Читать книгу Elfenbenstarnet - Группа авторов - Страница 8

Videnskaben kan i dag gøre mange ting. Spørgsmålet er, om man nødvendigvis skal gøre alt det, man kan. Med den moderne forskning støder man hurtigt på etiske problemstillinger, der er vanskelige at give entydige svar på. Der er derfor mange svar – og mange meninger. Alle har hørt om stamceller, kloning og genmodificerede madvarer, og alle har en mening om det. Det har Maren sandsynligvis også. Men ved hun, hvad det dækker over, hvad man kan, hvad man gør, og hvad man er på vej til? Måske og måske ikke. Pointen er, at vi alle er nødt til at have et kendskab til videnskaben, dens resultater, muligheder og retning for at kunne være med til at træffe de nødvendige valg. Ellers bliver de truffet hen over hovedet på os. Formidling af forskning er derfor en demokratisk nødvendighed. Den er en betingelse for den kvalificerede og åbne samfundsdebat, en debat alle skal have mulighed for at følge og deltage i.

At Maren ikke ved nok om forskning skyldes ikke, at forskningen ikke er til stede i medierne. Vi møder forskningens og videnskabens verden hver dag i radio, tv, blade og aviser – vi tænker bare sjældent over det. For overskuelighedens skyld kan det være hensigtsmæssigt at skelne mellem to forskellige typer af formidling af videnskab og forskning. Den første kan vi kalde “hverdagsformidling”. Denne type formidling af forskning har vi vænnet os til i en sådan grad, at vi ikke er opmærksomme på den videnskabelige viden og forskning, der ligger til grund for de informationer, vi får. Hverdagsformidlingen kender vi næsten til bevidstløshed. Den er omkring os hele tiden, uden at vi tænker nærmere over det.

Vejrudsigten kan tjene som eksempel på formidling af naturvidenskab. Her udnyttes de nyeste vejr- og klimamodeller, og resultaterne præsenteres af uddannede meteorologer i radio og tv flere gange hver eneste dag. Terror er i dag en fast del af mediebilledet. I kølvandet på 11. september er humanistiske mellemøstforskere i offentligheden blevet til “terroreksperter”. I diskussionen om den fælles kristne kulturarv og dens betydning for Danmark i dagens multikulturelle og multireligiøse samfund optræder religionsforskere og teologer som kommentatorer side om side med politikere og repræsentanter fra religiøse minoriteter. Sundhed og sygdom fylder også godt i radio, tv, aviser og blade. Her finder vi dagligt debatindlæg, ekspertudtalelser og -meninger om alt fra medicinske bivirkninger til generelle sundhedsråd. Hvem vil ikke gerne vide, om det alligevel ikke er sundt at spise de seks gulerødder, man fik til sin frokost, hvorvidt rygning nedsætter levetiden med fem eller ti år, eller om man i morgen skal forlænge sin daglige løbetur med 300 meter for at kunne leve minimum to år længere end gennemsnittet? Samfundsforskere har også deres plads i vores mediehverdag. Er vi vidne til en boligboble, der kan briste, når det skal være, eller oplever vi blot det bedste symptom på en sund og stærk samfundsøkonomi? Vi kender alle detaljerne og svarene gennem ekspertråd fra de økonomer, hvis ansigtstræk vi efterhånden kender bedre end familiens. De kommenterer alt fra huspriser og forældrekøb til realkreditlån. Vi lever i en verden, hvor samfundets vismænd er økonomer, og videnskab og forskning er en meget synlig del af vores dagligdag. Men hvad den type ekspertpræsentationer og -udsagn angår, er vi normalt kun i mindre grad bevidste om den forskning, der ligger bag, og hvad der gør vismændene til vismænd og eksperterne til eksperter.

Anderledes forholder det sig med den anden type forskningsformidling. Når vi bliver præsenteret for nye banebrydende forskningsresultater, er vi ikke længere i tvivl om, at det er forskning, det handler om. Den type forskningsformidling kan vi kalde “Ritzau-forskning”. Den er vi vidne til, når humanistiske forskere finder en kongeskat i en mose, når naturvidenskabelige forskere opdager en ny planet i et fjernt solsystem, når medicinske forskere er et skridt nærmere en ny vaccine, når religionsvidenskabelige forskere oplyser om, hvor mange procent af den danske befolkning, der tror på Gud, eller når samfundsforskere fortæller os, at danske folkeskoleelever ved for lidt i sammenligning med eleverne i andre højtudviklede industrilande. Her er vi bevidste om, at vi møder forskningen. Det er også her, vi møder forskeren, der gennem fjernsynet er blevet både ikon og stereotyp. Når medicinske og naturvidenskabelige forskningsresultater præsenteres, sker det ofte under ledsagelse af tilfældige billeder af anonyme mænd og kvinder i hvide kitler og laboratorier fyldt med kolber og glas. Men det er også alt, hvad vi har brug for at se. Så ved vi nemlig, at det er videnskab. Så ved vi, at det er forskning.

Når der nu er så megen forskning i medierne allerede, er det nærliggende at spørge, om det ikke er nok, og hvorfor det skulle være nødvendigt med flere og nye tiltag, og ikke mindst hvorfor det skulle være nødvendigt at engagere universiteterne i formidlingsoprustningen. Traditionelt har universiteterne ikke forsøgt aktivt at styre forskningsformidlingen. Man har deltaget, men på andres præmisser og har i mindre grad været med til at sætte dagsordnen. Medierne har således haft let ved at dominere og dermed også fastholde offentlighedens billede af videnskabens verden gennem ekspertudsagn og “Ritzau-forskning”.