Читать книгу Ondskab - Группа авторов - Страница 6

Roberto Benignis Livet er smukt fra 1997 åbnes hovedkulds med Guidos (spillet af Benigni selv) entre. Sammen med sin ven Ferruccio (spillet af Sirgio Bini Bustric) er han i sin bil på vej mod en toskansk landsby. På vej ned ad bakken mod byen opdager de, at bilens bremser har sat ud. I fuld fart styrer de mod den festpyntede by, der netop den dag skal modtage kongen. Kongen er på vej, men bliver på grund af Guido og Ferruccios rasende fart overhalet. Da de nærmer sig den festklædte folkemængde, fægter Guido febrilsk og advarende med den ene arm. Borgerne misforstår dette og modtager Guido med det ekstatiske Heil Hitler, som var tiltænkt kongen. Filmens grundlæggende fortælling er hermed allerede antydet. Jøden Guido og hans folk styrer uomgængeligt mod katastrofen. Nok formår Guido at undvige mange af de forhindringer, han møder på sin vej, men kursen (mod Endlösung) står ikke til at ændre. Nu er det ikke sådan, at Guido ser specielt “jødisk” ud eller opfører sig specielt “jødisk”. Vi finder først ud af, at Guido er jøde, da de lokale fascistiske autoriteter begynder at behandle ham som en sådan.

Åbningsscenen ender nu ganske behageligt i en lille bondegård lidt uden for byen, hvor den bedårende Dora (spillet af Nicoloetta Braschi) i bogstaveligste forstand falder ned i hans arme, som var hun sendt fra himlen. Fra dette øjeblik er Guido besat af tanken om at erobre denne smukke prinsesse. Han benytter alle sine komiske tricks og i tillæg hertil ét, som Ferruccio har afluret tyskerne. Vilje hedder tricket, og dets ophavsmand er selveste Schopenhauer. Med sin viljes kraft formår Guido tilsyneladende at vende alle situationer til sin fordel (Ben-Ghiat 2001: 254). Første gang Schopenhauer bringes på banen, er i en kort samtale, umiddelbart før Guido og Ferruccio går til ro (de er lige ankommet til byen og har fået stillet en dobbeltseng til rådighed af en onkel). Adspurgt hvordan Ferruccio bærer sig ad med at falde så hurtigt i søvn, svarer han, at Schopenhauer er midlet. Han koger hurtigt hans filosofi ned til en forestilling om, at “jeg er, hvad jeg ønsker at være”. Som en anden hypnotisør forsøger Guido at få Ferruccio til at sove: “Sov, sov, sov”, mumler han, alt imens han jonglerer med sine fingre over Ferruccios hoved. Ferruccio siger godnat og lægger sig til at sove. Guido prøver sin teori en sidste gang: “Vågn op, vågn op”, og Ferruccio vågner. Guido er overrasket over hans nye knebs effekt. Ferruccio deler dog knapt hans begejstring – hvem ville ikke vågne, hvis der blev råbt “vågn op, vågn op” ind i deres øre?

Guido har i høj grad brug for sine komiske evner og sit Schopenhauertrick, for Doras udkårne er ingen ringere end den lokale partiboss. Til Guidos held skal han servere til Doras bryllup på hotellet. Den “muntre” samtale omkring bryllupsbordet handler bl.a. om børnenes regnefærdigheder (Dora er lærerinde i den lokale folkeskole). Skolens rektor refererer følgende opgave, som hun er stødt på i skolens undervisningsmateriale: En åndssvag koster 4,00 mark om dagen, en krøbling 4,50 mark og en epileptiker 3,5 mark. Givet at den gennemsnitlige udgift er 4,00 mark, og der er 300.000 patienter, hvor mange penge sparer staten så ved at eliminere disse? Rektoren er chokeret. Man kan da ikke byde syvårige børn et sådant vanskeligt regnestykke! Det er trods alt ikke tyske børn, vi her taler om! Doras kommende mand synes nu ikke, regnestykket er så vanskeligt, og han ganger hurtigt de 300.000 med fire. Dora selv er også chokeret, men i modsætning til de øvrige gæster er hun chokeret over den kølige indifference over for menneskeliv, som hendes kollegaer og kommende mand udviser. Da den første lejlighed byder sig, søger hun derfor kontakt med Guido og beder ham om at føre hende bort. Guido ankommer på sin onkels hvide hest, som faktisk er malet grøn og fyldt med dødningehoveder, skældsord og andre indikationer af, at den tilhører en jøde. Denne gang, som så mange andre, formår Guido at vende fascisternes trakasserier til egen fordel, og de to rider bort på onklens hest. Guido og Dora er lykkelige, og sammen får de sønnen Giosue (spillet af Georgio Cantarini).

