Читать книгу Copenhagen Consensus - Группа авторов - Страница 10

Mulighederne

Оглавление

Her behandles fire muligheder:

 Mulighed 1 er at bevæge sig i retning af en verden uden subsidier og handelsbarrierer: frihandel i sin reneste og mest oprindelige form. Selv om denne mulighed i øjeblikket virker politisk usandsynlig, repræsenterer den om ikke andet et sammenligningsgrundlag, som andre muligheder kan holdes op mod.

 Mulighed 2 er en vellykket afslutning på Verdenshandelsorganisationens forhandlinger (WTO, World Trade Organisation): Doharunden. Denne mulighed involverer en delvis og globalt juridisk bindende handelsfrigivelse, hvor alle deltagere er ligestillede, eftersom WTO-medlemmerne repræsenterer over 95 % af verdenshandlen. Her er man imidlertid langtfra sikker på et vellykket resultat, og tidshorisonten for afslutning af forhandlingerne strækker sig sandsynligvis langt ud over den aktuelle tidsfrist, som er udgangen af 2004, medmindre de største aktører gør en ekstraordinær indsats.

 Mulighed 3 omfatter en række begrænsede, men stadig væsentlige, regionale handelsaftaler, f.eks. i forbindelse med APEC (Asia Pacific Economic Cooperation) eller EU-udvidelsen. APEC-aftalen er ikke-bindende, men den indebærer markedsadgang for hver enkelt underskrivers samhandelspartnere (‘Most Favoured Nations’) og er dermed reelt en del af WTO-reformerne. EU-udvidelsen er et eksempel på det modsatte: Alle deltagere har adgang til hinandens markeder, men deres eksterne handelspartnere er ikke omfattet af aftalen. Efter EU’s udvidelse mod øst i maj 2004 er den mest ambitiøse gensidige præferenceaftale nu den foreslåede FTAA-aftale (Free Trade Area of the Americas), som ville samle alle økonomier i Nord-, Central- og Sydamerika, og det er derfor denne aftale, vi her vil se på.

 Mulighed 4 dækker aftaler, der giver fortrinsret til eksportvarer fra udviklingslandene til de rige økonomier: såkaldte ikke-gensidige handelspræferenceaftaler. EU-landene har før i tiden tilladt import fra deres tidligere kolonier, men EU-forslaget om at give told- og kvotefri adgang for alle de mindst udviklede lande er blevet godt modtaget af adskillige industrialiserede lande.

Copenhagen Consensus

Подняться наверх