Читать книгу Ondskab - Группа авторов - Страница 3

Følelsen af at “verden er af lave”, og at “ondskaben er over os”, har altid været en del af menneskets bevidsthed og er ikke kun et moderne fænomen. Ikke desto mindre synes ondskabsbegrebet stadig oftere at have aktualitet og i stadig flere sammenhænge at blive integreret i vores hverdagsliv. Det virker med andre ord, som om ondskabsbegrebet bliver mere og mere relevant i almindelige samfundsmæssige og politiske kontekster. Man kan således argumentere for, at der i forhold til ondskabsbegrebets relevans er sket en forskydning fra en religiøs til en politisk diskurs, som betyder, at ondskabsbegrebets anvendelse i det moderne, sekulariserede samfund bliver stadig mere relevant. Hvad enten der er tale om ekstreme politiske fænomener som folkedrab og terrorisme, om sociale forhold, hvor individet krænker samfundets love og regler, eller om moralske spørgsmål omkring, hvordan vi bør handle, når vi møder ondskaben, synes ondskabsbegrebet stadig oftere at blive anvendt til at give mening til det, der principielt er meningsløst, og til at beskrive det, der principielt er ubeskriveligt.

På grund af ondskabens principielle ubegribelighed og tilsyneladende fornuftsoverskridende karakter er den på én gang omgærdet af en mystisk tiltrækning og en frastødende rædsel – et fænomen vi på én gang ønsker at udforske og samtidig søger at udslette og undvige. Til trods for at vi konstant støder på fænomener i verden, som vi har vanskeligt ved at forstå uden at beskrive dem som onde, har den moderne politiske og filosofiske tænkning hidtil været kendetegnet ved en betydelig berøringsangst over for ondskabsbegrebet. Dette kan blandt andet tilskrives begrebets religiøse og ofte nærmest middelalderlige konnotationer, som står i kontrast til oplysningstænkningens forestillinger om frihed, individets myndiggørelse og de videnskabelige, kulturelle og civilisatoriske fremskridt. I et oplysnings- og fornuftsperspektiv betragtes anvendelsen af begrebet ondskab derfor ofte med betydelig skepsis; som et uvidenskabeligt og useriøst residualbegreb, der ikke kan anvendes til seriøs refleksion over empiriske forhold. Det er ambitionen med denne bog at sætte parentes om denne skepsis og i stedet tage ondskabsbegrebet alvorligt ud fra et empirisk såvel som fra et teoretisk perspektiv. Ondskabsbegrebet vil i bogen blive belyst i en politisk-filosofisk diskurs i form af en række analyser af, hvorledes ondskaben afslører sig gennem konkrete problemstillinger, fænomener og hændelser.

Bogens interesse for ondskab går dermed videre end den rent filosofiske og teoretiske forståelse af begrebet, der kendetegner de fleste værker, som hidtil har beskæftiget sig med ondskab. Det overordnede omdrejningspunkt i denne bogs otte kapitler er den empiriske analyse af ondskabens tilsynekomster og ondskabsbegrebets konkrete anvendelighed som begreb og forståelseskategori i forhold til konkrete fænomener. Den filosofiske og teoretiske diskussion af ondskab indgår i antologiens analyser i det omfang, den bibringer en refleksion til de empiriske analyser, der illustrerer ondskaben i forskellige politiske, sociale og kulturelle sammenhænge. Ondskab skal således i dette perspektiv opfattes som et aktuelt og empirisk begreb, der holdes i live af ondskabens mangfoldige tilsynekomster i en verden, vi alle genkender – fra ekstremer som vold, folkemord, tortur og terror til trivielle og almenmenneskelige fænomener og tilbøjeligheder som bagvaskelse, ligegyldighed og hensynsløshed.

At anvende begrebet ondskab som en samlebetegnelse for denne mangfoldighed af fænomener, forudsætter en implicit forestilling om, at der er “noget”, der gør sig gældende bag ved ondskabens fremtrædelsesformer – at ondskaben er noget, vi kan identificere, hvad enten det måtte være i menneskelige handlinger og intentioner, i samfundsmæssige strukturer og processer eller i en skjult metafysisk substans. Formålet med antologien er ikke at formulere en endelig stillingtagen til dette “noget” – endsige at postulere, at ondskaben nødvendigvis kan reduceres til én grundform. Det er ligeledes ikke hensigten at tage afgørende stilling til det klassiske spørgsmål om, hvorvidt ondskaben har en selvstændig eksistens eller kun findes som fravær af det gode. Hensigten er i stedet at vise, hvordan ondskabsbegrebet kan bibringe refleksion over konkrete og genkendelige problemstillinger, fænomener og hændelser.

