Читать книгу Andre vinkler pa ledelse og organisation - Группа авторов - Страница 6

Danmark præsterede op gennem sidste halvdel af 1900-tallet at udvikle sig til ét af verdens rigeste og mest velfungerende industrisamfund. Kaj Holgers radio- og fjernsynsfabrik fra TV-serien Krøniken var én af de mange tusinde og effektive produktionsvirksomheder, som vi dengang etablerede. Mange af disse virksomheder findes ikke mere – i Danmark. De findes uden for Danmarks grænser, hvor man nu er optaget af det samme, som vi dengang var optaget af, nemlig at producere mange flere materielle produkter – og meget mere uddannelse – til mange flere mennesker og til stadig lavere styk-omkostninger. Vi kaldte det effektivitet og velstand. Effektiviteten førte bl.a. til det, som vi i dag kalder ensidigt gentaget arbejde (EGA). Og til ensidige uddannelser, hvor vi behandler alle ens, selv om vi godt ved, at alle er forskellige. Vi tester de studerende og eleverne med de samme tests og stiller de samme krav til dem, uagtet at de er så forskellige og har så forskellige kompetencer, som mennesker nu engang er og har. Ud af det er der kommet faggrænser, korte, lange, mellemlange, høje, lave, tynde og fede uddannelser i én uendelighed. Og dermed basis for diskrimination og bedreviden.

Sproget er et spejl og en spændetrøje. Ord slides. Begreber ældes. Talemåder uddør. Men det går langsomt. Vi taler om højere uddannelser. Vi taler om højt uddannede mennesker. Og når nogen er højt uddannet, så er der andre, der ikke er det, og de er så lavt eller kort uddannede. Vi taler om akademiske uddannelser. Jeg kender masteruddannelser i Danmark, hvor selvglade og opblæste professorer råber ind i de nye masterstuderendes stakkels hoveder, at de skal være klar over, at dette er en akademisk uddannelse, at det foregår i et akademisk miljø, og at alt andet er bullshit. Hvis der er noget, mange af disse uddannelser ikke er, så er det at være akademiske. Da jeg første gang mødte de masterstuderende var de skræmt fra vid og sans. “Er det akademisk nok”, spurgte de om ét eller andet helt enkelt. “Vi er bange for, at det ikke er akademisk”, sagde de. Det er beskæmmende.

På Kaj Holgers tid standardiserede, synkroniserede, mekaniserede, automatiserede og robotiserede vi så meget, at alt blev ens og effektivt. Vore virksomheder, skoler, uddannelser – alt sammen skulle være ens og effektivt. I en sådan standardiseret verden er det ikke sjovt at være forskellig fra standarden, for så falder man uden for. Sådan er der mange mennesker i det danske samfund, der er og holdes uden for. Det er ikke hundrede, eller tusinder – det er mange titusinder af mennesker, der ikke får lov at deltage i værdiskabelsen i samfundet. Det er ikke holdbart. Vi hylder som tidligere omtalt en række principper og værdier, men nogle af dem har netop den følge, at vi ekskluderer en række mennesker fra det lukkede og rensede fællesskab.

I dag er det andre tendenser og principper, der møder os. Vi skal fortsat gøre meget, som i industrisamfundet, herunder automatisere og standardisere, men vi skal også tage hensyn til den digitaliseing, globalisering, liberalisering, immaterialisering og individualisering, der finder sted. Derved bliver automatisering og standardisering til noget andet. Vidensamfundet bliver ikke et rigtigt vidensamfund, før rummelighed, mangfoldighed eller inklusion bliver det normale, bliver styrken, eller bliver en del af styrken. Det modsatte af mangfoldighed er enfoldighed. Når man har at gøre med maskiner er det fornuftigt med ensretning, enfoldighed og masser af det samme. Når man har at gøre med mennesker, forholder det sig helt anderledes.

