Читать книгу Elfenbenstarnet - Группа авторов - Страница 7

Forskningsverdenen er imidlertid ikke naturligt åben for Maren. Det vrimler godt nok med tilbud, men hun skal ofte selv opsøge dem. Det gør Maren sjældent. Universitetet og forskerne er som regel langt fra Marens bevidsthed. Forskningsverdenen er en stor, uigennemtrængelig enhed af viden – et elfenbenstårn. Udtrykket har været brugt om digtere og filosoffer siden begyndelsen af det 19. århundrede og bruges i dag som populær samlebetegnelse for universiteter og andre forskningsinstitutioner. Fælles for digteren, filosoffen og den moderne forsker er ideen om, at de alle lever tilbagetrukket, isoleret og fjernt fra denne verden og de ting, der foregår i den. Det har to negative konsekvenser. For det første kender forskeren ikke den verden, hun skulle forestille at forstå. For det andet kender alle andre intet til den verden, som forskeren lever i.

Ideen om elfenbenstårnet lever endnu – også i Danmark. Debatindlæg, kronikker og bøger er fulde af klichéen. Den er en del af denne bogs titel. Og sådan ser universitetet og forskningsverdenen ud for langt de fleste borgere. De ved ikke, hvad der foregår, og de har ingen chancer for at følge med, hvis ikke de selv er opsøgende. Ser vi situationen inde fra universitetsverdenen, så ændrer billedet sig. Her er vi ikke blot et elfenbenstårn, men vi er også et babelstårn. Vi bor det samme sted, refererer alle til den samme lov og de samme etiske forskningsregler, men vi taler mange forskellige sprog. Det er vigtigt at være opmærksom på, hvis vi vil række ud – og det er vi nødt til. Vil man se på formidlingen fra universiteterne, er man nødt til at tage højde for, at verden ser forskellig ud, afhængigt af hvor man ser den fra – om det er fra teologisk fakultet, naturfagenes område, samfundsvidenskaberne, sundhedsvidenskab eller humaniora. Man er nødt til at tage højde for forskellige traditioner og særlige faglige kendetegn, der gør sig gældende. Man er nødt til at erkende – og formidle – forskelligheden.

Det kan godt være, at ideen om elfenbenstårnet stadig hænger ved universiteterne, men den åndsaristokratiske selvopfattelse blandt forskere er i dag en dinosaur i universitetsverdenen. Man kan måske stadig rundt omkring på gangene finde nogle enkelte overlevende eksemplarer, men der er tale om en uddøende art. De fleste forskere er interesserede i, at deres forskningsresultater og deres viden kommer bredt ud, og mange er allerede ude for at formidle.