Bogens bidragydere anvender således ondskabsbegrebet til i et politiskfilosofisk perspektiv at analysere konkrete hændelser og fænomener; et perspektiv, der nok kan betragtes som provokerende. Det skyldes ikke kun, at ondskabsbegrebet som nævnt sjældent anvendes til en videnskabelig analyse af den empiriske virkelighed. Perspektivet er ligeledes provokerende, fordi det medfører en refleksion over effekten af selve ondskabsprædikatet, dvs. en refleksion over, hvorvidt selve italesættelsen af noget eller nogen som ondt i sig selv potentielt rummer en fare. Den nazistiske antisemitisme og gennemførelsen af Holocaust er det klassiske eksempel på, at selve bestræbelsen på at ville det til en given tid ideologisk definerede “onde” til livs – det være sig jøden, terroristen eller den etniske Anden – i sig selv kan udmunde i et vanvidsprojekt. Bekæmpelsen af den konkrete ondskab kan med andre ord anvendes til at retfærdiggøre handlinger, der i sig selv kan betragtes som onde. Ondskabsbegrebet anvendes således på forskellig vis til meningsfyldt at beskrive, begrebsliggøre og reflektere over de politisk og menneskeligt forårsagede grusomheder, som fandt sted under fx Holocaust, og som vi – om end på en mindre ekstrem måde – til stadighed genfinder både i den politiske og den personlige hverdag.

Bogens bidrag afspejler fra forskellige vinkler spændingsfeltet mellem ondskab som et konkret fænomen med konkrete effekter på den ene side og på den anden side den diskursive anvendelse af ondskabsbegrebet og de konsekvenser, dette kan have. De forskellige kapitler giver en række bud på, hvorledes brug af ondskabsbegrebet kan være frugtbart i forhold til at forstå politiske, kulturelle og sociale fænomener. Samtidig forholder bidragyderne sig kritisk til anvendelsen af ondskabsbegrebet inden for forskellige diskurser, for så vidt som det ofte bidrager til at skabe en bestemt opfattelse af den Anden.

En af bogens centrale pointer er, at ondskab kan betragtes som et essentielt politisk begreb på to afgørende måder: På den ene side henviser ondskab til et substantielt, politisk-praktisk problem, hvor mødet med ondskaben potentielt ødelægger den politiske, kulturelle eller sociale orden. Ondskaben repræsenterer et brud på selve de regler, normer og grænser, der skaber tillid mellem mennesker. Mødet med ondskaben er derfor altid en traumatisk erfaring, forbundet med tab, død, lidelse, fortrængning og forvirring. Ikke desto mindre er vi tvungne til at forholde os til ondskaben, fordi den – måske endda i stigende grad – bliver brugt til at skabe mening i det meningsløse og beskrive det ubeskrivelige. På den anden side fungerer ondskab som en semantisk figur, hvis inkorporering i sproget afspejler en særlig iagttagelsesmåde og politisk mentalitet. Alene det, at noget italesættes som ondskab, kan få konsekvenser i en politisk kontekst. Det er altså ikke uproblematisk at anvende ondskabsbetegnelsen inden for fx politiske diskurser. Ikke desto mindre bliver ondskabsbegrebet anvendt mere eller mindre bevidstløst, som prædikat for den Anden – det være sig terroristen, den kriminelle eller den politiske modstander – og tjener dermed til at give en politisk kamp mening og legitimitet. Det er ikke mindst med henvisning til denne iboende fare for dæmonisering af den Anden, som anvendelsen af ondskabsbegrebet inden for de politiske diskurser unægteligt rummer, at ondskab er blevet afvist som et begreb med relevans for analyser af samfundsmæssige problemstillinger, fænomener og hændelser. Flere af bogens bidragydere henviser da også implicit og eksplicit til denne fare, men fastholder samtidig nødvendigheden af at tage ondskabsbegrebet alvorligt – både som et politisk-praktisk problem og som en semantisk figur.