Danmark skal noget andet – nu. Vi skal finde en anden identitet. Hvor Kaj Holgers tid var en maskin-periode for Danmark i den forstand, at det var maskiner, der var nøglen til at producere de mange radio- og tv-apparater og alt det andet, vi havde behov for eller lyst til, så er det nu mennesker, der er det helt afgørende. Mennesker, der udfolder sig. Mennesker, der kan og vil noget. Danmark skal leve af mennesker. Vi går fra en simpel arbejdsdeling i industrisamfundet til en meget mere kompleks arbejdsdeling og samarbejdsform i vidensamfundet. Jens Genefke er meget præcis både i sine skriftlige og mundtlige formuleringer. Jens Genefkes egen disputats, som han – karakteristisk for Jens – ikke finder anledning til at nævne i Kraks Blå Bog, var en øvelse i og et fornemt eksempel på dette. Også Jens Genefkes bidrag til Den Store Danske Encyklopædi var præget af sproglig stringens. Kan man tænke sig, at overgangsperioder, som den vi muligvis er inde i nu, vil være karakteriseret ved, at sproget vakler, og at vi må acceptere nye sproglige formuleringer, der ikke umiddelbart kan leve op til den traditionelle præcision? Eller er det blot en dårlig undskyldning for at bruge lidt upræcise formuleringer, sådan som det gøres i denne artikel? Gælder det altid, at det dunkelt sagte, er dunkelt tænkt?

Vi skal være kreative og innovative. Vi skal også være praktiske og effektive. Vi skal fortsat bygge huse og gøre rent; reparere biler og skovle sne. Undervise børn og voksne; have hospitaler og plejehjem. Producere redskaber og udstyr, mad og maskiner – alt muligt, men der er ét fælles: I stadig stigende omfang vil det være mennesker og menneskers virke sammen, der vil være det, der gør danske produkter og ydelser værdifulde og interessante. Derfor – og af mange andre årsager – skal alle – ikke bare hænder, men hoveder og hjerter, i arbejde. Det er én af de kæmpeudfordringer, som Danmark har nu. Vi skal have omstruktureret det lille, tætte, velorganiserede og velstrukturerede Danmark. Vi skal have skabt andre fysiske, organisatoriske, sociale og mentale strukturer, der gør det muligt at drage nytte af alle de mange tusinde mennesker, der i dag er sat helt eller delvist uden for samfundets værdiproduktion. Vi skal også have uddannet og videreuddannet mange, ja langt de fleste af os skal i fremtiden være under konstant videreuddannelse, og så skal det ikke hedde videreuddannelse, men blot uddannelse. Grunduddannelse bliver et livslangt fænomen. Man bliver aldrig færdig. Det oplever mange allerede. Mange flere skal vænne sig til, at det, vi kalder livslang læring, er noget reelt og nærværende. Fremtidens skole, uddannelse, læreplads, kompetenceudvikling – må man forestille sig – vil være helt anderledes indrettet og organiseret end i dag. Vi skal lære, at det er menneskers totale mængde af kompetencer, der skal respekteres, næres og udfoldes og ikke kun den brøkdel, som industrisamfundet nærede og udnyttede.

Danmark kan ikke blive et vidensamfund i verdensklasse, før alle, der kan, får mulighed for at bidrage med deres menneskelige, sociale, kunstneriske og faglige kompetencer. Vi skal være et lærende samfund. Men ikke nok med det. Vi skal også være et undervisende samfund i den forstand, at vi skal blive meget bedre til at lære fra os – alle sammen. Vi skal alle sammen være en slags lærer og alle skal være en slags elev. Og alle elever skal “behandles som sjældne og dyrebare planter, der skal have deres rette pasning og pleje for at udvikle sig og vokse”, som direktør Mikkel B. Rasmussen skrev i en artikel i Mandag Morgen. I stedet for taler vi om PISA-undersøgelser og om simple tests, som om det var aber og ikke mennesker, det drejede sig om. (En undskyldning til aberne).