Giosues opvækst præges dels af de trygge rammer, som hans forældre giver ham, og dels af fascismen, der gør familiens liv stadig mere besværligt. Guido gør dog sit til at skærme sønnen mod familiens trængsler. Da Giosue spørger sin far, om de ikke skal købe en chokoladekage, som Giosue har set udstillet i et butiksvindue, svarer Guido, at den sikkert ikke er en rigtig kage, og at de må se at komme videre. Giosue har dog fået øje på et skilt, som han læser: “Hunde og jøder ingen adgang”. “Far, hvorfor må jøder eller hunde ikke komme ind i butikken?” Og Guido svarer, at det er, fordi de ikke kan lide jøder og hunde, på præcis samme måde som isenkræmmeren ikke vil have spaniolere og heste indenfor og apotekeren kinesere og kænguruer. “Men far, hos os må alle da komme ind”, “ja” svarer faren, og spørger så, hvad Giosue ikke kan lide: “Edderkopper” svarer Giosue og Guido tilføjer, at han ikke bryder sig om visigothere. Så når de åbner butikken næste morgen, vil han lave et skilt, hvorpå der står, at edderkopper og visigothere er forment adgang. Guido har efter lange tovtrækkerier med de lokale fascistiske myndigheder fået lov til at oprette en boghandel. Han har dog ingen kunder og må derfor sælge alt til halv pris.

Da vi kommer til 1945, tager filmen et abrupt skifte. På Giosues seksårs fødselsdag finder Dora på vej hjem fra arbejde huset raseret. Hendes mand, søn og Guidos onkel er forsvundet. Hun finder dem efter kort tids søgen på den lokale jernbanestation, hvorfra de i kreaturvogne skal deporteres til en koncentrationslejr. Hun forsøger at overbevise de nazistiske myndigheder om, at der er sket en fejl, men får at vide, at det er der ikke, og hermed underforstås det, at hendes mand og søn ifølge racelovene er at regne som jøder. De står på listen, ergo må de være jøder. Da hun ikke kan få dem fri, beder hun om selv at komme på toget og får efter en smule tøven lov. Filmens anden del foregår nu i en ikke nærmere bestemt koncentrationslejr. Ved ankomsten bliver jøderne sorteret. Guidos onkel sendes grundet sin alder direkte i gaskamret, Dora sendes til kvindebarakkerne og Guido og Giosue til mandebarakkerne.

Guidos kærlighed til sin søn og kone står her i skærende kontrast til lejrens rædsler. Igen forsøger Guido at skærme sin søn mod nazismens realiteter. Til formålet har Guido opfundet en historie, som for sønnen forvandler lejrlivet til prøvelser i et kapløb med lejrens andre børn om først at vinde 1.000 point og dermed en tank. Giosue skal få den bedste fødselsdag, noget barn kan tænke sig! Guido har arrangeret det hele, nøjagtigt som hans far gjorde for ham, da han selv fyldte seks. Giosue bliver dog, efterhånden som lejrens rædsler åbenbarer sig, stadig mere skeptisk. Guido gør imidlertid sit yderste for at opretholde illusionen og risikerer her en del. Fx melder han sig frivilligt til at oversætte lejrreglementet, som en brysk soldat udråber til barakkens beboere. Lejrens tre vigtigste regler er, at man ikke må forsøge flugt, at alle ordrer skal adlydes uden spørgsmål, og at optøjer straffes ved hængning. Disse tre regler bliver i Guidos udgave til, at man mister alle sine point, hvis man græder, spørger om at se sin mor eller er sulten og spørger efter en snack.

