere end 50 år. Endvidere har Holocaust givet os paradigmet for ondskaben som andet og mere end en mangel og brist – og måske netop derved skabt et moralsk og politisk beredskab over for denne, hvor end den måtte findes.

Den italienske filosof Giorgio Agamben afviser begge disse alternativer for at udforske et tredje. I dette tredje alternativ fremstilles Holocaust ikke som et mysterium, der undslipper ethvert forsøg på italesættelse, og der gives heller ikke fuldt og helt efter for ønsket om en udtømmende forståelse. Den eneste vej frem består i at undersøge det rum, som åbner sig mellem de to muligheder (Agamben 1999: 13). Auschwitz er for Agamben selve den historiske videns apori; en apori som består i, at fakta og sandhed, verifikation og forståelse aldrig kan være sammenfaldende (Agamben 1999: 12). Begrebet apori stammer fra Aristoteles, der med dette begreb sigtede til situationer, hvor to argumenter fremstod som ligeværdige og lige overbevisende, men som ikke begge kunne være gyldige på én og samme tid. Aporibegrebet sigter til, at der måske findes en spænding, som etikken, erindringen og det politiske fællesskab ikke kan eksistere uden. For Agamben består Holocausts apori i, at vi må bære vidnesbyrd til noget, som det er umuligt at bringe vidnesbyrd til. Erindring er umulig, men imperativ.

Agamben hævder i sit værk Homo Sacer, at lejrene udgør det modernes nomos (1998: 166-180). Hermed skal ikke forstås, at vi alle lever i koncentrationslejre, men at lejren i ekstrem form blotlagde en logik af mere almen karakter. Denne logik er den biopolitiske produktion af nøgent liv; et liv tømt for indhold og egenværdi. Agambens bærende metodiske princip er, i forlængelse af Carl Schmitt (og Søren Kierkegaard), at undtagelsen forklarer det generelle såvel som sig selv (Agamben 1998: 15). En undersøgelse af undtagelsestilstanden og den materielle formning af dette princip, nemlig koncentrationslejren, er derfor kongevejen til en forståelse af det moderne vilkår. I det værk, der diskuteres i dette kapital, nemlig Remnants of Auschwitz – The Witness and the Archive (1999), benytter Agamben samme metodiske greb, men denne gang med henblik på at udforme en etik, som kan matche dette vilkår. Hvor Agamben i Homo Sacer diskuterer den romerretslige figur af samme navn, det liv som kan dræbes, men ikke ofres (den bandlyste, den landflygtige, banditten, varulven…), danner lejrenes levende skeletter i Remnants of Auschwitz baggrund for udformningen af en etik, som beskytter det nøgne liv.

Muselmanden var reduceret til en ren kropslig eksistens og således til et menneske, der i gængs forstand må forstås som uden værdighed. Muselmanden har mistet alt: Sit selv, evnen til at fortælle og dermed også evnen til at bære vidnesbyrd. Agamben forkaster derfor værdigheden, friheden, valget og humaniteten som grundlaget for en etik, der værner individet mod biopolitiske overgreb. Etikken må i stedet tage udgangspunkt i det nøgne liv. I denne forbindelse bliver det centrale spørgsmål, hvordan muselmandens tavse bønner lader sig høre i dag. Vidnesbyrdet er vejen til at undersøge denne problematik. Muselmanden er uden mål, og erindringens problem er derfor helt parallelt med bevidnelsens problem. I begge tilfælde må italesættelsen og kommunikationen ske via stedfortræder. Vidnesbyrdet rummer således i sin kerne en uoverstigelig vanskelighed. De overlevende fra lejrene bar vidnesbyrd til noget, som man umuligt kan bære vidnesbyrd til (Agamben 1999: 13).

Agambens værk om Auschwitz intervenerer i en til tider meget livlig og aktuel debat. Der er selvfølgelig den akademiske debat, i hvilken forskellige etiske doktriner og betydningen af et passende svar på Auschwitz tages op til diskussion. Mindst lige så interessant er imidlertid den mere populære og almene diskussion af repræsentationen af Holocaust, sådan som den fx udspiller sig i forbindelse med film om Holocaust. Dette kapitel har som sit udgangspunkt et ønske om at lade disse debatter gensidigt befrugte hinanden. I forsøget på at holde sammen på denne dialog har jeg valgt at indskrænke mit fokus til Agambens bog om erindring som repræsentant for den akademiske debat og diskussionen omkring Roberto Benigni og Vincenzo Ceramis film Livet er smukt (La vita é bella), som repræsentant for en debat af mere offentlig karakter (Benigni & Cerami 1998). Denne gensidige befrugtning forhøjer indsatsen i forhold til begge diskurser. Gennem inddragelse af Agambens værk bliver det muligt på mere stringent vis at forbinde diskussionen af Livet er smukt med filosofiske diskussioner af erindring og etik. Og i forhold til Agambens værk kan Livet er smukt tjene som en test af hans etiks styrke. Livet er smukt fremstiller endvidere erindringens problem mere radikalt, end Agamben gør. Her drejer det sig ikke “blot” om de overlevendes beretninger, men om post-erindring sådan som den udøves af efterkrigsgenerationen. Endelig har dette møde mellem Agamben og Benigni til formål at åbne op for Agambens til tider hermetisk lukkede tekst. Remnants of Auschwitz er ikke noget let tilgængeligt værk, men via diskussionen af Livet er smukt bliver det muligt at liste Agambens indsigter ind ad bagdøren. Jeg lægger derfor også ud med Benignis film for derefter langsomt at give indsigterne og argumenterne en mere almen og abstrakt form.