Читать книгу Ondskab - Группа авторов - Страница 11

Jeg har tidligere anført et helt batteri af kritikpunkter, som kan rettes mod Benignis film. Alle disse var essentielt set variationer over ét og samme tema, nemlig at filmen misrepræsenterer Holocaust. Med Agamben kan vi imidlertid bevæge os hinsides denne kritik, for kritikken fejler allerede i sine forudsætninger. Holocaust kan ikke repræsenteres i al sin gru og hele sit væsen, da dette væsen netop består i at gøre det selv samme vidnesbyrd umuligt. I forlængelse heraf er røgen i filmens indledning og slutning (og den korresponderende scene i selve filmen – den hvor Guido vender hjem fra lejrmiddagen) ikke udtryk for en beskyttende distance til Holocaust, men snarere for en erkendelse af, at lejrens gru kun kan skildres indirekte. Filmen tematiserer med andre ord umuligheden af propert at skildre Holocausts rædsler.

Denne struktur fordobles i filmens narrative struktur. Som røgen markerer umuligheden af en direkte konfrontation med Holocaust, åbenbarer filmens slutning, at dens fortæller er Giosue, og at beretningen er hans forsøg på at erindre den far, som ofrede sig for ham (Ben-Ghiat 2001: 255). Benigni selv har fortalt, at filmen i en vis grad er selvbiografisk. Benignis far, Luigi, tilbragte efter ophøret af alliancen mellem Tyskland og Italien to år i en tysk arbejdslejr. Da han efter krigen til sine børn fortalte om sin tid i fangenskab, forsøgte han altid at skåne dem for viden om arbejdslejrens sande gru. Hans fortællinger var ikke lidelsesberetninger, men altid præget af humor og anekdoter (Ben-Ghiat 2001). Det er evident i Livet er smukt, at Benigni har ønsket at gentage denne tilgang til skildringen af Holocaust.

Filmen er endvidere et forsøg på at udfylde de huller, som Benigni oplevede i sin fars beretning fra lejren. Som Benigni reflekterer over sin families skæbne under Holocaust, reflekterer Giosue over faderens handlinger og væsen. En sådan form for erindring, der ikke gør krav på vidnesbyrdets autenticitet, er sårbar over for kritik. Men jeg er helt enig med Kertész, når han skriver følgende: “Jeg har bemærket, at Benigni, filmens skaber, er født i 1952. Han repræsenterer en ny generation, som tumler med spøgelset fra Auschwitz, og som har modet (og også styrken) til at vedkende sig denne bedrøvelige arv” (Kertész 2001: 272, egen oversættelse).

Man kan sige, at der eksisterer et mystisk og usynligt bånd mellem Benigni og Auschwitz. Det er netop et sådant bånd, Agamben sigter til, når han giver sin bog undertitlen “Remnants of Auschwitz”. “Remnant” er et teologisk og messiansk begreb. Det betegner det, der ikke går til grunde – en rest af fortiden, som altid er med os: “Ånden fra Auschwitz” med Kertészs formulering. Ordet “remnant” optræder fx i den bibelske fortælling om Esajas som shear yisrael (bærer af Israels ånd) og Amos som sherit Yousef (bærer af Josefs ånd) (Agamben 1999: 162). Parallellen til forholdet mellem muselmanden og den overlevende, mellem den druknede og den frelste, ligger lige for:

I forestillingen om en ånd fra fortiden [remnant], falder vidnesbyrdets og messianismens apori sammen. På samme vis som Israels ånd [remnant of Israel] hverken henviser til et folk eller en del af det, men til det manglende sammenfald mellem helhed og del, og nøjagtig som messiansk tid hverken er historisk tid eller evigheden, men det brud, som adskiller de to, på denne vis er Auschwitz’ ånder [remnants of Auschwitz] – vidnerne – hverken de døde eller de overlevende, hverken de druknede eller de frelste. De er, hvad der forbliver imellem dem (Agamben 1999: 163f; egen oversættelse).

“Ånden fra Auschwitz” er altså hverken inkarneret i dem, som døde i gaskamrene, eller dem, som overlevede, men i det bånd, der eksisterer mellem den druknede og den frelste. Det er i denne sammenhæng centralt, at “Guidos” navn er afledt af det italienske “guidare”, som betyder at lede nogen. Guido leder Giosue ud af lejren – leder ham mod forløsningen. Giosue bliver hermed bærer af “ånden fra Auschwitz”. Han bærer vidnesbyrd om farens, Guidos, handlinger. Interessant er det, at Giosue i bibelsk sammenhæng er den, der ledte jøderne sikkert ind i det forjættede Kanaens land. Endvidere henviser Giosues kaldenavn, Joshua, til den bibelske leder Josef, der forhindrede jødernes udslettelse ved at lede dem gennem ørkenen (Viano 1999: 60). Men hverken Benigni eller Agamben stopper her. For dem er vi alle efterkommere af Auschwitz. Og alle er vi forpligtede til at bære vidnesbyrd.