Читать книгу Elfenbenstarnet - Группа авторов - Страница 11

Efter europæisk forbillede iværksatte man også i Danmark en undersøgelse af, hvordan man kunne optimere videnskabsforståelsen for at opnå tilstrækkelig rekruttering, økonomisk opbakning og folkelig forståelse for forskning. Tænketanken udgav, et år efter konstitueringen, en rapport om sit arbejde. I rapporten findes der en liste over anbefalinger til videnskabsministeren. I anbefalingerne står der blandt andet, at “2 pct. af alle forskningsbevillinger skal afsættes til forskningskommunikation, forskningsinstitutionerne skal tilbyde forskerne medie- og kommunikationskurser, og der skal oprettes tilbud om efteruddannelse for journalister om forskningens tradition og metode”.⁹ Videnskabsministeriet har allerede iværksat flere af de i alt 27 anbefalinger, blandt andet en årlig forskningskommunikationspris, et “Forskningens Døgn” og en arbejdsgruppe vedrørende forskningskommunikation til børn og unge. Sidstnævnte afsluttede sit arbejde med en rapport i august 2005.¹⁰

Formidlingen til det øvrige samfund var dog allerede godt i gang, da tænketanken blev nedsat. Men der var brug for “en politik for formidling af forskning”. Tænketanken blev startskuddet til en debat om forskningsformidlingens berettigelse og nødvendighed. Den debat har til tider taget form af et rent formidlingshysteri. Pludselig talte alle i munden på hinanden – politikere og journalister i særdeleshed – om, hvor vigtigt det var at formidle forskning til en bred offentlighed, og hvor dårligt det var blevet gjort indtil da. Selvfølgelig må også akademikerne blande sig i formidlingsdebatten, der ellers tidligere af de fleste forskere er blevet betragtet med overbærenhed. Og forskerne er nødt til at blande sig. Ellers er det andre, der kommer til at sætte dagsordnen. Det kan man fra forskningens synspunkt ikke være interesseret i.

Med universitetsloven i 2003 kom formidling og vidensdeling til at have samme formelle status som forskning og undervisning blandt universiteternes hovedopgaver. I §2 stk. 3 står der: “Universitetet skal som central viden- og kulturbærende institution udveksle viden og kompetencer med det omgivende samfund og tilskynde medarbejderne til at deltage i den offentlige debat”.¹¹ Meningen blev understreget i en pressemeddelelse fra Videnskabsministeriet i maj 2004, hvor det lød, at “det er helt afgørende, at universiteterne får spredt deres viden ud, for vi skal leve af viden i fremtiden”.¹²

Men hvad er det for en viden, vi skal leve af i fremtiden, og er det den samme, vi skal dele med Maren og alle de andre? Det er der mange meninger om. I debatten, der er fulgt i kølvandet på universitetsloven og andre politiske initiativer, er der en klar politisk tendens til at favorisere formidling af naturvidenskabelig og sundhedsvidenskabelig forskning. Men hvorfor opnår den samfundsvidenskabelige, den humanistiske og den teologiske forskning ikke samme formidlingsmæssige opmærksomhed? Det er der mange grunde til. En af dem er, at ordet “forskning” i medierne sjældent knyttes til de tre nævnte forskningsområder. Derfor er det heller ikke mærkeligt, at offentligheden sætter forskning i relation til naturvidenskab og sundhedsvidenskab.

Det er ikke, fordi den forskning, der foregår inden for de andre tre områder, er mindre værd. Det er heller ikke, fordi de tre områder ikke formidler deres forskning. Det er måske snarere, fordi den humanistiske, teologiske og samfundsvidenskabelige forskning er så integreret en del af vores dagligdag allerede, at vi ikke længere lægger mærke til, at det er forskning og forskningsformidling. Det er måske også, fordi det mest udbredte billede af en forsker er den stereotype figur med hvid kittel og kolber – og der er langt imellem teologer, humanister og samfundsforskere i kitler. De politiske udmeldinger definerer yderligere den relevante forskning til at være forskning, der har kommercielt potentiale. Således lancerede regeringen en handlingsplan i 2003 med titlen: “Nye veje mellem forskning og erhverv – fra tanke til faktura.”

Budskabet er klart og tydeligt. Man vil have viden og forskning, der kan sælges. Det er vanskeligt at se, hvordan emner som “Brugen af metaforer i Oehlenschlägers tidlige skrifter”, “Himmerlandske kalkmalerier 1200-1340” og “Vielsesritualer på Borneo” umiddelbart kan overføres fra tanke (forskning) til faktura. Det er derimod lettere at sætte lighedstegn mellem viden og kapital, når vi nærmer os forskning, der lover nye lægemidler, brintpiller og bedre mobiltelefoner. Med en handlingsplan, der udelader langt den overvejende del af den humanistiske, teologiske og samfundsvidenskabelige forskning, er politikerne samtidig med til at reevaluere og omskrive universiteternes formål. Det vil altså sige, at den viden, vi skal dele med Maren, primært er den viden, der kan oversættes til faktura – det er den naturvidenskabelige, tekniske og sundhedsvidenskabelige viden. Det er den viden, man satser på politisk, og derfor også der, man har brug for Marens støtte til større bevillinger.

Den politiske prioritering af højteknologisk, naturvidenskabelig og sundhedsvidenskabelig forskning har sat sine spor i debatten, og der har været mange forskelligartede bud på de øvrige fagområders betydning og placering i vidensamfundet. I 2004 gjorde videnskabsminister Helge Sander således opmærksom på, at man ikke havde overset de humanistiske og samfundsvidenskabelige fag.

Selvfølgelig har vi ikke glemt humaniora og samfundsvidenskab! Det er meget væsentlige områder, når vi skal forkorte vejen fra tanke til faktura. Det er ikke nok at opfinde verdens ottende vidunder, hvis man ikke kan give produktet den rigtige indpakning og få det solgt. Bl.a. derfor er humaniora og samfundsvidenskab ikke til at komme udenom.¹³

Her er budskabet klart: Vidensamfundet handler i sidste ende om vidensøkonomi. Et andet bud kommer fra akademikernes faglige organisation Dansk Magisterforening, der i stedet tager udgangspunkt i det globaliserede verdensbillede og ikke vil acceptere humaniora og samfundsvidenskabs reduktion til gavepapir i vidensøkonomiens supermarked. Således udtalte Dansk Magisterforenings formand Ingrid Stage, at:

i dag er vores mest påtrængende problem ikke, hvordan vi kommer til Mars i en fart. Vore største problemer handler om krig, sult, migration, globalisering, kulturkløfter og identitet. De problemer kan ikke løses uden teknologisk forskning, men de kan heller ikke løses uden bidrag fra de sociale og humanistiske videnskaber.¹⁴

Der er brug for alle, hvis Danmark skal klare sig som vidensamfund i en globaliseret verdensøkonomi. Spørgsmålet om, hvilke opgaver der skal løftes, af hvem og hvordan, ser imidlertid forskelligt ud fra politisk og akademisk side.