Читать книгу Elfenbenstarnet - Группа авторов - Страница 9

Denne tendens er også slået igennem i den aktuelle politiske opmærksomhed omkring formidling af forskning og mere samarbejde mellem forskere og medier. I april 2003 nedsatte Videnskabsministeriet Tænketanken vedrørende forståelse for forskning, der overvejende bestod af nuværende eller tidligere mediefolk. Forskningsverdenen var i forhold hertil stærkt underrepræsenteret. Oplægget var, at tænketanken skulle sætte fokus på effektiv formidling af forskningens betydning for det danske samfund.

Arbejdet, der blev afsluttet i maj 2004, havde blandt andet til formål at finde ud af, hvordan man kunne “give danskerne indsigt i, hvor vigtig forskning er”.³ Det indebar en ny og mere aktiv rolle for universitetsverdenen. Nu kunne man ikke længere slippe af sted med at forskanse sig i elfenbenstårnet. Det var ikke bare et udtryk for en ny folkeoplysningsbølge, men angik direkte forskningens eksistensgrundlag. Vidensamfundet bliver ikke et vidensamfund uden viden. Men ny og mere viden er ikke gratis. Der skal investeringer til og alle – inklusive universiteterne, industrien, EU og danske politikere – peger på, at det kræver øgede bevillinger for blot at fastholde vores nuværende position på det internationale vidensmarked. Den ønskede vækst kræver naturligvis endnu mere.

Her var der brug for en oplysningskampagne. Den var afhængig af medierne, men kunne ikke bero på deres autonome forvaltning af forskningsstoffet. Det var derfor, at tænketankens arbejde gik ud på at finde ud af, hvordan man kunne give danskerne indsigt i, hvor vigtig forskning er, og dermed også hvor vigtig en økonomisk prioritering af forskning er. Da medierne altid følger deres egen dagsorden, havde man altså brug for nogen, man kunne regne med ville være forskningen tro, eller med andre ord nogen, der havde en stærk egeninteresse i sagen. Man havde kort sagt brug for forskerne. Derfor appellerede videnskabsminister Helge Sander til, at forskerne hjalp ham med at “få folk i forsamlingshusene til at forstå nødvendigheden af øgede bevillinger til forskningen”.⁴

Det var ikke længere nok at overlade forskningens ansigt til medierne. Befolkningens billede af videnskab og forskning skulle ændres, de skulle møde forskningen og lære den bedre at kende, blive fortrolig med den og derigennem komme til at forstå dens nødvendighed og behov. Men så måtte forskerne også kravle ud af elfenbenstårnet og komme ind i forsamlingshusene. Det var nødvendigt for at skabe et nært, trygt og positivt forhold mellem forskningsverdenen og befolkningen. Det var igen ikke noget, man kunne regne med ville ske af sig selv. Udviklingen skulle hjælpes på vej. Eller, som Helge Sander selv udtrykte det:

I alt for mange år har forskning i offentligheden handlet om folk i hvide kitler, der vender kolber. Forskningen skal i stedet ud til borgerne. Der foregår en masse gode formidlingsaktiviteter i dag, […] men der er ikke tale om en samlet formidlingsindsats. Opgaven for tænketanken er netop derfor at formulere en politik for formidling af forskningen.⁵

Den politiske prioritering af forskningsformidling udspringer af samfundsøkonomiske interesser. For at Danmark skal kunne klare sig i vidensamfundets benhårde konkurrence, er det nødvendigt med mere forskning og udvikling. Det kræver naturligvis flere ressourcer, og det betyder politiske prioriteringer, der kan gå ud over andre områder. For at sikre befolkningens opbakning er det nødvendigt at skabe en større forståelse for forskningens resultater og nødvendighed. Fra et politisk synspunkt er forskningsformidling derfor blevet en samfundsøkonomisk nødvendighed.