Читать книгу Andre vinkler pa ledelse og organisation - Группа авторов - Страница 5
At møde fremtiden
ОглавлениеSteen Hildebrandt
Professor, Handelshøjskolen i Århus
Denne artikel er en fremtidshilsen til en 70- årig frontkæmper, der altid har bevæget sig rundt ude i fremtiden. Artiklen handler om vidensamfund, vanetænkning, tolerance og diskrimination. Om mentorskab og dialog. Om ledelse.
Danmark er på vej til at blive et vidensamfund – siger vi. Vi ankommer til dette nye samfund med mange gamle forestillinger, med vanetænkning og institutioner inden for erhvervslivets, kulturens, religionens og den offentlige administrations område. Og på den baggrund opdeler, opsplitter og diskriminerer vi på livet løs. På universiteter, hospitaler, kommunale og statslige administrationer og i private virksomheder af mange slags findes der en stille, både bevidst og ubevidst, effektiv og virkningsfuld diskrimination, der bl.a. handler om, at vi ringeagter og diskriminerer i forhold til hinandens uddannelser, fag, professioner, alder, køn, religiøs og kulturel baggrund, seksuel orientering mm. Vi har meget svært ved at rumme den anden, hvis den anden er forskellig. Vi taler meget om viden-, oplevelses-, kreativitets- og innovationssamfundet, men vi tænker og opfører os på mange måder, som vi gjorde på Kaj Holgers tid. Det praktiserede pædagogik- og menneskesyn på mange universiteter og såkaldt højere læreanstalter, skoler, virksomheder, hospitaler mm er på Kaj Holger- eller endnu lavere niveau. Vi er så helvedes kloge i Danmark, at vi er ved at sakke agterud. Noget af det, jeg har lært af Jens Genefke, er, at man skal kalde en skovl en skovl, og at man stundom godt må bruge stærke ord. Jeg gætter på, at Jens hader ordet “vidensamfund”.