Guido har naturligvis fattet situationens alvor og ønsker som sine medfanger at flygte. Han ser sin chance, da han bliver bedt om at servere ved et af lejrkommandanternes middagsselskaber. Her skal han møde en gammel kending, dr. Lessing (spillet af Horst Buchholz). Første gang vi i filmen introduceres for dr. Lessing, er seks år tidligere på onklens hotel, hvor Guido serverer for ham. Lessing spiser jævnligt i restauranten, alt imens han grubler over gåder, som han og en kammerat udfordrer hinanden med. Disse gåder er vanskelige (eller også er det Lessing, som ikke er specielt kvik), og han søger derfor ofte hjælp hos Guido. Den intelligente og humoristiske Guido forstår i den grad at charmere dr. Lessing, og filmen antyder et venskabeligt forhold mellem de to.

Anden gang vi møder dr. Lessing er således i koncentrationslejren, som Guido og hans familie er deporteret til. I sin egenskab af læge undersøger og sorterer han de nyankomne fanger – ofte værdiger han dem blot et blik – selektion som det også hedder. Guido forsøger, i det korte øjeblik dr. Lessing undersøger ham, at gøre doktoren opmærksom på, at han er Guido fra restauranten. Først husker doktoren ham ikke, men da han nævner en af gåderne, er han straks med. Guido undgår hermed med nød og næppe at blive sendt i “brusebadene”. Vi forventer herefter, at Guido bliver dr. Lessings “yndlingsjøde”; at der bag SS-officeren skjuler sig et menneske, der er i stand til at føle empati – om ikke andet så over for sine tidligere venner og bekendte.

Dette er forudsætningen for den tredje og sidste scene, hvor dr. Lessing og Guido igen mødes. Guido er, som nævnt, udvalgt til at servere ved en af lejrofficerernes overdådige middage. Han forstår umiddelbart sin “deltagelse” i middagen som Lessings forsøg på at hjælpe ham til flugt. Guido har derfor skjult Giosue mellem de tyske officerers børn, der lystigt fylder sig med slik og andre søde sager i et tilstødende lokale. Lessing forsøger flere gange at lave optrin, som gør det muligt for ham at tale ubemærket med Guido. Da det endelig lykkes, er formålet imidlertid at få Guidos hjælp til en urimelig svær gåde. Lessing martres sådan af denne gåde. Den driver ham til vanvid. Det er så ulideligt, at han nærmest småtuder. Guido må for himlens skyld hjælpe ham, så han kan få det bedre! Guido er naturligvis lamslået. Hvordan kan en velbjerget lejrofficer bede en fange om hjælp? Kontrasten til lejrens rædsler understreges yderligere, da Guido på vej hjem fra middagen farer vild i tågen og pludselig konfronteres med en bunke lig. Der er grænser for, hvor langt hans komiske talent og hans vilje kan bringe ham. Der er tidspunkter, hvor realiteten åbenbares i al sin gru.

Filmens sidste scene udspiller sig ved befrielsen. Langsomt tømmes lejren. Lastbiler kører væk med fanger, for at vende tomme tilbage. Af samtalen med lejrfangerne fremgår det, at tyskerne er ved at likvidere alle fanger. Guido gemmer derfor Giosue og begiver sig udklædt som en kvinde over mod kvindebarakkerne for der at lede efter Dora. Hun er imidlertid ikke at finde. På vej tilbage fra kvindebarakken bliver Guido fanget af tyskerne. Han føres bort og henrettes. Kort efter er hele lejren rømmet. Da også de få fanger, som har skjult sig og ikke er blevet opdaget, forlader lejren, kommer Giosue frem af sit skjul (Guido har befalet ham at blive der, indtil lejren er helt tømt for mennesker). Vi hører kort efter en rumlen, som bliver stadig stærkere, og endelig ruller en amerikansk tank ind i lejren. Giosue har vundet og dermed også tilegnet sig den tank, som Guido stillede ham i udsigt. Han hjælpes af de amerikanske soldater op på tanken, og sammen forlader de lejren. På vejen væk fra lejren får Giosue øje på sin mor på ladet af en lastbil. Filmen afsluttes med de tos gensyn. Som en epilog får vi at vide, at filmens fortæller er Giosue, og at filmen er beretningen om den far, som ofrede livet for ham.