Читать книгу Andre vinkler pa ledelse og organisation - Группа авторов - Страница 14

Hvordan kunne man på bare 5 år gå fra opfattelsen af, at der var for mange små og mellemstore virksomheder og nyetableringer til det modsatte, at der var for få? Den mest simple forklaring er, at svaret ligger i statistikkerne. Med udgangspunkt i tanken om de små og mellemstore virksomheder som den egentlige motor bag jobskabelsen, og at iværksætterne skulle ses som kilden til fornyelsen af erhvervsstrukturen, blev der i EU i starten af 1990’erne sat fokus på en beskrivelse af EU-landenes bestand af SMV’er og af den årlige tilvækst i form af nye virksomheder. Her blev både etableringsraten og overlevelsesraten skabt som mål for iværksætteraktiviteten, og det var i disse statistikker, at Danmark lå overraskende lavt (Eurostat 1994).

Det lave danske iværksætterniveau var imidlertid en konsekvens af, at Danmarks Statistik med afsæt i de (alt for) mange danske SMV’ere og nye virksomheder havde påbegyndt et unikt statistisk udredningsarbejde for at finde ud af, hvor mange af de nyregistrerede virksomheder der reelt var nye.

Baseret på det danske momsregister var det herefter muligt at identificere den nyetablerede virksomhed, der lige siden er defineret som et firma “som ikke har været drevet af en anden ejer, i anden ejerform, under andet firma eller af personlig indehaver, der allerede er registreret for momspligtig aktivitet”. (Danmarks Statistik 2003, s. 3).

Resultatet af udredningsarbejdet viste, at ud af den samlede tilgang til virksomhedsbestanden var det kun godt og vel 40 % af virksomhederne, der lå inden for definitionen af reelt nye virksomheder, resten var virksomhedsomdannelser, genstartere og rent administrative enheder, fx konkursboer og skuffeselskaber, jf. Bøegh-Nielsen m.fl. (1992).

Derved blev etableringsraten reduceret tilsvarende, og i stedet for en fornyelse af virksomhedsbestanden på omkring 12-14 % lå Danmark nu på beskedne 5-6 %. Da etableringsraten efterfølgende blev sammenlignet med lande, hvor det af registreringstekniske grunde ikke var muligt at gennemføre disse korrektioner, var der dømt frit fald på de internationale ranglister over virksomhedsetableringer.

De få kritiske røster, der blev rejst i Danmark om problemets reelle omfang og karakter, blev stort set overhørt. For eksempel da Møller og Nielsen (1996) argumenterede for, at den eksisterende debat var bygget på en række myter. Møller og Nielsen fremhævede blandt andet, at det var umuligt at udtale sig om etableringsraten i forhold til andre lande, da statistikkerne, der blev brugt til at understøtte argumentet, var usammenlignelige; et argument der tillige eksplicit blev fremført af Eurostat (1996, s. 57).

Endvidere påpegede Møller og Nielsen, at selvbeskæftigelsesgraden var et dårligt udtryk for iværksætteraktiviteten, idet faldet i antallet af selvstændige primært var forårsaget af et fald i antallet af landmænd, og at denne nødvendige strukturtilpasning intet havde at gøre med iværksætteri.

Argumenterne blev understøttet af Nielsen m.fl. (1997), der påviste, at alt afhængig af den valgte opgørelsesmetode kunne man få den danske etableringsrate til at svinge mellem 4 og 17 %, at antallet af selvstændige i byerhvervene lå på et meget konstant niveau over en 15 års periode, og at det i øvrigt var umuligt at udtale sig om de nye virksomheders overlevelsesevne i forhold til andre lande. For det første havde den nye danske opgørelsesmetode fjernet et stort antal virksomhedsomdannelser, for det andet var omsætningsgrænsen for, hvornår man skulle registrere en virksomhed, væsentlig lavere i Danmark end i alle andre lande, og for det tredje var og er Danmark det land, hvor det rent administrativt er mest enkelt, hurtigst og billigst at starte virksomhed. Disse tre forhold betød, at de nye danske virksomheder var mindre, mere hobbyprægede og mere sårbare end virksomheder etableret i andre lande.