Читать книгу Elfenbenstarnet - Группа авторов - Страница 13

Der sker meget på formidlingsfronten i disse år. Både forskere og mediefolk øser af egne erfaringer inden for faglig populærformidling. Der udbydes i samarbejde med professionelle kommunikationsvirksomheder kurser for forskere, så de bliver bedre formidlere – og så de måske kan finde vej til Helge Sanders forsamlingshus. Der er øget fokus på Internettet som et af forskningsinstitutionernes vigtigste kommunikationsredskaber. Der afholdes konferencer og dialogmøder mellem politikere, forskere og mediefolk, og der er igangsat empiriske undersøgelser om universiteternes, forskningsrådenes og sektorforskningsinstitutionernes aktiviteter inden for formidling af forskning nu og i fremtiden.

Indsatsen er eksternt motiveret gennem det politiske ønske om, at borgerne skal kunne se, hvad de får for deres penge. Internt forstærkes motivationen af forventningen om øget profilering af de enkelte forskningsinstitutioner. Der er mange initiativer, men langt fra tale om en koordineret indsats eller forståelse for, hvad forskningskommunikation er, eller hvad forskningskommunikation kan og skal. Men alle er enige om, at formidling af forskning er nødvendig.

Det er ikke svært at bidrage. Det er heller ikke svært at introducere nytænkende formidlingsaktiviteter. Det er lidt sværere at få opmærksomhed, men ikke umuligt. Det bliver først virkelig svært, når det handler om at sætte dagsordnen. Baggrunden for de politiske initiativer og forskningsinstitutionernes deltagelse er, at man ønsker en kvalificeret, konkret og anvendelig formidling – en formidling, der er tæt på forskningen og tro over for dens resultater, muligheder og begrænsninger. Her er medierne både med- og modspillere. De er medspillere, fordi man ikke kan klare sig uden dem. Og de er modspillere, fordi medierne har deres egen dagsorden. Journalister forfølger deres egen historie, lægger deres egen vinkel og kan ikke lide at blive manipuleret. Det kan forskerne på den anden side heller ikke. Det sker hele tiden. Journalister hopper med på vognen og videreformidler ukritisk en overbegejstret pressemeddelelse fra et universitet og forskere ser sig selv udtale ting i avisen i sammenhænge, som de aldrig kunne drømme om selv at bringe på bane.

I vores mediestyrede hverdag skal vi altså passe på, at det ikke er journalisterne alene, der kommer til at sætte dagsordnen. Der er brug for den kvalificerede forskningsformidling med den solide faglige forankring. Den er uundværlig i den faglige vidensdeling mellem universitet og virksomheder eller andre offentlige institutioner. Men den er også nødvendig i formidlingen til den brede offentlighed. Her lægger den journalistiske vidensarbejder sig mange steder ind som et formidlende mellemled mellem forsker og borger. Rektor på Danmarks Pædagogiske Universitet Lars-Henrik Schmidt udtrykker det således:

Hvis man er en videnskabsmand, som har svært ved at udtrykke sig, eller ‘dum’ borger, som ikke lige forstår, hvad de kloge forskere siger, så skal vi nu have en mellemstand, som er klogere end begge. De ekstrakloge.¹⁸

Det kan være bekvemt, men det er ikke uden risiko at overlade initiativet til de “ekstrakloge” og lade dem sætte dagsordnen.

En fare er, at forskningsformidlingen bliver forskningsreklame og universiteterne ender med at blive rene reklamebureauer. Det kan nemt ske med en resultatorienteret forskningsformidling, hvis vigtigste formål er at tiltrække opmærksomhed og forskningsmidler. Her kan risikoen være, at forskningsformidling i højere grad end forskning bliver den parameter, der udløser nye forskningsbevillinger, at de, der bedst kan markedsføre deres forskningsprodukt, er dem, der har lettest ved at få det solgt. Det kan ikke undgås, specielt ikke med en voksende stand af “ekstrakloge”, hvis eksistensberettigelse er at skabe opmærksomhed. Så bliver det Ritzau-forskningen, der sætter den formidlingsmæssige dagsorden. Den er langt fra forskningens hverdag. Den er resultatorienteret og lader hånt om processen. Den giver nok folk et indtryk af, hvad man kan vente af forskningen. Men den fortæller intet om, hvordan man er nået dertil. Vi kan på universiteterne bidrage til at skabe en mere kvalificeret forskningsformidling, en forskningsformidling, der er tættere på forskningen, tæt på, hvor forskningen foregår, og tæt på dem, der forsker. Universiteterne kan altså bidrage til et mere helt billede af forskningen. Hvis man altså ønsker det.