Читать книгу Copenhagen Consensus - Группа авторов - Страница 9

Frihandel bliver af ikke-økonomer ofte kritiseret ud fra den antagelse, at den har negative sociale og miljømæssige konsekvenser – en kritik, som er manifesteret ved et voksende antal anti-globaliserings-grupper. Disse konsekvenser skal imidlertid sammenholdes med de forskellige positive og miljømæssige følgevirkninger af frihandel samt med de reelle økonomiske fordele af både statisk og dynamisk art.

Statiske fordele genereres ved, at de forskellige lande producerer flere af de varer og serviceydelser, de er bedst til at fremstille, og færre af de ting, andre lande kan producere på en mere effektiv måde. Det vil betyde, at de enkelte lande vil få maksimeret værdien af deres fremstillede varer eller serviceydelser, og at disse varer samtidigt vil være attraktive i handelspartnernes øjne, fordi de er prismæssigt konkurrencedygtige. Som part i handelstransaktioner vil hvert enkelt land være bedre stillet end i en verden uden samhandel. Det kaldes som regel princippet om den komparative fordel. Jo mindre økonomi et land har, jo større plejer de statiske fordele at blive – beregnet som en andel af nationalproduktet.

Derudover er der de dynamiske fordele, som betyder, at den øgede samhandel sætter gang i den økonomiske vækst. Det er typisk frigivelse af importen af halvfabrikata og produktionsmidler, som får iværksættere til at foretage større investeringer i produktionskapacitet. Data indsamlet i løbet af sidste halvdel af det 20. århundrede viser, at lande, som har frigivet deres handel i denne periode, i gennemsnit har kunnet konstatere en stigning i den årlige vækstrate for deres bruttonationalprodukt på 1,5 % i forhold til tidligere. Selvfølgelig er regeringerne også nødt til at gøre andre ting rigtigt for at kunne tiltrække investeringer – de skal f.eks. beskytte deres ejendomsrettigheder og opretholde en finansiel og politisk stabilitet. Frihandel er en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig forudsætning for en vedvarende økonomisk vækst.

Trods de potentielle fordele knyttet til samhandlen bevarer de fleste regeringer imidlertid ofte visse protektionistiske foranstaltninger. Det er der en politisk årsag til. Selv om en økonomis samlede velstand øges, når handlen frigives, kan kapitalejere og arbejdere i særligt beskyttede industrier godt tabe på frihandel, og en given kompensation dækker typisk kun en lille brøkdel af deres tab. Tabet bæres af relativt få personer, som derfor er parate til at udøve lobbyvirksomhed over for regeringen og støtte de politikere, som går ind for protektionisme. Fordelene er derimod bredt fordelt på forskellige industrier og befolkningsgrupper. Derfor kan det være svært at samles om at presse politikerne til at indføre reformer.

Regeringerne påvirkes også af NGO’ernes argumenter. Græsrodsorganisationerne hævder, at globaliseringen forstærker de sociale og miljømæssige problemer både i rige og fattige lande, trods beviser for det modsatte.

Man kan dog fremme eller implementere handelsreformer ved f.eks. at sørge for følgende:

 Bedre udbredelse af argumenterne for frihandel via regeringer, tænketanke og personer, som er direkte involveret i import og eksport, så indflydelsen fra NGO’er, fagforeninger og andre særinteressegrupper får modspil;

 Teknologisk udvikling – f.eks. de sidste 20 års revolution inden for informations- og kommunikationsteknologien – som kan medvirke til en drastisk nedbringelse af omkostningerne forbundet med at gøre forretninger på internationalt plan;

 Andre landes unilaterale frigivelse af handlen, som kan synliggøre fordelene ved de åbne markeder; og

 Muligheder for at indgå i internationale handelsaftaler, som kan sikre mere politisk acceptable alternativer til ensidig handelsliberalisering (selv om bilaterale og regionale aftaler ikke har samme mulighed for at bidrage til den nationale og globale velfærd som bredere multilaterale handelsaftaler).