Читать книгу Ideer om et universitet - Группа авторов - Страница 4

Universiteterne er under forandring i disse år. De skal påtage sig nye opgaver og leve op til nye krav. De skal lede sig selv og lade sig styre på nye måder, og de skal åbne sig for omverdenen og forholde sig til sig selv på nye måder. Som alle andre offentlige institutioner har også universiteterne gennem de seneste årtier været underlagt et reform- og moderniseringspres. Frivilligt eller nødtvungent har de måttet reformere deres virke og legitimere deres eksistens på nye måder. Alt dette har ikke ladet de overleverede ideer om, hvad der gør et universitet til et universitet, uberørt. Ej heller er det gået sporløst hen over de overleverede idealer om, hvad der bør foregå, og hvordan det bør foregå på et universitet. Når dette ovenfra såvel som nedefra, udefra såvel som indefra kommende moderniserings- og reformpres er tiltaget de seneste år, hænger det ikke blot sammen med universiteternes vækst og transformation til masseuniversiteter. Det hænger frem for alt sammen med ‘globaliseringen’ og de politiske udlægninger af, hvad den betyder, og hvad den kræver. En af disse udlægninger er den efterhånden hævdvundne forestilling om, at vore samfund er på vej til at blive videnssamfund, der er henvist til at opretholde sig selv i en global videns- og innovationsøkonomi. I denne situation er universiteterne og uddannelsessystemet generelt udset til at spille en nøglerolle – både i styrkelsen af den europæiske og af den nationale konkurrencekraft.

Dette har haft og vil givetvis få stor betydning for universiteternes forhold til stat og samfund, men også for universiteternes videnskabelige, institutionelle og organisatoriske selvforståelser og selvbeskrivelser. Det interessante er imidlertid, at de igangværende reformer af universitetet både internationalt og herhjemme sker under samtidig fastholdelse af de selv samme universitetsideer og -idealer, som de aktuelle reformer allerede tydeligvis anfægter eller er i færd med at afvikle. Det påtrængende spørgsmål er derfor, hvilken status de klassiske ideer om universitetet egentlig har i dag, når det nu på samme tid synes lige så uomgængeligt at opretholde dem, som det i praksis synes uomgængeligt, at de er under afvikling i og med de skitserede udviklingstendenser og reformtiltag.

Dette tilsyneladende paradoks har vi med denne antologi villet kaste en smule lys over. Ikke fordi vi er nostalgiske ‘universitets-idealister’, der drømmer os tilbage til det Humboldtuniversitet, der ret beset aldrig i praksis nåede at leve op til sine egne ideer og idealer. Snarere fordi vi nøgternt konstaterer, at overleverede ideer, herunder ikke mindst de humboldtske kerneideer, fortsat spiller en mere eller mindre erkendt og bemærket rolle i den hjemlige og internationale universitetsudvikling og universitetsdebat i dag. Dog kniber det gennemgående med førstehåndskendskabet, ikke blot til de grundlæggende og tilsyneladende stadig paradigmatiske tekster fra det moderne universitets idehistorie, såsom Immanuel Kants eller Wilhelm von Humboldts, men også til nyere variationer over spørgsmålet om ideen med et universitet. Skal f.eks. Humboldts idealer imidlertid blive andet end tomme fraser i nutiden, bliver man nødt til at forstå deres sammenhæng og betydning dengang. En del af det manglende kendskab hænger utvivlsomt sammen med, at disse tekster endnu aldrig har været tilgængelige på dansk. Det råder denne antologi delvist bod på med sine ti mere eller mindre eksemplariske bud på, hvad der har været og hvad der kunne være ideen med et universitet fremover. Den beskedne forventning er, at et bedre førstehåndskendskab til centrale formuleringer og eksemplariske diskussioner af det moderne universitets idegrundlag vil kunne give bare et lille løft af den hjemlige debat om universiteternes mulige fremtidige udvikling og status – både hvad angår de ofte implicitte normative referencer og de eksplicitte besværgelser i denne debat.

Antologien er som nævnt i forordet blevet til i kølvandet på den universitetsdebat og de reformtiltag, der ledsagede vedtagelsen og implementeringen af universitetsloven i 2003. Derfor har det været nærliggende her i indledningen at bruge denne som anledning til at nærme os spørgsmålet om de historiske og aktuelle ideer med et universitet. Det er vel at mærke også spørgsmålet om, hvorfor universitetet tilsyneladende er en institution, der ikke kan leve og virke uden at henvise til mere eller mindre ideale begrundelser og ideer for sit virke – og uden at belaste sig selv med ideen om, at der må være en ide med et universitet, hvis det altså skal være et universitet.