Det fokus, som binder de enkelte kapitler i antologien sammen, er dels en fælles reference til det politiske i bred forstand – om end anskuet fra forskellige teoretiske og videnskabelige perspektiver – og dels at hvert kapitel sætter fokus på en konkret problemstilling, et fænomen eller en hændelse, som viser ondskabsbegrebets empiriske relevans. Bogen er struktureret sådan, at de enkelte bidrag leverer svar på fire overordnede spørgsmål. Det første spørgsmål handler om, hvordan vi filosofisk og historisk kan forholde os til ondskaben, herunder hvordan vi etisk kan tage stilling til og reflektere over den konkrete ondskab, som vi konfronteres med. Dette er fx den ondskab, som vi historisk har måttet forholde os til efter Holocaust eller mere aktuelt den moderne internationale terrorisme, som eksempelvis terroraktionen mod Skole nr. 1 i Beslan i 2004. Det andet spørgsmål er, hvordan vi politisk og etisk kan reagere på onde hændelser og handlinger, dvs. hvad kan og bør vi gøre som individer og som samfund, når vi møder ondskaben? Dette spørgsmål handler fx om den behørige reaktion på overtrædelser af menneskerettighederne og i forlængelse heraf, hvordan og med hvilket formål ondskab straffes i et moderne samfund. Det tredje spørgsmål, der behandles, er, hvilke effekter anvendelsen af ondskabsbegrebet har i politiske og samfundsmæssige diskurser. Spørgsmålet er her, fx hvordan italesættelse af den Anden som ond legitimerer politiske indgreb over for fx kriminelle eller terrorister. Endelig er det sidste spørgsmål, hvordan vi filosofisk-teoretisk kan give ondskaben og ondskabsbegrebet mening i et sekulariseret samfund, herunder hvilke samfundsmæssige implikationer forskellige ondskabsopfattelser kan have.

Bogens første spørgsmål om, hvordan vi kan og bør forholde os i mødet med ondskaben, er ikke mindst knyttet til diskussionen om Holocaust. Nazisternes systematiske umenneskeliggørelse og udryddelse af ikke mindst jøderne betragtes ofte som det, der kommer tættest på en åbenbaring af ondskaben i sig selv. Den filosofisk-teoretiske refleksion over Holocaust anvendes derfor ofte som et privilegeret referencepunkt for diskussionen af ondskab. Erindringen om Holocaust er i dag en integreret del af det moderne menneskes bevidsthed og er som sådan en ondskab, der ikke må negligeres eller glemmes. Aktuelle politiske diskussioner om fx Holocaustbenægtelse og diskussionen af Holocausts status som enten en unik hændelse eller et folkemord blandt mange, vidner til stadighed om betydningen af Holocaust som essentiel i diskussionen af ondskab.

I bogens første kapitel, Erindring og historicitet – omkring Roberto Benignis Livet er smukt og Georgio Agambens Remnants of Auschwitz, diskuterer Carsten Bagge Laustsen, hvordan Holocaust har skabt en særlig bevidsthed om ondskab og som følge heraf en etisk fordring om erindring af Holocaust. Problematikken om, hvordan Holocaust erindres, blev genstand for en offentlig debat i forbindelse med Roberto Benigni og Vincenzo Ceramis film, Livet er smukt. Laustsen analyserer filmens fortællingsform og receptionshistorie med udgangspunkt i Agambens etiske filosofi. Han påpeger, at Holocaust på den ene side er en integreret del af det moderne menneskes erfaringsrum – en hændelse, vi ikke kan og ikke må glemme – og på den anden side repræsenterer et fænomen, som vi ikke kan komme overens med, og som ligger hinsides vores forståelse. Dette gør problematikken om erindringen af Holocausts ondskab til et særdeles vigtigt, men prekært anliggende. Diskussionen er præget af to toneangivende positioner, der enten fastholder Holocaust som et folkemord blandt mange andre, eller som en ondskab, der er unik og hinsides al historie og formidling. Holocaust-erindringen i Livet er smukt, og ikke mindst filmens humoristiske tilgang til erindringen om ondskaben, synes at udfordre begge disse positioner. Med udgangspunkt i Agamben forfægter Laustsen i stedet det standpunkt, at Holocaust hverken må traumatiseres eller trivialiseres, men at vi er tvunget til at bære vidnesbyrd om en nærmest utænkelig ondskab.

