Читать книгу Elfenbenstarnet - Группа авторов - Страница 6

Forskning er frembringelse af ny viden og ny erkendelse. Men viden er ingenting i sig selv. Den er først noget, når den deles med andre. Formidling er derfor en integreret del af forskningsprocessen. Forskningsresultater skal i første omgang formidles til andre forskere. Men forskning har i dag så stor almen betydning, at det er nødvendigt, at den bliver formidlet til det øvrige samfund. Det vil altså også sige til “Maren i Kæret”. Hende er medierne specialister i at nå, og man er enige om, både på Christiansborg og på universiteterne, at det er nødvendigt. Hvad hun skal vide, hvem der skal fortælle hende det, og hvordan man skal gøre det, er straks vanskeligere at blive enige om.

Men hvem er hun egentlig, denne Maren i Kæret, som alle har så travlt med, at vi skal nå ud til?² Hun er i hvert fald ikke ens fagfæller. Hun er heller ikke politiker eller direktør for en større medicinalvirksomhed. Hun fileterer måske fisk i Hanstholm eller også er hun postomdeler på Amager. Pointen er, at Maren ikke automatisk er engageret i videnskab, forskning, og hvad der ellers foregår i den akademiske verden. Og hvorfor skulle hun også være det?

Det skal hun, fordi videnskaben i dag rejser langt flere spørgsmål, end den kan besvare. Oven i købet kan mange af de spørgsmål ikke engang besvares videnskabeligt. Hvor langt skal vi gå, og hvornår skal vi sige stop? Det er spørgsmål, som vi ikke bare kan overlade til andre. Det er spørgsmål, der angår os alle, som borgere i et demokratisk samfund. Men det er spørgsmål, der kun kan besvares på et kvalificeret grundlag. Vi har derfor en demokratisk forpligtelse til at sørge for, at vigtige samfundsmæssige diskussioner foregår kvalificeret, at de bygger på viden, frem for hvad der tilfældigvis lige fanger mediernes opmærksomhed.

Og på universiteterne er vi specialister i viden. Vi bevarer den, viderefører den og udvikler den, vi forsker i den, og vi formidler den. Forskningsformidling og vidensdeling er ikke nyt for universiteterne. Vi har formidlet og delt vores viden til kolleger og studerende siden universiteternes grundlæggelse. Det har været en klassisk forpligtelse og en integreret del af hele den akademiske praksis gennem århundreder. Hvad man har gjort derudover har været efter frivillighedens princip. Det nye er, at vi nu på universiteterne formelt er forpligtet til at udstrække den klassiske forpligtelse til at omfatte en direkte og konkret kontakt til grupper, organisationer og virksomheder uden for universitetsverdenen. Vi er med andre ord nu forpligtede til at nå flere nye målgrupper. Hvis det skal lykkes, er vi nødt til at tænke over, hvordan vi opnår det – så vi sikrer, at vores viden bliver forstået af målgruppen, og at den kan bruges i den sammenhæng, den skal. Det gælder for virksomhedslederen som for den offentligt ansatte. Og det gælder for Maren i Kæret.