Читать книгу Andre vinkler pa ledelse og organisation - Группа авторов - Страница 18

Benchmarking af iværksætterklimaet er ligeledes gennemført af OECD (2002), der i et – efter eget udsagn – meget foreløbigt oplæg opgør de enkelte nationers rangordning ud fra en sammensat indikator, der bygger på tre faktorer: GEM-rapportens opgørelse, etableringsrater og den samlede “virksomhedsomsætning”. Sidstnævnte er opgjort ved den samlede tilgang og afgang af virksomheder for derved at beskrive den samlede dynamik i erhvervslivet. Det skal dog bemærkes, at statistikker over virksomhedsomsætningen kun findes for ganske få lande.

Betyder de mange undersøgelser så, at vi er blevet meget klogere på Danmarks internationale placering, at iværksætterforvirringen er blevet mindre, og at myterne er blevet aflivet? Ikke ved en umiddelbar vurdering, for ifølge dagbladet Børsen (2005) hersker der fortsat stor uenighed. Her påpeger Bager og Hancock med udgangspunkt i GEM-rapporten, at den danske iværksætteraktivitet er for lav, mens Rosted og Hoffman omvendt argumenterer for, at der er iværksættere nok, i det mindste når man tager afsæt i OECD’s og Eurostats opgørelses metoder.

Uenighedens omfang illustreres da også ved en direkte sammenligning af de ovenfor nævnte undersøgelser, der viser, at det samme land kan indtage en topplacering eller en bundplacering alt afhængig af opgørelsesmetoden, jf. tabel 1. England og Frankrig ligger eksempelvis i toppen af OECD’s rangliste, mens de samme lande ligger i den tunge ende og efter Danmark i GEM-rapportens vurdering af 29 lande i 2001. Danmark ligger i begge analyser midt i feltet, men indtager en topplacering i Danmark Statistiks seneste rangliste, som er baseret på Eurostats harmoniserede statistikker.

Tabel 1: Iværksætterranglister

Kilde: OECD (2002, s.33), Hancock og Bager (2001, s.46) og Erhvervs- og Boligstyrelsen (2003, s.119 og 121)

Det ligner derfor lidt af et erhvervspolitisk tagselvbord, når vi blandt de europæiske lande vælger det land, vi skal sammenligne os med, hente inspiration fra og nå op til, hvis vi vil placere os i den europæiske iværksætterelite.

Lad det så i øvrigt ligge, at både OECD og GEM-rapporten har Mexico som den højest placerede iværksætternation, og at GEM-rap-porten i de efterfølgende år fra 2002 til 2004 har Thailand, Uganda og senest Peru som nummer 1. Er det mon blandt disse lande inspirationen til vækst og fornyelse ligger? Det er værd at bemærke, at Mexicos placering på OECD-ranglisten ene og alene skyldes, at GEM-rapporten, som nævnt ovenfor, indgår som en af faktorerne bag indekset. De to øvrige faktorer, etableringsraten og virksomhedsomsætningen, kan ikke opgøres for Mexico. Dertil kommer, at en nærlæsning af de bagvedliggende statistikker viser, at finnernes høje placering i 2000 skyldes et ekstremt stort antal virksomhedslukninger i starten af 1990’erne! Virksomhedslukninger, der ganske vist skaber en topplacering på virksomhedsomsætningen, men vel reelt kun kan have beskeden indflydelse på finnernes iværksætterlyst i 2000?

Det er med andre ord fortsat mere end problematisk at sige noget om landenes indbyrdes placering, og man fristes derfor på baggrund af Danmarks Statistiks opgørelse til at opfordre til, at vi bare skal være os selv. Når det gælder etableringsraten, ligger Danmark nemlig allerede helt i top på en flot anden plads. Denne topplacering er da også budskabet i Økonomi- og Erhvervsministeriets nye iværksætterindeks, som bygger på en række indikatorer for iværksætteraktiviteten. Heri fremgår det blandt andet:

“Danmark har en opstartsrate på 10 pct. Det vil sige, at antallet af nye virksomheder i den harmoniserede statistik svarer til 10 pct. af bestanden af virksomheder. Det er på niveau med opstartsraten i USA og blandt de højeste i Europa. … Tidligere var der meget store forskelle i opgørelsesmetoden, og dengang forekom det, som om opstartsraten var særskilt lav i Danmark. Det er altså ikke tilfældet” (Erhvervs- og Byggestyrelsen 2004, s. 18).

Vi har med andre ord ikke for få nyetableringer, så alt burde vel egentlig være godt. Det er det imidlertid ikke, for der er i stedet identificeret et nyt problem. Der er for få vækstskabere blandt de nye virksom heder i forhold til andre lande. Der skal derfor gøres en indsats for at skabe mere vækst i de nystartede virksomheder, hvilket kun kan ske gennem sikring af bedre rammebetingelser, fx adgang til kapital, forskning osv.

Nu er det igen svært at være uenig i, at det kan være formålstjenligt at skabe mere vækst blandt iværksættere, men set i lyset af, hvor vanskeligt det reelt er at identificere og sammenligne antallet af iværksættere på tværs af lande, kan det forekomme illusorisk at sammenligne antallet af vækstiværksættere. Derfor kunne indlægget slutte her med en anbefaling om at glemme de internationale ranglister, da sammenligningsgrundlaget er og bliver for uensartet.

Vækstperspektivet er imidlertid interessant, fordi det sætter fokus på et centralt erhvervspolitisk spørgsmål: Skal man forsøge at forstærke væksten blandt de få, eller skal man forsøge at øge antallet af iværksættere? Her kan de eksisterende statistikker bruges til at skabe indblik i, hvor meget de nye virksomheder bidrager med, og hvem der bidrager med mest.