Spørgsmålet om, hvordan vi kan forholde os til mødet med ondskaben, har endvidere fået fornyet relevans i den offentlige debat i starten af det 21. århundrede, hvor ondskabsbegrebet er blevet anvendt i offentligheden til både at forklare og bekæmpe intensiveringen af den internationale terrorisme. Den politiske og folkelige tendens til at sammenstille terrorisme med ondskab har affødt en række ofte ophedede politiske og filosofiske diskussioner om berettigelsen af en sådan anvendelse af ondskabsbegrebet. I bogens kapitel to, Syg, sær eller blot saglig? – Om den filosofiske kommentar til konkret ondskab, diskuterer Thomas Brudholm problematikken om, hvordan filosofien og filosoffer kan forholde sig til og bidrage til forståelsen af det konkrete møde med ondskaben. Foranlediget af terroraktionen i Beslan i september 2004 blev to danske filosoffer spurgt om, hvorvidt det, der var sket, havde noget med ondskab at gøre. Deres kommentarer gav anledning til sarkastiske og vrede læserbreve om filosoffernes nihilistiske, kolde og syge perspektiv på terroraktionen. Det kan være fristende, men ifølge Brudholm ligeledes forhastet, at fremstille mediedebatten som et sammenstød mellem følelser og fornuft. Thomas Brudholm ser i kapitlet tilbage på debatten for at diskutere de problemer, som den filosofiske refleksion konfronteres med, når den står over for en konkret og tilsyneladende ondskabsfuld handling. Kapitlet drejer sig grundlæggende om, hvad det vil sige “at forholde sig filosofisk”, og om hvordan det kan forenes med en etisk og metodologisk ansvarlig respons på konkrete og potentielt ondskabsfulde handlinger, der faktisk har fundet sted.

Spørgsmålet om den behørige respons på og reaktion over for onde hændelser og handlinger ligger i forlængelse af spørgsmålet om, hvordan vi bør forholde os til ondskaben, og rummer en politisk og etisk fordring til både samfundet og dets individer om aktiv handling og respons. Dette spørgsmål tages op fra to forskellige vinkler i bogens kapitel tre og fire. I kapitel tre Ondskabens senmoderne svøbe – en sociologi om passiv observation og aktiv overvindelse af ondskab, anskuer Michael Hviid Jacobsen og Keith Tester ondskaben som et politisk-praktisk problem i form af en sociologisk analyse af overtrædelser af menneskerettighederne. De systematiske overtrædelser af menneskerettighederne, som finder sted overalt i verden i dag, beskrives her som ondskabens særlige sen- eller postmoderne vilkår; som en særlig form for legemliggørelse af ondskaben, som synes at blive stadig mere konkret, håndgribelig og jordnær. Erkendelsen af, at menneskelig lidelse i dag i overvejende grad er udtryk for menneskeligt påført ondskab, rummer en fordring om aktiv indgriben. Men samtidig med den stigende bevidsthed om ondskab, som følger af massemediernes omfattende eksponering af ondskaben og individualiseringens stigende refleksivitet, opstår der en stigende magtesløshed. Mennesker bliver distancerede tilskuere til ondskaben. Afstanden mellem at se og vide og at handle er afgrundsdyb og lammer os som moralsk handlende individer. Artiklen diskuterer de etiske konsekvenser af en sådan situation, hvor menneskets rolle ændres fra at være aktiv moralsk aktør til passivt betragtende tilskuer. Det problematiske ved ondskaben i dag er ikke kun, at den findes, men at samfundet og individet bliver handlingslammet af dens uoverskuelighed, og at alt for få tager fordringen om aktiv respons over for ondskaben alvorligt.

I forlængelse af denne problematik behandler Søren Flinch Midtgaard i kapitlet Ondskab og straf i Lars von Triers Dogville spørgsmålet om ondskab og straf på baggrund af en kantiansk moralfilosofisk diskussion af den form for ondskab, som kommer til udtryk i filmen Dogville. Analysens hovedvægt er på hovedpersonen Graces valg: At nedkalde sin radikale straf over Dogvilles beboere i filmens slutscene. Gennem en applicering af Kants kategoriske imperativ argumenteres der for, at Graces handling ikke er ond, men god – i hvert fald i en kantiansk moralfilosofisk betydning. Artiklen behandler ligeledes i bredere forstand spørgsmålet om, hvilke former for respons, som fx straf, vi moralsk er forpligtet til at iværksætte i mødet med ondskaben. Midtgaard sammenkobler således Kants kategoriske imperativ med en fordring om nødvendigheden og ønskeligheden af straf. Vi er ifølge Midtgaard ikke bare moralsk berettigede, men også moralsk forpligtede til at straffe ondskaben for at håndhæve visse universelle principper, herunder forestillingen om en fælles menneskelighed.

