Читать книгу Elfenbenstarnet - Группа авторов - Страница 10

Det er imidlertid ikke noget rent dansk fænomen at satse på formidling og vidensdeling. Amerikanske universiteter har gjort det længe som en markedsføringsparameter i forhold til at tiltrække nye studerende og økonomisk støtte. Men også på europæisk plan er tendensen slået igennem og giver plads til både formidlingskurser og kommunikationsafdelinger på universiteterne. Det er nu blevet en del af den officielle fælles europæiske satsning på forskning og innovation.

Ved EU-topmødet i Lissabon i 2000 vedtog man, at Europa inden 2010 skulle “blive den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden”.⁶ Et optimistisk mål, som man var nødt til at bakke op med handling. EU’s regeringschefer besluttede på et andet topmøde i Barcelona i 2002, at vejen til Lissabon-målet blandt andet var at få den samlede europæiske investering i forskning til at nærme sig 3 pct. af bruttonationalproduktet inden 2010. Det kræver økonomisk velvilje fra de forskellige landes regeringer. Men det er også en nødvendig forudsætning, at industrien samlet set bevidst satser mere på forskning og udvikling, end man nogensinde tidligere har gjort. En konkurrencedygtig vidensøkonomi kan ikke løftes af universiteterne alene. Det kræver samarbejde, medvirken og deltagelse fra erhvervslivet. Her ligger også en vigtig formidlings- og vidensdelingsopgave.

Det kræver imidlertid også, at man har tilstrækkeligt kvalificerede folk til at løfte opgaven, nærmere bestemt, at man får uddannet det nødvendige antal kandidater, der vælger den karrierevej. I maj 2003 nedsatte den daværende EU-kommissær for videnskab og forskning, Philippe Busquin, en i EU-regi uafhængig ekspertgruppe som et led i strategien for at nå Lissabon- og Barcelona-målene. Gruppen skulle undersøge, hvordan man kunne få flere til at vælge en videnskabelig karriere. I deres endelige rapport fra april 2004, lanceret under parolen: “Europa har brug for flere videnskabsfolk”, er opstillet en række anbefalinger. En af anbefalingerne er, at universiteterne og industrien skal indgå i karrieresamarbejde og arbejde for større indbyrdes forståelse. En anden ide er at give studerende en forsmag på videnskabelige karrieremuligheder i løbet af deres studium.⁷

Den politiske dagsorden for et større samarbejde mellem universiteterne og industrien er manifesteret af EU’s 6. Rammeprogram (2002-2006), der fra 2007 efterfølges af det 7. Rammeprogram. Det 6. Rammeprogram forbedrer, organiserer og støtter økonomisk samarbejde mellem europæiske forskningsinstitutioner, universiteter og industri. De strategiske og politiske prioriteter er målrettet mod syv emner. Det drejer sig blandt andet om bioteknologi, nanoteknologi, rumvidenskab, kvalitetssikring af fødevarer, bæredygtig udvikling og vidensamfundet. Med et budget på ca. 17,5 milliarder euro årligt er EU’s 6. Rammeprogram hovedsponsor for europæisk forskning og derfor et vigtigt skridt mod Lissabon- og Barcelona-målene.

I et tæt integreret europæisk samarbejde – og med en voksende EU- og videnskabsskepsis blandt befolkningerne – ved man godt, at man er nødt til at sikre sig folkelig støtte, når så mange penge er i spil. En af måderne at sikre sig EU-borgernes støtte på er at forsøge at formidle, hvad der foregår, og hvorfor det er nødvendigt at bruge pengene på emner som bioteknologi, nanoteknologi og rumforskning. EU-kommissionen har med andre ord indset, at det er nødvendigt at formidle forskning til offentligheden for at få EU-borgerne til at forstå, at pengene er givet godt ud. Flere nye initiativer – på nationalt og europæisk plan – peger i retning af denne udvikling. Formidling af forskning tages alvorligt og seneste europæiske initiativ bekræfter seriøsiteten. Konferencen Communicating European Research, afholdt i november 2005 i Bruxelles, er den anden i rækken. Her mødtes forskere, politikere, journalister og andre mediefolk for at diskutere, hvad de forskellige interessegrupper kan gøre for i første omgang at forbedre kommunikationen mellem dem, og som afkast heraf at forbedre formidlingen af forskning til den brede offentlighed.

Philippe Busquin tog allerede et vigtigt skridt, da han udpegede The European Group on Life Sciences i 2000 – en tænketank, der skulle forbedre formidling af og forståelse for biovidenskaberne.⁸ For første gang i europæisk sammenhæng tog man her politisk initiativ til en dialog mellem forskere og journalister. Formålet med mødet var at forbedre formidlingen af forskningsresultater og tilskynde forskere til at indgå i dialog med forskellige interessenter inden for anvendelse og udbredelse af biovidenskaberne. Busquins tænketank har siden tjent som model for formidlingspolitiske tiltag og genfindes også i den danske Tænketank vedrørende forståelse for forskning.

Overordnet ser det sådan ud: Hvert EU-land må iværksætte markante nationale og regionale initiativer for at overbevise offentligheden om nødvendigheden af at bevilge store beløb til forskning. For at det skal lykkedes – og for at skabe resultater – har politikerne satset på at skabe fora, hvor medierne, offentligheden, forskerne og industrien kan mødes. Danmark, som medlem af EU, hvor videnskabs- og forskningsformidling er højt prioriteret på den politiske dagsorden, er godt på vej.