Читать книгу Copenhagen Consensus - Группа авторов - Страница 17

Opponenters synspunkter

I sin kritiske vurdering argumenterer Kym Anderson ihærdigt for maksimal liberalisering af handel, ikke bare som et gode i sig selv, men også som en måde at bidrage til løsningen af andre problemer med høj prioritet. Begge opponenter er enige i, at frihandel har økonomiske fordele, men de har forbehold angående, hvordan disse bedst kan genereres og deles.

Arvind Panagariya støtter fuldt ud Andersons argument om, at handelsliberalisering bør gives den højeste prioritet blandt problemerne på Copenhagen Consensus, og anser det for altafgørende, hvis de andre problemer skal kunne løses. Ikke desto mindre har han visse kritikpunkter. I særdeleshed mener han, at argumentet ville stå stærkere, hvis der var fyldestgørende oplysninger om nogle af barrierernes karakter og størrelse. Desuden er fordelene ikke jævnt fordelt: Indvirkningen på nogle udviklingslande ville faktisk være negativ.

Anderson er fortaler for liberalisering på grundlag af generaliseringer, hvor årsag (liberalisering) uundgåeligt fører til den ønskede virkning (øget vækst). Efter Panagariyas mening kan denne sammenhæng ikke garanteres, og i stedet anser han åbenhed for at være nødvendig, men ikke tilstrækkeligt for en bæredygtig, hurtig vækst.

Panagariya ser i den første af Andersons udpegede løsninger – unilateral liberalisering – mange beviser på fordelene ved dette og fremhæver især den dramatiske forbedring i vækst som resultat af, at Indien og Kina går denne vej. Kritikere påpeger de katastrofale erfaringer fra sydamerikanske lande i 1980'erne og 90'erne, men han hævder, at den grundlæggende årsag ikke var overdreven liberalisering, men at det i stedet var makroøkonomisk ustabilitet, der førte til overdreven udenlandsk låntagning (i sig selv et problem behandlet som en separat udfordring). Chile udgør en unik succeshistorie i regionen på det tidspunkt, fordi landet fulgte en fornuftig national økonomisk politik samtidig med fjernelse af subsidier.

Multilateral liberalisering ved afslutningen af Doha-runden grundet Verdenshandelsorganisationens forhandlinger er den anden løsning, som Panagariya også støtter. I betragtning af kompleksiteten af forhandlingerne mener han, at en halvering af barriererne inden 2010 er urealistisk. En aftale om eliminering af industriel told inden en senere dato kan lade sig gøre. Angående spørgsmålet om landbrug pointerer han, at fjernelsen af landbrugsstøtte rent faktisk vil skade størstedelen af udviklingslandene, som ikke er nettofødevarerimportører, og dermed vil de lide under de højere priser. Ironisk nok vil det være de rigeste lande (især USA), der vil høste de største fordele, selv om det er deres subsidier, der vil blive fjernet.

Sikkerhedsnet og overgangsaftaler vil være nødvendige for at beskytte udviklingslande, som kan lide under dette på kort sigt. Den negative virkning skal dog erkendes af resten af verden, før en sådan politik kan indføres.

Panagariya er enig med Anderson i, at introduktionen af flere frihandelsområder og ensidige præferenceaftaler for handel mellem fattige og rige lande har lidet at tilbyde med henblik på øget vækst. Der er kun få succeshistorier. Labyrinten af aftaler komplicerer handel, og der er intet synderligt incitament til multilateral reform, hvilket kunne være til større nytte. Han er også bekymret for, at der følger betingelser med sådanne aftaler, såsom forpligtelse til at dele den amerikanske opfattelse af immaterielle rettigheder.

I sin kritiske vurdering fremhæver Jan Pronk mange af de samme emner, men udtrykker især bekymring for den negative virkning for visse lande og sociale grupper. Han tror på værdien af frihandel, men argumenterer også til fordel for mere integration i nationalpolitiske beslutninger for at maksimere nytteværdien. Han mener ikke, at frihandel kan spille en direkte rolle med henblik på at løse de andre udfordringer. Efter hans mening er handel kun én blandt en række vigtige faktorer.

Pronk argumenterer for en mere afbalanceret vurdering af mulighederne for frihandel med andre aspekter af den nationalpolitiske dagsorden (såsom politik angående uddannelse, forskning, miljø og social velfærd) og har en bredere, mere politisk fokuseret opfattelse af Panagariyas synspunkt om, at reform af handelshindringer er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig faktor med henblik på bæredygtig vækst. Efter Pronks mening er det ultimative mål med økonomisk politik ikke at udvide handel, men at øge indtægt og velfærd.

Han uddyber dette og påpeger, at landene har brug for gode institutioner og økonomisk og politisk stabilitet for at kunne nyde godt af fri handel. Han argumenterer også for en gradvis indfaldsvinkel til åbning af markeder: Kina har oplevet en bæredygtig, hurtig vækst, delvist på bekostning af miljøet og et stabilt banksystem. EU har på den anden side været længe om liberaliseringen, ikke fordi politikerne ikke anerkendte fordelene, men fordi de frygtede de sociale konsekvenser ved mindre velovervejede handlinger. På trods af forvridningen på grund af den fælles landbrugspolitik står europæiske landmænd stærkere end i mange andre lande.

Pronk er skeptisk over for Andersons forslag om at mindske modstanden mod fri handel ved at tilbyde flere markedspositive oplysninger. Efter hans mening opfatter mange borgere subsidier som en måde at fremme politisk og social stabilitet, hvad de økonomiske argumenter så end måtte være for at fjerne dem. Politikere farer med lempe for at undgå at skabe endnu større uligheder. I denne kontekst er han enig i, at en kombination af unilateral reform på nationalt niveau med multilaterale handlinger gennem Verdenshandelsorganisationen er både fornuftig og politisk gennemførlig.

Selv om fordelene ved liberalisering er store, og Andersons vurderinger rent faktisk er forsigtige, betyder dette ikke, at det vil være nemt at gennemføre. Dette skyldes, at fordelene er ulige fordelt (hidtil til fordel for rige lande), og de strukturelle og sociale omkostninger er både større og mere vedvarende, end den videnskabelige artikel har taget i betragtning. Ulighederne er blevet større i takt med, at handelsbarrierer er blevet fjernet, og Pronk tvivler derfor på, at frihandel direkte vil kunne bekæmpe fattigdom. Han mener heller ikke, at der nødvendigvis er en positiv indvirkning på miljøet.

Begge opponenter er enige i, at liberalisering af handel kan medføre store økonomiske fordele, men de påpeger, at reform skal kombineres med andre vigtige politiske emner, hvis tiltagene skal være vellykkede.