Hvor de ovenstående kapitler kan siges at behandle ondskab som et konkret politisk- praktisk problem, fokuserer bogens femte og sjette kapitel på ondskabsbegrebet som en semantisk figur, og på effekten af ondskabsbegrebets anvendelse i de samfundsmæssige og politiske diskurser – en effekt der ikke mindst bliver relevant, for så vidt som det udmunder i formuleringen af konkrete politiske strategier og teknologier. Christian Borch analyserer i kapitel fem, Kriminalitet og ondskab, forskellige måder, hvorpå kriminalitet og ondskab både historisk og i et nutidigt perspektiv er blevet sammenkoblet inden for kriminologien og i politiske diskurser om kriminalitet. Borch fremstiller fire forskellige historiske opfattelser af, hvori kriminalitetens og ondskabens rod og væsen består: Det være sig i en individuel moralsk mangel, en biologisk defekt, et ideologisk produkt eller i en given social ordens eksternalitet. Den diskursive analyse afslører, hvordan forskellige koblinger mellem kriminalitet og ondskab har resulteret i konkrete politiske strategier og teknologier til bekæmpelse af det eller de kriminelle onde. Artiklens historisering af ondskabsbegrebet inden for kriminologien giver ligeledes en forståelse af den kontingens, der danner baggrund for de ondskabsbilleder, der kendetegner vor tids kriminalitetsforståelser.

Lars Fr.H. Svendsen giver i kapitel seks, Gør krig os alle til fascister, en analyse af konsekvenserne af at anvende ondskabsbegrebet inden for politiske diskurser. Filmen Starship Troopers danner udgangspunkt for en problematisering af fascismen som politisk ideologi og i forlængelse heraf en kritik af den amerikanske antiterrorpolitik efter angrebene på World Trade Center den 11. september 2001. Ifølge Svendsen er den amerikanske antiterrorpolitik og den medfølgende retoriske dæmonisering af den Anden, udtryk for en (misforstået) antagelse om, at der findes mennesker, der gør det onde, fordi det er ondt. Ikke desto mindre er netop opfattelsen af, at den Anden er drevet af dæmonisk ondskab, central i de konkrete politikker og retorikker, som er blevet implementeret i USA efter den 11. september 2001. Fjenden dæmoniseres og karakteriseres som absolut ond. Svendsen argumenterer for, at Verhoevens påstand om, at krigen gør os alle til fascister, er interessant, men utilstrækkelig for at forstå den amerikanske antiterrorpolitik. I stedet argumenterer han for, at krigen – i dette tilfælde krigen mod terror – ikke opstår i et tomrum, men derimod næres af et på forhånd eksisterende dualistisk verdensbillede og en apokalyptisk ideologi, hvor den dæmoniske ondskab ikke kan bekæmpes gennem politiske reformer og forhandlinger, men skal overvindes ved den totale – og ifølge Svendsen umulige – udslettelse af det og de onde. Svendsens argument er ikke, at USA har udviklet sig til en fascistisk stat, men at den aktuelle amerikanske antiterrorpolitik indikerer et væsentligt skridt bort fra den liberale stat. Udviklingen er interessant, fordi den amerikanske antiterrorpolitik paradoksalt forbryder sig mod de liberale og universielle principper, som den søger at beskytte, dvs. moralske principper om en fælles menneskehed, ideologiske principper om civile rettigheder og politiske principper om individets frihed.

Hvor ondskabens tilsynekomst i forskellige konkrete hændelser og fænomener har været det centrale element i de ovennævnte bidrag, leverer bogens sidste kapitler to forskellige bud på en filosofisk-teoretisk forståelse af ondskab. Afgørende for begge synspunkter er, at måden vi tænker og forstår ondskab på, har en afgørende betydning for den måde, hvorpå vi forholder os til og reagerer over for ondskab. Den filosofiske forståelse af ondskab har med andre ord politiske konsekvenser.

I kapitel syv, Ondskabens tvetydighed – en teologisk diskussion af ondskabsbegrebets relancering i filosofi og politik, kaster Bo Kristian Holm et teologiskfilosofisk blik på ondskabsbegrebets relancering. Ifølge Holm kan ondskabs-begrebets relancering inden for den politiske diskurs, som fx er tydelig på det amerikanske udenrigspolitiske område, betragtes som udtryk for en sammenkobling mellem en sekulær fremtidsoptimisme og en religiøs apokalyptik. Denne relancering kan derfor ikke undgå at få religiøse træk i retning af en milleniaristisk og dualistisk verdensopfattelse med tendens til at reducere verden til en kampplads, hvor det gode og det onde, som entydigt bestemmelige aktører, bekæmper hinanden. Tendensen til at identificere modstanderen som den onde skaber sammen med forestillingen om, at det onde rent faktisk kan overvindes, en farlig position.

