Читать книгу Ideer om et universitet - Группа авторов - Страница 5

Videnskabsminister Helge Sander sagde om universitetsloven af 8. maj 2003, at den var den mest vidtgående reform herhjemme siden Københavns Universitets grundlæggelse i 1479. Det er ved første øjekast ikke helt indlysende, hvis man i første ombæring holder sig til formålsparagraffen. Trods visse nyheder og tilføjelser gentager og bekræfter loven i formålsparagraffen nemlig nogle af de centrale ideer og principper, der har udgjort kernen i universitetsbegrebet i det mindste de sidste 200 år. Det gælder princippet om, at der på et universitet skal være sammenhæng mellem undervisning og forskning; princippet om forskningsfrihed, som universiteterne med loven ikke længere blot har ret til, men ligefrem pligt til at “værne om”; princippet om undervisningsfrihed, i den forstand at universiteterne selv beslutter, hvilke forskningsbaserede uddannelser man vil udbyde (dog efter godkendelse i ministeriet og fra 2007 i de nye akkrediteringsråd); samt ideen om, at universitetet er en videnskabelig forskningsinstitution, der som sådan ikke blot skal “udbrede kendskab til videnskabens metoder og resultater”, men også “drive forskning og give forskningsbaseret uddannelse indtil højeste internationale niveau inden for sine fagområder”.

Hvad disse formålsbestemmelser angår, er reformen ikke særligt vidtgående, men stadfæster blot overleverede og stadig udbredte forestillinger om, hvad der i princippet udmærker et universitet til forskel fra andre uddannelses- og forskningsinstitutioner. Ganske vist er der også rykket enkelte nye elementer ind i formålsparagraffen, men heller ikke de anfægter umiddelbart de klassiske ideer om et universitet. Ud over at forske og undervise skal universiteterne også som den “centrale viden- og kulturbærende institution udveksle viden og kompetencer med det omgivende samfund og tilskynde medarbejderne til at deltage i den offentlige debat”. Formidling, vidensudveksling og vidensspredning føjes her til universiteternes traditionelle portefølje, men kan ikke siges at have været moderne universiteter helt fremmed, lige så lidt som pålægget om, at “universitetet skal bidrage til at fremme vækst, velfærd og udvikling i samfundet”. Det har moderne universiteter principielt altid gjort. Det åbne spørgsmål er naturligvis, på hvilke måder det skal ske.

Lovens formålsparagraf tegner således et klassisk billede af, hvad et universitet i princippet er og bør være, og hvad det skal. Her er alt ved det gamle, kunne man sige, vel vidende at ideale formålsbestemmelser både skal udlægges og kan komme i konflikt med den faktiske udvikling.¹ Det ‘vidtgående’ i reformen skal søges andre steder i loven, først og fremmest i de nye bestemmelser vedrørende universitetets indre ledelse og organisation og vedrørende forholdet mellem universiteter, ministerium og samfund. Hvad disse forhold angår, afspejler de nye bestemmelser en række internationale tiltag og tendenser på universitetsområdet og giver som sådan et signalement af, hvilke nye ideer om et universitet der ved siden af de klassiske er i færd med at gøre sig gældende som selvfølgelige her i begyndelsen af det 21. århundrede. Nogle af disse præsenteres og diskuteres i denne antologis to sidste og mest aktuelle bidrag og vil derfor også blive kommenteret i det følgende kapitel om universitetets idehistorie.

Et forhold vedrørende universitetsreformen i 2003, nemlig spørgsmålet om universiteternes autonomi og selvstyre, skal dog af flere grunde fremdrages her indledningsvist. For det første for at antyde, hvilke nye ideer om universitetet der uagtet lovens klassiske retorik i formålsparagraffen også er på spil i den. For det andet for at vise, hvordan selv grundlæggende nye ideer om universitetets formål og virke stadig ser sig henvist til at hente retorisk og legitimatorisk energi fra de klassiske ideer og idealer. For det tredje endeligt for at vise, at klassiske ideer, der reaktiveres i en ny politisk, økonomisk og ideologisk kontekst, kan ende med at betyde nærmest det modsatte af deres klassiske betydning – selvom de altså stadig henter retorisk og semantisk energi fra den. Dette skulle i sig selv være et argument for den kritiske besindelse på de klassiske ideer og idealer om et moderne universitet, som denne antologi med sit tekstudvalg lægger op til.