Читать книгу Elfenbenstarnet - Группа авторов - Страница 12

For at følge med EU’s stræben efter Lissabon- og Barcelona-målene har den danske regering iværksat adskillige initiativer, der sætter fokus på mødet mellem universiteterne, offentligheden, medierne og industrien. Tænketanken var et af dem. Universitetsloven et andet. Et tredje politisk initiativ var omlægningen af forskningsrådene i begyndelsen af 2004. Omlægningen betød blandt andet oprettelsen af Det Strategiske Forskningsråd. Det primære formål med oprettelsen af Det Strategiske Forskningsråd er at fremme vekselvirkningen mellem offentlig og privat forskning, det vil sige at fremme vekselvirkningen mellem universiteterne og de private virksomheder. Tendensen er klar. Ved at kanalisere penge til Det Strategiske Forskningsråd overtager politiske dagsordener og beslutningsprocesser en rolle som tidligere var forbeholdt universiteterne. Politikerne prioriterer gennem Det Strategiske Forskningsråd specifikke områder som nanoteknologi, sundhed og miljø. Det er politisk bestemt, at det er her, Danmark skal satse sine penge. Målet er at gøre Danmark til et af de førende lande i vidensamfundet. Udviklingen læner sig op ad antagelsen om, at politikere bedre kan vurdere, hvor pengene skal anvendes, end universitetsledelser og -forskere.

Et andet eksempel på en politisk satsning er Højteknologifonden, der trådte i kraft i januar 2005. I en pressemeddelelse fra Videnskabsministeriet om udkastet til lovforslaget om oprettelsen af Højteknologifonden står der, at fonden skal “støtte strategiske satsninger inden for forskning, innovation og udvikling for herved at styrke både konkurrenceevne og beskæftigelse samt Danmarks videre udvikling som højteknologisk samfund”.¹⁵ De tre satsningsområder i Højteknologifonden er ikke overraskende: nanoteknologi, bioteknologi og informations- og kommunikationsteknologi. Fonden blev præsenteret for første gang i begyndelsen af 2004 som “Nordsøfonden for højteknologisk udvikling”. Oprindelig skulle midlerne til fonden komme fra statens indtægter på oliekoncessioner, men et flertal i Folketinget var imod. Regeringen har nu i stedet oprettet Højteknologifonden med en startkapital på 3 mia. kr. finansieret ad anden vej. I 2012 skal fondens kapital være vokset til 16 mia. kr. Der er ingen tvivl om, at man fra politisk side satser stort på de højteknologiske områder, når forskningsbevillingerne uddeles. Den forskningspolitiske dagsorden i Danmark lægger sig i kølvandet på EU’s forskningspolitik. Og de danske politikere har selvtilliden i orden. Helge Sander er ikke i tvivl om, at Danmark vil kunne følge med, når han siger, at “Højteknologifonden vil give dansk erhvervsliv og forskning et solidt skub fremad, og den massive opbakning, som høringssvarene dokumenterer, vil være med til at sikre grundlaget for de langsigtede investeringer i fortsat dansk velstand, velfærd og beskæftigelse”.¹⁶

De politiske prioriteringer har afgørende konsekvenser. Det bliver vi nødt til at tage alvorligt. Det er den virkelighed – på godt og ondt – vi må forholde os til. Den nuværende situation i Danmark kræver, at vi tænker os om på ny. Når den danske videnskabsminister siger, at vi skal have folk i forsamlingshusene til at forstå nødvendigheden af øgede bevillinger til forskning (den strategiske forskning), siger han samtidig, at vi er nødt til at tale til laveste fællesnævner. At vi er nødt til at bringe forskningen ned på et niveau, så Maren i Kæret kan forstå, hvad vi taler om.

Den danske universitetslov og kravet om formidling er den politiske fremtid for universiteterne. Og vi kan lige så godt vænne os til den. Med den nye universitetslov føjer Danmark sig til en række lande, som har taget, eller er på vej til at tage, samme initiativ.¹⁷ Universiteterne i de pågældende lande står over for forskellige politiske krav. De bliver nødt til i langt højere grad end tidligere at fokusere på samspillet med industrien. Det vil sige at skabe passende fora, hvor industri og universitet kan mødes, at skabe bedre forhold for forskere til at kombinere universitetsstillingen med en stilling i en privat virksomhed, og endelig at sikre en bedre og bredere viden omkring forskning på universiteterne i samfundet. Det vil sige ud over udfordringen i form af øget samspil med private virksomheder, er universiteterne også forpligtet til at formidle den forskning, der foregår.

Men hvad skal forskerne stille op? Sidder vi tilbage med en forskningsproces, der overvejende er styret af politikerne, industrien og offentligheden? Er forskeren reduceret til produktudvikler for industrien? Under alle omstændigheder rejser universitetslovens krav om vidensdeling og den politiske prioritering af et tættere samarbejde mellem og en fælles hverdag for industrien og universiteterne en række vigtige problemstillinger, som man er nødt til at forholde sig til. Det gælder både forskere, politikere, erhvervsfolk og almindelige borgere. Spørgsmålet er, hvad vi ønsker skal styre fremtidens forskning. En ting er sikker: Der skal penge til for at drive forskningen til noget.