I forhold til den politiske diskurs er diskussionerne af ondskabsbegrebet inden for den filosofiske diskurs fortsat i høj grad struktureret omkring referencen til Holocaust. Holocaust anvendes i filosofien som eksempel på den radikale ondskabs tilsynekomst i verden. Det skaber et behov for at gøre Kants begreb om det radikalt onde mere ondt og mere radikalt. Ifølge Holm medfører dette en substantialisering af ondskabsbegrebet, dvs. en forståelse af ondskab som en realitet med selvstændig eksistens. Dette står i modsætning til en privativ forståelse af ondskab som fraværet af det gode. Det substantielle ondskabsbegreb ender imidlertid ifølge Holm med at ligne en manikæisk, religiøs position, der tillægger det gode og det onde ligeværdig eksistens og dermed truer med at absoluttere ondskaben. Holms ærinde kan læses som et forsøg på at korrigere såvel det politiske som det filosofiske ondskabsbegreb med udgangspunkt i den kristne tænkning, som den kommer til udtryk hos ikke mindst Augustin og Luther. Kun med et ondskabsbegreb, der som det privative står i modsætning til en substantiel eller absolut dualistisk forståelse af ondskab, kan man fastholde tvetydigheden og kompleksiteten i verden.

Endelig giver Slavoj Žižek i bogens sidste kapitel Den ubevidste lov: Mod en etik hinsides det gode, en kritik af de gængse etiske positioner, som den moderne moralfilosofiske tænkning tilbyder til forståelsen af forholdet mellem godt og ondt. For at bryde med disse positioner, og ikke mindst som en radikalisering af Kants pligtmoral, benytter Žižek sig af Lacans begreb om det Reelle. Det Reelle er ifølge Lacan det ubegribelige, som henviser til den utilgængelige og forbudte Ting. Det Reelle betegner den fortrængte kerne i moralloven, som er sublim, men som på grund af sin ubegribelighed også er et angstobjekt. Formalismen i Kants moralfilosofi rummer ifølge Žižek et vist potentiale for, at mennesket kan handle etisk, idet Kant ikke leverer en konkret forskrift for, hvad det gode er: Subjektet kan dermed ikke legitimere sine handlinger med henvisning til et ideologisk begreb om det gode eller en objektivt pålagt pligt. Problemet hos Kant er, ifølge Žižek, at Kant ikke drager den logiske konsekvens af sin filosofi, idet Kant fejlagtigt afviser eksistensen af den dæmoniske ondskab, dvs. ondskab for ondskabens egen skyld. Den dæmoniske ondskabs eksistens betyder ifølge Žižek, at det på paradoksal vis bliver umuligt at skelne mellem ondt og godt, dvs. skelne mellem den dæmoniske ondskab for ondskabens egen skyld og morallovens etiske handling af pligt for pligtens egen skyld. Heri består netop morallovens fortrængte dæmoniske kerne, for i det øjeblik subjektet måtte opnå at handle af pligt alene, ville forskellen på godt og ondt blive udvisket, og subjektet ville blot handle som en livløs marionet og ikke som et frit væsen. Žižek formulerer heroverfor sit eget bud på en etik hinsides godt og ondt: “Den rette distances etik”, som er en fordring til selvbegrænsning og selvbesindelse i forhold til den ustyrlige drift, der tvinger individet til at gå hele vejen, og som ikke skyer nogen midler i bestræbelsen på at opfylde loven og nå frem til Tingen i sig selv.

Ideen til antologien udsprang oprindeligt af en konference, som vi arrangerede i regi af Kritisk Profil, en debat- og foredragsforening på Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet. Kritisk Profil var kilden til at vi overhovedet tænkte tanken om at udgive en antologi om ondskab som et politisk begreb. Vi er meget glade for, at vi her mødte ligesindede, og at der trods de beskedne omgivelser var højt til loftet. En særlig tak til Marie for hjælp i den indledende fase. Vi skylder ligeledes en stor tak til Claes, Rikke og Cecilie fra Aarhus Universitetsforlag, som har arbejdet entusiatisk for antologen fra første øjeblik. Vi er ligeledes taknemmelige for bidragsydernes tålmodighed og vedvarende opbakning til antologien. Det giver sig selv at I er antologien. Sidst men ikke mindst vil vi gerne takke Aarhus Universitets Forskningsfond og Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation for deres økonomiske støtte til antologien.

Helle Dam Sørensen & Sara Normann Thordsen

København, maj 2008