Читать книгу Ideer om et universitet - Группа авторов - Страница 11

1 For en mere detaljeret udlægning af, hvad der menes og kan menes med formålsparagraffens enkelte bestemmelser under de givne betingelser, henvises her til Fink (2003).

2 Ideen om at gøre universiteterne til ‘selvejende institutioner’ ligger kort fortalt i forlængelse af skiftende regeringers programmer for ‘modernisering af den offentlige sektor’ fra 1980’erne og frem (Wright & Ørberg 2007). Som selvejende institutioner sættes universiteterne fri til at agere som legale personer, der kan indgå kontrakter og agere som selvstændige aktører på markedslignende vilkår bl.a. med henblik på selv at kunne skaffe sig eksterne indtægter i en situation med faldende statslige basisbevillinger og øget output-baseret finansiering (via antal af beståede eksaminer (STÅ-produktivitet), taxametertildelinger, valgfrihed etc.). Et af formålene var at skabe øget konkurrence mellem institutioner om at tiltrække brugere, kunder og bevillinger og samtidig at skabe mere responsive, effektive og kvalitetsudviklende organisationer. Ideen er derfor nært forbundet med lovens indførelse af en ny styrelsesform, hvor det tidligere medarbejdervalgte konsistorium erstattes af uafhængige bestyrelser som universitetets øverste myndighed, der dog stadig er bundet af formålsparagraffens klassiske formuleringer.

3 For en kritisk diskussion af universitetsreformen henvises her til Horn & Nielsen (2003); Madsen & Øllgaard (2007); Øllgaard (2003) samt Lund (2007).

4 Bologna-processen er betegnelsen for en europæisk reformproces, der blev igangsat af videnskabs- og undervisningsministre fra 29 europæiske lande med vedtagelsen af Bolognadeklarationen i juni 1999. Reformprocessen har som mål at skabe et ‘European Higher Education Area’ (EHEA), altså et relativt homogeniseret europæisk uddannelsesområde. Processen skal være afsluttet i 2010, hvor man mødes i Berlin for at fejre Humboldtuniversitetets 200-års jubilæum. Ideen var i udgangspunktet ikke at harmonisere og standardisere de forskellige nationale uddannelsessystemer, men blot at gøre dem transparente i forhold til hinanden for at fremme studentermobilitet og udveksling mellem de europæiske uddannelsesinstitutioner, hvilket kræver gensidig anerkendelse af akademiske grader og kvalifikationer. Processen har resulteret i 10 såkaldte ‘handlingslinjer’, hvoraf de vigtigste indtil videre har været: opbygningen af et fælles pointsystem (ECTS: European Credit Transfer and Accumulation System), modulariseringen af studieforløbene, et fælles 3-delt system af sammenlignelige afslutningsgrader (bachelor, master, ph.d.) samt udviklingen af et fælles kvalitetssikrings- og akkrediteringssystem. Dertil kommer et fælles fokus på livslang læring i kølvandet, dels på OECD’s udkast til Lifelong learning for all fra 1996; Unescos Delors-rapport om Learning: the treasure within fra 1996, dels ikke mindst på EU’s memorandum om Lifelong Learning i forlængelse af Lissabon-aftalerne i 2000.